Sprogfællesskab - det er da helt yt

I de nordiske lande har vi i mange år haft et sprogfællesskab, som mange andre lande har misundt os: En dansker kan tage Oslobåden til Norge og gøre sig forståelig på sit eget sprog, og vi kan afholde fælles seminarer, hvor arbejdssproget er et hjemmestrikket "skandinavisk"; det fungerer rigtig godt.

Ligeledes er fodboldlandskampene mod vores arvefjender fra Sverige og Norge ofte præget af internordisk festivitas, hvor sproget i hvert fald aldrig har været nogen hindring for diskussion og debat.

Imidlertid viser flere undersøgelser, at det nemt kan komme til at stå sløjt til med den nordiske sprogforståelse. Danskere, nordmænd og svenskere er i de seneste 30 år blevet markant dårligere til at forstå, hvad der bliver sagt i nabolandene, og kendskabet til de nordiske sprog er især faldende blandt de yngre generationer.

Det nordiske fællesskab udsættes for nye økonomiske og kulturelle impulser i en stadig mere globaliseret verden, og det engelske sprog vinder frem på visse fagområder på bekostning af vore egne sprog. Vi taber sproglige domæner.

Ungdommens Nordiske Råd (UNR) har for nylig overvejet at tale engelsk indbyrdes. UNR påpeger, at man ikke længere kan regne med, at alle nordiske unge kan forstå og tale et skandinavisk sprog, og de vil med initiativet prioritere forståelse højere end hensynet til det nordiske sprogsamarbejde - tror de.

Dette strider imod den officielle nordiske sprogpolitik, hvor arbejdssprogene er norsk, svensk og dansk, og det affødte da også en række reaktioner, bl.a. fra undervisningsminister og minister for nordisk samarbejde Bertel Haarder. Haarder argumenterede således for, at støtten til UNR skal bortfalde, hvis den sproglige dimension forsvinder.

Men er det ikke ren nostalgi, når ministeren og andre taler for en øget bevidsthed om de nordiske sprog? Vi bliver vel ikke mindre danske eller nordiske af at tale engelsk?

Umiddelbart kan bevarelsen af det nordiske sprogfællesskab virke som en bagatel, og for at belyse historikken og værdien af fællesskabet er vi nødt til se på temaet i et bredere kulturelt og historisk perspektiv.

I et bredt historisk perspektiv kan man sige, at udviklingen i Norden hidtil har gået i retning af sproglig adskillelse, dvs. en bevægelse væk fra en fælles nordisk "tunge". Det falder lige for at nævne svenskernes udryddelse af det danske sprog i Skåne i det 17. århundrede og Norges konstruktion af nynorsk (der lå langt fra det danskklingende bokmål) efter frigørelsen.

Det nordiske fællesskab og tankerne om nordisk enhed, sprogligt og kulturelt, er således af nyere dato. Foreningen NORDEN grundlagdes i 1919 for at udbygge det nordiske samarbejde og forståelse. Foreningen havde en vigtig rolle i forbindelse med stiftelsen af de officielle nordiske institutioner Nordisk Råd (1952) og Nordisk Ministerråd (1971), ligesom foreningen var en vigtig aktør i forhold til skabelsen af den nordiske pasunion (1954) og Helsingfors-aftalen (1962).

De nordiske lande er kommet meget langt ved at fremstå som en samlet region, og her har den gensidige sprogforståelse været en gevinst og har medvirket til at nedbryde grænsehindringer og kulturelle skel.

Globaliseringen har imidlertid betydet, at engelsk har udviklet sig til et globalt hjælpesprog, en slags verdens lingua franca.

En af årsagerne til, at engelsk efterhånden opfattes som vores andet hovedsprog er, at sproget er allestedsnærværende i medierne: på internettet, i musikken og især på tv.

Betydningen af dette elektroniske sprogtapet har ofte været præget af myter og formodninger, men de sidste 40 års forskning i sproglig tilegnelse peger temmelig entydigt på en stærk forbindelse mellem påvirkning fra især tv og sproglige kompetencer.

