Jeg skal til julefrokost om lidt, og jeg vil feste hæmningsløst igennem. For jeg er usårlig, jeg har købt en billet til det evige liv i en ny og bedre verden.

Når, og vi taler ikke om hvis her, denne verden går under, så vil der ligge en bank fuld af dna på det mest utilgængelige sted på jorden. Jeg vil være en ud af omkring 5000, der har gjort indskud i denne bank.

- Der er kræftsyge, der er afrikanere, der er blondiner på 180 cm, og der er faktisk også et par socialdemokrater, for man er vel humanist.

Sådan siger initiativtageren til banken, Kristian von Hornsleth.

Når, og vi taler ikke om hvis her, verden er gået under, vil nogen kunne genskabe menneskene ud fra den dna, Hornsleth er ved at samle ind.

- Og de vil alle have én ting til fælles: En passion for Kristian von Hornsleth.

Siger Kristian von Hornsleth.

Og på den måde vil mennesket genopstå som en stamme, der ikke er sammen om totalitære ting som religion eller politik, men om passionen for kunsten. Personificeret i Kristian von Hornsleth.

Han har også sørget for, at der er et par entreprenante kapitalisttyper blandt de 5000.

- Og det er nogen af dem fra kapitalisternes a-hold i stil med Mærsk. Ikke dem fra b- og c-holdet, som er alle dem, der går ned i øjeblikket, siger Kristian von Hornsleth.

Det hele er meget nemt og næsten smertefrit. Jeg er gået op i et underskønt loftsrum på et galleri, jeg slet ikke kendte til.

Atmosphère hedder det ret så nyåbnede galleri, og det ligger i Brandts Passage sådan nærmest oven på Cuckoo's Nest. Væggene er prydet med von Hornsleths billeder, som er udstillet og til salg resten af året og lidt til.

Jeg sætter mig i en stol, og den tiltalende gallerist forvandler sig til en laborant, der stikker mig i tommelfingeren med blot en kortvarig smerte til følge. Den føles nærmest sødmefuld.

Blodet pibler fra tommeltotten, og galleristen, der hedder Christina Danielsen, gemmer noget af det sammen med blodet fra de omkring 60 andre fynske Hornsleth-elskere, der har været forbi i løbet af dagen. Derfra kan der udtages dna.

- Du skal tegne noget med dit blod, siger Christina Danielsen, hvilket gør mig lidt utryg, for jeg tegner og maler, som de blinde slås.

Det lykkes mig at frembringe noget, der ifølge min redaktionssekretær ligner en bamses røv med vinger. Denne tegning i blod pryder diplomet, der beviser, at jeg er med i den Hornsleth-stamme, der skal manes frem af den undergangne verden.

Engang næste år vil Hornsleth være færdig med den gigantiske skulptur, der skal rumme stammefrændernes dna. Den skal sænkes ned på det dybeste, dybe hav.

Marianergraven nærmere betegnet.

I dybden

- Det både fysisk og psykisk laveste sted, du kan komme hen. Og et sted vi ved mindre om end om verdensrummet.

Siger Kristian von Hornsleth, som før han blev kunstner har studeret geologi. Blandt andet.

Han fortæller mig, at en del af mig for evigt vil være på det dybeste, fjerneste, mest utilgængelige og nederste sted i verden.

- Du bliver hele tiden mindet om, hvor du er i hierarkiet.

Siger Kristian von Hornsleth, mens glæden over at have givet blod til kunsten forsvinder.

- Hver gang, du kigger på diplomet, får du noget andet at tænke over, end at du har glemt at hente tøjet på renseriet.

Siger Kristian von Hornsleth, og så er jeg faktisk glad igen. Og lidt stolt over at være med. Han leger med og pirker til min dødsangst. Og, som han siger, har han givet mig et lille håb at klynge mig til i verden, som vi er ved at gøre barskere og barskere for os selv.

Jeg skal til julefrokost om lidt. Og jeg skal i den grad feste hæmningsløst igennem.

Jeg har før været ude på dybt vand. Men nu...