Log ind

New Zealandsk mareridt er forbi

  • New Zealandsk mareridt er forbi
    1 / 5
    I dag er det et år siden, Bjarne Jensen og hustruen Irene landede på New Zealand for at besøge sønnen Jeppe. Dagen efter blev Bjarne impliceret i en jagtulykke. Først i sidste måned blev sagen afsluttet, og kørelæreren fra Gelsted kan nu igen se fremad.
  • New Zealandsk mareridt er forbi
    2 / 5
    Efter flere tovtrækkerier lykkedes det at få lov at forlade New Zealand. Den 4. maj landede han i Kastrup Lufthavn, hvor han så sin kone for første gang i fem måneder og sin datter Linda for første gang i et halvt år.
  • New Zealandsk mareridt er forbi
    3 / 5
    I dag er det et år siden, Bjarne Jensen og hustruen Irene landede på New Zealand for at besøge sønnen Jeppe. Dagen efter blev Bjarne impliceret i en jagtulykke. Først i sidste måned blev sagen afsluttet, og kørelæreren fra Gelsted kan nu igen se fremad.
  • New Zealandsk mareridt er forbi
    4 / 5
    I dag er det et år siden, Bjarne Jensen og hustruen Irene landede på New Zealand for at besøge sønnen Jeppe. Dagen efter blev Bjarne impliceret i en jagtulykke. Først i sidste måned blev sagen afsluttet, og kørelæreren fra Gelsted kan nu igen se fremad.
  • New Zealandsk mareridt er forbi

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Torsdag 6. november 2008. Bjarne Jensen står alene i cellegangen ved High Court i Roturua. En smal gang med hvide vægge. Efter fire dage i retssalen kender han lydene. Nu går juryen ind. Tilhørerne. Nu rejser de sig op - hvilket betyder, at dommeren kommer ind.

- Jeg vil tro, jeg står og venter der i 10 minutter. Men jeg har ingen fornemmelse af tiden. Tankerne løber gennem de ting, der er blevet sagt i retten gennem de fire dage, retssagen har varet, fortæller Bjarne Jensen.

Den 8. december 2007 sker jagtulykken. Den 6. november 2008 frifindes Bjarne Jensen.

Ud over tankerne har han en knugende fornemmelse i maven. Med god grund. Om lidt afsluttes et næsten årelangt forløb. Enten bliver han frikendt for skødesløs omgang med våben, eller også venter en dom på op til tre års fængsel.

Bjarne Jensen bliver ført ind i retssalen og tager plads i "sin" bås - den anklagedes.

Få sekunder senere kommer de forløsende ord fra juryformanden:

- Not guilty.

- Du er en fri mand. Du må gå ... Ja, du må gå nu, siger dommeren til mig. Nu havde jeg ikke længere noget at gøre der, så jeg satte mig ned på tilhørerpladserne og krammede dem, jeg kunne nå, fortæller Bjarne Jensen.

Få minutter senere er Bjarne, hans kone Irene, datteren Linda, vennen Palle og en flok new zealandske venner samt Bjarnes advokat på vej ud for at drikke champagne - på Bjarnes regning.

Den fatale kaninjagt

I dag er det et år siden, Bjarne Jensen og hustruen Irene landede på New Zealand for at besøge sønnen Jeppe, der var udvekslingsstudent og arbejdede på en farm ved Putaorurau midt på nordøen.

De skal bo sammen i den bungalow, som farmen har stillet til rådighed for sønnen.

Samme aften mødes de hos indehaverne af farmen, Carol og Mark. Carol vil gerne vise sin juleudsmykning frem, og det er en lejlighed til at hilse på de andre "trainees" - de unge mennesker, som Jeppe arbejder sammen med.

I løbet af aftenen falder snakken på jagt, og da Bjarne har været jæger i over 30 år, er han ikke sen til at sige, at han gerne vil med på jagt.

Det bliver sat i værk, og næste aften ved 20-tiden mødes jagtholdet for at hilse på hinanden og lære våbnene at kende. Der er Bjarne, Irene, Jeppe, Mark og Carol samt to andre arbejdere på farmen, Mark B. og engelske Matthew Purchase.

Jagten foregår om aftenen i mørke, og der skydes primært efter kaniner og det kattelignende skadedyr possum.

