Trisse Gejl har lige vasket alle sine vinduer. Det er en slags ritual, som bare skal udføres, når hun har en ny roman på vej og venter på anmeldernes dom. På bordet ligger en pakke nikotintyggegummi, som hun flittigt forsyner sig fra. Det er nervøse dage.

Hendes forrige bog, "Patriarken", blev rost til skyerne og indstillet til fine priser, men hvad nu hvis den her bliver slagtet? Hun stirrer på det friske eksemplar af "Skjul", jeg trækker op af tasken.

- Jeg vil helst ikke åbne den. Jeg ved jo ikke, hvad der springer ud af den. Måske får jeg bare lyst til at tage det hele tilbage igen.

Ungerne er i skole og børnehave, manden på arbejde, og det er kun Trisse Gejl og en tilløben dværgkanin, der er hjemme nu til formiddag i to-familiersvillaen i Københavns nordvestkvarter.

Et tidligere butikslokale er forfatterens skriveværksted. Her blev "Patriarken" til - en roman om den fremmedfjendske mavesure pensionerede redaktør Harald Hügler og hans naivthumanistiske fordrukne forfatterdatter, Helle, der er på kant med hinanden og det meste af resten af verden. Ved bordet med den bærbare har Trisse Gejl også skabt sin nye antihelt, Fanny.

Fraskilte Fanny er blevet fyret fra sit job som gymnasielærer, fordi hun har gjort noget forbudt. Nu er hun gået i "Skjul" et sted i Nordjylland og er ved at drukne de moralske tømmermænd i whisky, mens hun modvilligt forsøger at være en slags mor for sin teenagesøn Bob, der normalt bor hos eksmanden i Tyskland, men er kommet på tre ugers sommerferie.

- Fanny har nogle træk, som de fleste af os kender. Det der med, at det ikke rigtigt lykkes for os, forklarer Trisse Gejl.

Hun er ikke en helt, men heller ikke en idiot, men sådan en, der helt sikkert kunne være nået længere, hvis hun ikke hele tiden kom til at ødelægge det for sig selv.

Hul i muren

Trisse Gejl beskriver, hvordan det faktisk har været svært for hende at skabe et "kvindeligt skvat". Når kvinder roder, er det på en eller anden måde mere mærkeligt, end når mænd gør det.

- Når en mor for eksempel ikke har sine børn boende hos sig, tror folk automatisk, at hun har en depression eller er psykisk syg eller retarderet. Jeg tror, det skyldes den kultur, vi sidder i, hvor der er en slags pænhedsforventning omkring kvinder. Det giver mig lyst til at banke på muren og bryde igennem og skabe en klodset kvinde, som læserne ikke straks afskriver som lesbisk eller psykotisk, men faktisk oplever som et helt menneske, vi både kan afsky og tilgive.

- Det, der er så forløsende ved at skrive om - og som læser identificere sig med - en antihelt, er at genkende drømmen, viljen og forliset. Samtidig med at vi forarges over og tilgiver Fanny, så tilgiver vi jo også os selv. For har vi det ikke i virkeligheden sådan alle sammen, at der er ting, vi er stolte over, og andet vi frastødes af?

Trisse Gejl understreger, at hun ikke har noget ligestillingsprojekt, hun skal have kørt af. Hun er vokset op med tre brødre, og nu har hun tre sønner, hun elsker at fiske og sparke fodbold og har aldrig haft brug for feminisme.

En menneskeroman

- I mit akademiske barndomshjem blev der ikke gjort forskel på mine brødre og mig. Min far syntes, vi alle fire skulle være ingeniører! Derfor er jeg vokset op uden vrede og har snarere fået styrke af al den maskulinitet omkring mig, siger hun.

Alligevel synes Trisse Gejl, det er underligt, at kvinder ikke må være lige så hele mennesker som mænd i de historier, vi skaber om os selv. I stedet er der en masse "pladderkvindelitteratur", synes hun, hvor man som læser må opgive at genkende sig selv.

- En klodset kvinde er måske foruroligende, men samtidig er det sandt, og det har vi brug for. "Skjul" er ikke en kvinderoman. Det er en menneskeroman, og det, håber jeg, den bliver læst som, siger Trisse Gejl.