Isabella sørger altid for at proppe dynen godt ned om ørerne på Amanda, når hun en sjælden gang går tur med barnevognen. Hun synes, det er flovt, hvis nogen standser hende og beder om lov til at se barnet.

"Hun ligner en trold og skriger som en trold," siger hun, mens hun studerer fliserne på fortovet foran Matas et sted mellem barnevognen og Bodils udtrådte sandaler.

Det barn er en overlever, tænker Bodil, mens hun linder på dynen, hvor en lille stærk hånd griber fat om hendes pegefinger. Hun ved, at hvis hun ikke skriger, vil hun blive forladt, som en dyreunge, der lugter forkert. Bodil stjæler sig til at skubbe dynen lidt mere til side for at få et glimt af Amanda. En smerte, uventet og voldsom, får hende til at lukke øjnene et øjeblik, mens barnet af alle kræfter trækker i hende.

Isabella har altid været smuk. Så det er ikke rart for hende at vise en baby frem med udstående øjne, store ører, klumpnæse og bred mund.

Selvfølgelig siger de alle sammen, at Amanda er sød, og at det med øjnene er noget, hun vil vokse sig fra, og ørerne kan opereres ind. Næsen og den brede mund er der ikke rigtig noget at gøre ved, så de dele er der ikke nogen, der kommenterer.

I længden kan det heller ikke skjules, at hendes ben ikke er lige lange, og at fingrene på hendes højre hånd er for korte til at få ordentlig fat i legetøj og sutteflaske.

Bodil har været Isabellas klasselærer i 9 år og mener, hun kender hende. I hvert fald kender hun en del til hendes baggrund. Det hedder sig, at Isabellas far, Store Knud, har indviet alle sine døtre til voksenlivet ved at gå i seng med dem.

Det var Miriam, Isabellas ældste søster, der meldte ham, men hendes horrible anklager kunne ikke bevises, og hun flygtede til København.

Men Isabella blev i byen. Og rygterne ville vide, at Store Knud stadig aflagde sin datter alt andet end faderlige besøg. Og en dag havde Isabella stillet grædende hjemme hos Bodil og spurgte, hvad hun skulle gøre. Hun var gravid og ville have en abort, men hendes forældre måtte ikke vide det. Hun var fuld og ulykkelig og hævdede, det var hendes far, der havde gjort hende gravid.

Bodil snakkede med Lise, der er læge, medlem af Kællingekoret og en af Bodils nære veninder, og Isabella fik sin abort, og lovede at fortælle sin mor det hele; men da forskrækkelsen havde fortaget sig, var løftet glemt.

"Det var bare noget, jeg fandt på," hævdede hun. "Min far bliver så hidsig. Han ville have tævet mig, hvis jeg var kommet hjem med en unge i maven. Han vil have, at jeg tager en uddannelse." Det kunne være rigtigt, men hverken Bodil eller Lise troede på det. Isabellas mor, Emily, arbejdede på det tidspunkt som hjemmesygeplejerske og var som regel sløvet af medicin, så Store Knud, havde let spil.

Isabella gik på handelsskole og arbejdede ind imellem på kontoret i sin fars firma.

Hun fik sin eksamen og flakkede rundt mellem dårligt betalte job som kassedame og bøfvender på grillen, indtil hun startede som elev på apoteket, den ældste og smukkeste bygning i byen, beliggende midt på hovedgaden, nem at komme til og da også altid stuvende fuld af mennesker, der kunne benytte ventetiden til at beundre Isabella og udveksle betragtninger om byens små og store tildragelser.

Så da hun blev gravid igen, nåede nyheden også Bodil, selvom Isabella denne gang hverken opsøgte hende eller Lise. Smukke Robert blev som en kanin trukket op af fars hat. Han var murerlærling i Store Knuds firma, og han og Isabella blev gift med pomp og pragt. Kirkebryllup og topmave. Og Isabella gemte sine smukke øjne, når hun mødte Bodil. Og måske var barnet Roberts.

Det forsøgte Bodil at tro, indtil hun så Amanda. De udstående øjne og flyveørerne. Hun er Store Knuds udtrykte billede. Men de korte fingre, de skæve ben og den voldsomme skelen bringer halvtredsernes Thalidomidbørn i erindring.

"Jeg mødte Isabella, og denne gang lykkedes det at få et glimt af Amanda. Hun ligner Knud," fortæller Bodil, da hun kommer hjem.

"Det er jo også hendes morfar." Bjarne er allerede i gang med at sætte mælk i køleskab og mel og sukker op på øverste hylde, hvor han, der er tyve centimeter højere end Bodil, lettere kan nå.

"Det er rigtig nok, men ... Isabella undgår mig."