Ved 23-tiden begynder det at regne, og Mark, der sidder bag rattet, siger, at næste stop er sidste stop på aftenens jagt.

De er fire på den åbne ladvogn: Jeppe, Carol og Matthew sidder på en bænk og skyder over taget på bilen. Bjarne står bag dem og skyder til siden.

Mark og Carol søger med deres projektører, og lyset fanger en kanin foran bilen.

Jeppe og Matthew skyder uden at ramme, og kaninen løber over mod Bjarne, der tager sigte.

- Så skyder jeg på den. Og så falder der pludselig noget ned over mig. Det er Matthew, og vi finder ud af, at han er blevet ramt. Der kommer en del blod ud af hans højre øre, husker Bjarne Jensen.

Hvordan det gik så galt, er der ingen, der ved. Der er ingen, der har set, hvad der skete på ladet af bilen.

- Vi så alle efter kaninen, siger Bjarne Jensen.

Det står klart for alle, at Matthew har brug for hjælp. Hurtigt. Så Mark kører så hurtigt som muligt tilbage til farmen.

- Carol holder Matthews hoved, og jeg holder ham mellem mine ben. Han er bevidstløs, men jeg husker, at han hoster på vejen tilbage, så vi ved, han er i live, fortæller Bjarne Jensen.

Mobildækning er der ikke meget af langt ude på landet i New Zealand, så først da de efter 10-15 minutter kommer tilbage til farmen, bliver der tilkaldt en ambulance.

- Den første melding fra redningsfolkene er, at den klarer han ikke, fortæller Bjarne Jensen.

Så galt går det heldigvis ikke. Den unge englænder overlever, men er invalideret. I dag kan han sidde, men ikke stå uden hjælp, og hans genoptræning fortsætter.

Tilbage på farmen kommer politiet kort efter redningsfolkene. Bjarne og Carol må aflevere deres blodige tøj. Det er bevismateriale. Fire timer senere - klokken fire om natten - er Bjarne som den sidste blevet afhørt. En afhøring, der slutter med, at han får at vide, at han nu er sigtet for skødesløs omgang med våben.

Bjarne erklærer sig uskyldig, hvilket han har fastholdt lige siden.

Fanget på øen

Dagen efter ulykken er der plads til galgenhumor fra sønnen Jeppes side.

- Jeg kommer hjem før dig. Du er fanget her på øen, siger Jeppe.

Hverken han eller nogen andre tror på, at udsagnet er sandt. Det er den 9. december, og Jeppe skal hjem 1. april.

Men sigtelsen er starten på et halvt år i "åbent fængsel", hvor Bjarne ikke er bag tremmer, men da hans pas er konfiskeret, kan han ikke forlade New Zealand. Han får lov at bo på farmen, hvor sønnen arbejder.

Dagene efter ulykken går med afhøringer af de implicerede. Og så bliver det den 15. december.

- Så går hele det officielle New Zealand på ferie i en måned. Det er jo deres sommerferie, siger Bjarne Jensen.

Derfor bliver det 5. februar, før han første gang bliver stillet for en dommer.

I mellemtiden har han sagt farvel til sin kone, Irene. Hun tog hjem den 28. december. Den planlagte fælles nytårsaften i Tokyo blev ikke til noget.

I stedet må Irene hjem for at passe sit eget job og hjælpe med driften af Bjarnes nystartede køreskole. Der er fundet en vikar, som kan stå for driften, mens Bjarne er væk.

- Det var psykisk hårdt. Det værste ved hele forløbet var uvisheden. Jeg anede ikke, hvornår jeg kunne komme hjem, siger Bjarne Jensen.

Han kunne skuffet konstatere, at det første retsmøde kun tog fem minutter, og det eneste, der skete, var, at anklageren spurgte, om han stadig erklærede sig "ikke skyldig".

Derefter blev næste retsmøde berammet til 25. februar.

- Da var forventningerne sat op. Nu ville der komme en afklaring. Men mødet tog kun 10 minutter, hvor anklageren anbefalede mig at erklære mig skyldig. Så ville det hele være overstået. Men jeg havde snakket med mit forsikringsselskab, og var klar over, at der kunne komme en erstatningssag ved siden af straffesagen. Desuden føler jeg mig også uskyldig, siger Bjarne Jensen.

