Når Middelfart Sparekasse flere gange er kåret som landets bedste arbejdsplads, er sparekassedirektør Hans Erik Brønserud ikke i tvivl om hvorfor.

Forklaringen finder han i et ord, der sjældent høres på management-kurser. Et lille ord på tre bogstaver.

Tro.

- Det vigtigste budskab i bibelen er kærlighedens budskab, for det omfatter alle de andre ting, der står. At man vil det bedste, og at man gør sit bedste. Og for mig er der ingen tvivl om, at mennesker udvikler sig bedst under kærlighed - ligegyldigt om det er hjemme eller på arbejdspladsen. Hvis man hele tiden skal kontrollere folk, er det et tegn på, at man ikke sætter pris på dem. Ved at vise kærlighed, viser man tillid, siger sparekassedirektøren.

I hans optik er der flere ligheder end forskelle på ord som kirke og kredit.

Blandt andet mener Hans Erik Brønserud, at finanskrisen er et udtryk for, hvor redeligt bankfolk opfører sig.

- Det handler om at tale sandt, uanset på hvilken side af skrivebordet, man befinder sig. Det betaler sig altid at tale sandt, for kun med den kan man være sikker på at huske præcist, hvad der er sagt, siger han.

Han kan ikke adskille sin tro fra sin måde at være på.

- Den kristne tros moral påvirker min lederstil, det kan man ikke komme udenom. Jeg har ovenikøbet skrevet den ned, siger han.

Mens Det gamle Testamente taler om 10 bud, eksisterer der i Hans Erik Brønseruds verden alene seks. De er til gengæld så konkrete, at de er trykt bag på hver eneste medarbejders visitkort. Og alle sparekassens ansatte har fået dem præsenteret i ansættelsessamtalen - og lovet at efterleve dem hver eneste dag.

Eller næsten alle.

- En enkelt medarbejder var nødt til at søge et andet sted hen, fordi han ikke kunne acceptere budene, men det er ikke fordi, man skal stå til regnskab, og det ikke kan være sjovt at gå på arbejde. Budene virker bare så indlysende rigtige, og alle efterlever dem, og jeg tror, at det er grunden til, at det går os så godt, siger Hans Erik Brønserud.

At opfinde seks bud for sine ansatte er meget nærliggende, når man som Hans Erik Brønserud er vokset op i skyggen af Indre Mission og kunne navnene på de 12 apostle udenad, før man fyldte tre år.

- Tro er en stor del af min bagage og påvirker mig selvfølgelig. Både bevidst og ubevidst, siger han.

Pengene var små, men legemulighederne var mange i det lille husmandssted i Skrillinge ved Middelfart, hvor Hans Erik Brønserud voksede op i efterkrigsårene.

Marker stødte op til ejendommen, der havde både heste, køer og høns, og sammen med sine to yngre søskende tog Hans Erik Brønserud tidligt del i arbejdet med at fodre og muge ud hos dyrene.

Men arbejdet var overvåget.

- Min mormor var familiens samvittighed. Hende, der holdt øje med, om vi alle sammen levede op til Bibelens ord. Hun var ortodoks medlem af Indre Mission, sortklædt og med en stram knold i nakken, og hendes blik hvilede på os alle som en tung dyne, selv om hun var en gammel dame på over 80. Ikke lige typen, et barn løb hen og gav en krammer om morgenen, siger han.

Søndagsskole med bibellæsning var obligatorisk gennem drengeårene. Det er Hans Erik Brønseruds fornemmelse, at missionærerne i Indre Mission var meget karismatiske personer, som de færreste kunne stå imod, og mormoderens menighed i Kauslunde havde stor indflydelse på hele familiens fritid. Selv om ingen af hans forældre læste Bibelen med samme overbevisning som den gamle, havde de stor respekt for hende.

- Først da jeg kom i mellemskolen, lavede min mor og jeg en aftale om, at jeg kunne gå til dans i Middelfart - som alle mine jævnaldrende gjorde - men mormor måtte absolut ikke få noget at vide om det. Min mor var bange for hende, siger Hans Erik Brønserud.