Et nærliggende eksempel er den generation, der voksede op med svensk og/eller tysk tv som mulighederne, hvis man ville se udenlandsk fjernsyn. I denne generation er svensk og tysk ikke nær så uforståeligt som for de yngre generationer.

Vores tv-blik er i dag rettet stift mod vest, og vi ved derfor meget lidt om vores nordiske naboer.

Mange frygter, at denne tendens vil blive forstærket, når det gamle analoge tv i 2009 helt vil blive erstattet af digitalt tv. Den nye tv-struktur med paraboler, digitalt tv etc. truer således den elektroniske forbindelse til de nordiske lande - i og med at nordiske kanaler ofte vælges fra til fordel for engelsk og amerikansk tv.

Alle undersøgelser viser, at tv-mediet har en stærk påvirkning på seerne, og derfor ligger der et stort ansvar på dem, der skal vælge hvad vi skal se både i form af indhold og i form af, hvilke kanaler der skal være tilgængelige, så længe ikke al verdens tv kan komme ind i stuen til os.

Et af de vigtige parametre i denne sammenhæng bør være det kulturelle og sproglige udsyn. Vi bør kende vore naboer, og derfor mener Foreningen NORDEN, at alle nordiske public service kanaler som f.eks. svenske SVT1 og SVT2 samt norske NRK1 og danske DR1 bør være tilgængelige på ethvert nordisk sendenet. Og det glæder os, at vi her senest har formået at få YouSee til at tage NRK tilbage i tilbuddet til deres kunder.

Afslutningsvis skal vi så vende tilbage til det spørgsmål, vi stillede indledningsvis: Er bevarelsen af det nordiske sprogfællesskab ikke udtryk for ren nostalgi?

Der er selvfølgelig nogle helt åbenbare økonomiske argumenter for at bevare det sproglige og kulturelle kendskab til vores nærmeste naboer:

For at kunne agere i den globaliserede verden er vi simpelthen nødt til at beherske en mangfoldighed af kultur og sprog.

I denne sammenhæng skal det bl.a. nævnes, at Sverige er Danmarks næststørste eksportmarked. Vi handler ikke blot i IKEA, en stor del af dansk økonomi er forbundet med svensk erhvervsliv. Og ligeledes er Norge også en vigtig medspiller. Som bare et enkelt eksempel kan nævnes at eksporten til Norge i 2006 steg med hele 16 procent i forhold til året før. De fire andre nordiske lande med ca. 18 mio. indbyggere er tilsammen en større handelspartner for Danmark end Tyskland med 80 mio. indbyggere. Og sprogligt skal der så lidt til for at åbne de nordiske lande.

Det hele handler dog ikke om økonomi, det handler i lige så høj grad om kommunikation og kultur. Brugen af et tredjesprog medfører uundgåeligt, at kommunikationen foregår gennem et andet sprogs filter.

Man kan sagtens kommunikere på engelsk uden mentalt at være på hjemmebane, men det er bestemt ikke på et nuanceret niveau. De fleste nordboer bilder sig ind, at de er meget bedre til engelsk, end de faktisk er.

Som bl.a. den franske kulturforsker Roland Barthes påpegede i 60'erne, har sproget således ikke kun et simpelt kommunikativt aspekt, men en lang række kulturelle medbetydninger. "Potatismos" og "kartoffelmos" betyder det samme, men har en lang række medbetydninger som vi har lært at beherske.

Sproget åbner en verden for os, som rummer langt mere end ren kommunikation.

Værdien af det sproglige fællesskab i Norden ligger i, at vi via engagement og lyst til at forstå hinanden får indblik i og forståelse for hinandens samfund. Og denne gensidige forståelse giver et stærkt Norden. Med andre ord: Vi må ikke lade forståelsen af de sproglige og kulturelle styrker gå tabt, som det vil ske, hvis vi kun er i stand til at tage omvejen omkring et tredje sprog. Der skal så lidt til sprogligt for at få hele Norden som hjemmemarked - også kulturelt.

peter jon larsen

Rymarksvej 103, Hellerup, er generalsekretær i Foreningen Norden

henrik hagemann

Moltkesvej 25, Frederiksberg, er generalsekretær i Nordisk Råds danske delegation