Det er i forvejen svært at lande, når man har fløjet hele vejen fra Japan til Danmark.

Men når man som Rolf W. Larsen har oplevet at blive tiljublet af 400 tilskuere, at blive mødt på togstationer af klappende skoleelever og starte hver morgen med en tur i spabad, kan det være lidt svært at komme tilbage til Odense.

- Det er lidt af en omvæltning. Der er ikke lige umiddelbart nogen, der har vendt sig efter mig på gaden, efter jeg kom hjem. I Japan blev vi genkendt overalt, fordi der havde været en artikel om os i en af landets største aviser, fortæller Rolf W. Larsen.

Den 30-årige guitarist, bassist, keyboardspiller og sanger har en mild hjerneskade, der betyder, at han som de syv øvrige bandmedlemmer kan være en del af bandprojektet Bali, der et tilbud for udviklingshæmmede.

Elsker

For den uvidende er der ikke meget hjerneskade over Rolf W. Larsen, der begejstret taler om opbygningen af gruppens sange, det japanske samfunds behandling af handicappede og hans smittende passion for Gary Moore.

- Men jeg har altså en hjerneskade, der betyder, at jeg ikke kan koncentrere mig om et almindeligt arbejde. Jeg skal simpelthen have struktur og orden i hverdagen, hvis ikke jeg skal blive alt for aggressiv. Derfor har det været vigtigt, at turen til Japan var planlagt ned til mindste detalje. Ellers var det endt i kaos for mit vedkommende, fortæller Rolf W. Larsen.

Han er en af dem i gruppen med mest overskud. Derfor har han på flere måder taget sin tørn under rejsen.

- I gruppen har folk alt fra mindre hjerneskader til spasmer, så jeg har forsøgt at hjælpe og støtte de andre. For eksempel har en spasmer i benene, hvilket betyder, at han ikke kan slæbe sit eget udstyr. Der hjælper jeg. Til gengæld kan det være, at han sætter sangene i orden i vores mapper inden koncerten. Sådan er det i et band. Man må kende hinandens svagheder, tage ansvar og hjælpe hinanden for at opnå det bedste resultat, siger Rolf W. Larsen hvis handicap kan være en fordel for en musiker. Han sætter nemlig stor pris på perfektion.

- Det betyder jo, at man bliver ved med at øve, indtil man rammer plet. Og det er jo ikke nødvendigvis en ulempe i musiksammenhæng, konstaterer han.

Imponerede japanere

Den største oplevelse under opholdet i Japan var den fjerde koncert i byen Koshi, hvor Bali blev modtaget som rockstjerner.

- Det har været spændende at spise sushi siddende på en pude på gulvet og høre japansk trommekoncert. Men at blive modtaget som stjerner og skrive autografer, har jeg aldrig prøvet i det omfang før. Desuden var det dejligt, at japanerne var så imponerede over, hvor godt vi spillede, siger Rolf W. Larsen.

Til gengæld blev han og de andre deltagere lidt rystede over, hvilke vilkår de japanske udviklingshæmmede havde.

- Lige pludselig kunne man godt tænke lidt over, hvor meget man kan brokke sig over herhjemme, hvor vi har det så meget bedre. De ville aldrig kunne lave et band som os og tage på sådan en tur. Det rystede mig lidt, og jeg må indrømme, at jeg på et tidspunkt fik tårer i øjnene, når de fortalte deres rørende historier, forklarer Rolf W. Larsen.

Inden turen øvede Bali op til 30 timer om ugen på de sange, der skulle spilles for det japanske publikum. Det tog Rolf W. Larsen helt roligt.

- Jeg kalder mig selv musiker, så at øve er jo bare at passe mit arbejde, fortæller han, der ikke aner, hvad han skulle gøre uden det her projekt.

- Jeg ville sikkert sidde på et beskyttet værksted og have det ad helvede til. Nu kan jeg glæde mig over en unik oplevelse, siger Rolf W. Larsen, der ser frem til at fortælle kæresten om 18 dage som rockstjerne i Japan.