Også han tog sig i agt for den gamle dame. Alligevel bad han som 12-årig om lov til at være den, der læste juleevangeliet op på selveste juleaften - og fik lov.

- Jeg tror, det var min måde at undgå at høre mormors sædvanlige højtlæsning for os alle sammen på, siger han.

Ingen i familien satte sig op imod den gamle dame, men da Hans Erik Brønserud var kommet i mellemskolen og til konfirmationsforberedelse, kunne han ikke længere holde bøtte. Han syntes, hun var så fordømmende over for dem, der ikke tolkede og levede efter Bibelen på samme måde, som hun gjorde. Og at det var dobbeltmoralsk.

- Jeg spurgte mormor, om hun ikke kunne huske bibelens ord om, at man skulle vende den anden kind til, siger han.

Reaktionen fra den gamle var tavshed. Til hun en dag gik til bekendelse og sagde til drengen, at han havde ret.

- Men det ændrede ikke hendes livssyn og måde at være på. Hun var stadig dommer over alle vores og andres gerninger, og Indre Missions tolkning af Bibelen var den eviggyldige sandhed for hende, siger han.

Som 88-årig døde mormoren, og så satte Hans Erik Brønserud og resten af familien for sidste gang deres ben i missionshuset i Kauslunde.

Kauslunde Kirke, der ligger lige ved siden af, betragter sparekassedirektøren stadig som et af de rum, der betyder mest for ham. Det er her i kirken, han blev gift, her hans hustru i sin tid blev konfirmeret, og det er også her på kirkegården flere medlemmer af hans familie og svigerfamilie ligger begravet.

- Hver eneste juleaften går min familie og jeg til gudstjeneste i Kauslunde Kirke, det er en tradition. Men det er også den eneste gang om året, man kan være helt sikker på at finde mig i denne kirke, siger han.

Selv om troen fylder meget i Hans Erik Brønseruds sind, kan der ind imellem gå lang tid, før han igen får behov for at søge tilbage under hvælvingene for at høre orglet spille Kingos eller Brorsons gamle salmer. Lige meget hvilken. Fra søndagsskolen kan han dem alle udenad.

- I dag er det den meditative ro i kirkerummet, der tiltaler mig, og jeg kan sagtens finde på at gå til gudstjeneste uden nogen anledning, men det behøver ikke lige akkurat være Kauslunde Kirke. Det kan lige så godt være den smukke Sankt Nicolai Kirke i Middelfart, der ligger tæt på sparekassen eller Lyng Kirke i Erritsø ved Fredericia, som er så smuk, og som jeg kan stå og kigge på fra mit stuevindue. Jeg bor i sognet til Strib Kirke, men her er jeg ikke kommet så ofte, siger han.

Sparekassedirektørens religiøsitet bliver aldrig så fast, som den var i barndommen.

Han har sluppet ud af troens skygger, siger han.

- Jeg betragter mig selv som en folkekirkelig dansker, hvis tro hverken hælder i den ene eller den anden retning. Og jeg har aldrig missioneret for min familie eller ønsket at udsætte mine børn for lige så meget udenadslære som jeg blev, siger han.

Menighedsrådsarbejde er han ikke afvisende overfor. På et tidspunkt.

- Lige nu kan jeg ikke overkomme mere. Ud over mit almindelige arbejde bruger jeg meget tid på Trekantområdets Innovationsforum, som jeg er formand for, siger han.

Selv om han har gjort sine personlige seks bud til Middelfart Sparekasses mantra, er det ikke bibelen, han lytter til, hvis han kommer i tvivl om sin dømmekraft.

Så er det maven.

Det gælder også i penge-anliggender.

- For mig handler det at tro ganske enkelt om ansvarlighed. Det er ret enkelt. Man skal bare mærke efter indeni sig selv, om det er en god eller dårlig beslutning, man er ved at tage. Og er man i tvivl, skal man lade være, siger Hans Erik Brønserud.

- Og så skal bedsteforældre være nogle glade, kærlige mennesker, der forkæler deres børnebørn og omfavner dem om morgenen. Sådan en vil jeg hellere være.