ODENSE: Hun vejer mindst 800 kilo mere end mig.

Men jeg føler mig klodset som en elefant i et soppebassin, da jeg glider gennem det 25 grader varme ferskvand og lander på fire meters dybde med et lille bump.

Jeg har fået en sjælden chance for at aflægge Odense Zoos søko Henriette et besøg under vandet. Og jeg vil gerne gøre et godt indtryk på dyret, der siden 2001 har været en af Fyns største attraktioner.

Jeg hilser forlegent og sender et smil under dykkermasken, da jeg endelig får kroppen afbalanceret med luft i dragten. Men hun ser det ikke. Danser bare rundt og rundt med vægten på den ene luffe.

- Pas på halen. De kan godt slå ud med den, hvis de føler sig presset.

Advarslen fra min dykkermakker og Henriettes dyrepasser Brian Skræp lyder igen og igen i mit hoved, og jeg koncentrerer mig et øjeblik om de yndige ciklider og piratfisk-lignende - og frugtspisende - pacuer.

Bofællerne er mere nysgerrige end de fem søkøer, der lever i bassinet, og de kommer helt tæt på for at få øjenkontakt.

Jeg beslutter at undersøge, hvor Henriette og de andre artsfæller gemmer sig, når man er overladt til glasfacaden i publikumsafdelingen og må spejde forgæves efter dyrene.

Vi svømmer rundt om et hjørne og finder en lavere del af bassinet, hvor en læbekarpelaks suger foder af en kunstig træstamme.

Her er ingen søkøer, så vi svømmer tilbage igen.

Jeg kan ane publikum på som skygger på den anden side af glasset. Men jeg skal helt tæt på for at se dem tydeligt. Det er en underlig fremmed fornemmelse at være genstand for beskuerne.

Henriette standser sin dans rundt på luffen og glider pludselig til vejrs mod overfladen.

Hun trækker luft og kommer tilbage til bunden. Den grå mule støvsuger bunden som en ko, der græsser på engen. Den trækker et spor efter sig i det grønne slam, der dækker bunden.

Det er vådt foder, har hendes dyrepasser fortalt. En blanding af muslinger og planter. De får det to gange om ugen.

Og meget af det kommer ud igen, har Brian også fortalt.

Det går pludselig op for mig, hvorfor vandet er så grumset. Vi har tilbragt tyve minutter i vand blandet med kolort.

Vi forlader Henriette og stiger op til overfladen til lyden af fugleskrig og 26 grader tropisk varme.

Udenfor venter efterårskulden og arbejdet - og virkeligheden.