Efter endnu et retsmøde uden afklaring begyndte Bjarne med hjælp fra sin advokat og den danske konsul at arbejde på at få lov at blive sendt hjem mod kaution.

Imens arbejdede han så meget som muligt på farmen for at holde sig i gang.

- Der skulle laves en del vedligeholdesesarbejde. Det fik jeg lov til at gå i gang med. Jeg forsøgte at arbejde og spise sen aftensmad, fortæller Bjarne Jensen, der på den måde forsøgte at gøre "fritiden" så kort som mulig.

Og så fik han med tiden et nært forhold til farmerne Carol og Mark og dennes mor Noleen.

Jeg betragter dem og deres familie som min familie down under. Jeg tilbragte ofte weekenderne med dem og deres børn, fortæller Bjarne Jensen, der gerne vil benytte lejligheden til at takke alle de, der hjalp og støttede undervejs - både danskere og new zealændere.

Hjem

Efter flere tovtrækkerier lykkedes det at få lov at forlade New Zealand. Den 4. maj landede han i Kastrup Lufthavn, hvor han så sin kone for første gang i fem måneder og sin datter Linda for første gang i et halvt år. For at nå så langt, havde han lånt 400.000 kroner i banken. Et beløb, der skulle sikre, at han vendte tilbage til retssagen.

Mere eller mindre fra dag et, var han i gang med at arbejde. Og så skulle han vænne sig til livet herhjemme igen.

- Det var svært. Bare det at se, at de havde købt nye møbler, mens jeg var væk, siger Bjarne Jensen, hvis hjemkomst naturligvis var et samtaleemne i lokalsamfundet.

- Til at begynde med undlod jeg at handle i den lokale brugs. Jeg orkede ikke at fortælle historien om og om igen.

Det var ellers ikke fordi, han kunne slippe sagen.

- Den fyldte meget. Jeg havde svært ved at sove om natten, hvor tankerne løb gennem hovedet. Ikke om selve ulykken. Den har jeg ikke tænkt på, for jeg har ikke set den ske. Det, sagde min advokat, var meget vigtigt, for hvis jeg kunne se det ske, kunne jeg også have reageret, siger Bjarne Jensen.

Til gengæld tænkte han meget på vennerne i New Zealand - og så den uvisse fremtid naturligvis.

Tilbage

Retssagen nærmede sig, og 15. oktober tog Bjarne, Irene, Linda og vennen Palle til New Zealand.

- Jeg lod nøglen til huset ligge derhjemme, for jeg vidste ikke, hvornår jeg fik brug for den igen. Det var en underlig fornemmelse, siger Bjarne Jensen.

Tilbage på New Zealand var der gensynsglæde. Den danske delegation boede endnu engang på farmen.

- Det lyder underligt. Men det var som at komme hjem, siger Bjarne.

Egne beviser

Mens Bjarne var i Danmark, arbejdede hans advokat på højtryk. Der blev hyret en ekspert til at gennemgå politiets bevismateriale for at rekonstruere, hvad der skete den decemberaften.

Arbejdet påviser, at den unge englæder skal have rejst sig op og bevæget sig ind i Bjarne Jensens skudbane for at blive ramt i hovedet af et skud fra Bjarne Jensens salonriffel.

Alligevel var han ikke sikker på sagens udfald.

- Advokaten var positiv. Han havde haft god øjenkontakt med flere i juryen under sit afsluttende indlæg.

Den gode fornemmelse holdt stik, og den 15. november blev følget modtaget på Odense Banegård af sønnen Jeppe og et par gode venner. De havde champagne med, og derhjemme havde naboerne arrangeret surpriseparty.

På vej tilbage

Først nu, hvor sagen er afsluttet, har Bjarne taget sig tid til at slappe af rent arbejdsmæssigt.

Efter nytår er han tilbage på fuld tid i køreskolen.

Den samme kørelærer, men ikke helt den samme person.

- Jeg har lært at sætte mere pris på det, jeg har. Og det med at lægge planer langt ud fremtiden, det gør jeg ikke. Man ved aldrig, hvad der sker i morgen, siger han.
  • Fyens Stiftstidende

Mere om emnet

Se alle
Kørelærer jubler over frifindelse

Kørelærer jubler over frifindelse

Fynbo frifundet efter vådeskud

Fynsk kørelærer for retten i New Zealand

Fynsk kørelærer for retten i New Zealand

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere