Efter det sindssyge regnkaos i fjor kunne vejret kun blive bedre. Og det blev det så. Bortset fra et par enkelte dryp under koncerten med L.O.C.. lørdag eftermiddag slap vi denne gang for at skulle svuppe rundt i mudder til anklerne, men kunne i stedet smide det meste af tøjet og nyde den brændende sol alle fire dage.

Og vejret betyder nu engang meget for totaloplevelsen. Ikke mindst når man er på Roskilde Festival for at høre en masse forskellig musik på scener, der ligger godt spredt. For der er altså ikke meget sjov ved at vade 15 minutter i silende regn for at nå frem til en koncert med sorte skyer som baggrundskulisse.

Så bliver man hellere i teltet og drukner sin skuffelse over vejrguderne i dåseøl. Men heldigvis havde de højere magter besluttet sig for at være gavmilde i år, og det satte både sit præg på stemningen på campingområdet og festivalpladsen, hvor folk daskede rundt med store smil om munden.

Musikmæssigt var der også masser at blive i godt humør over - ikke mindst Neil Youngs fabelagtige koncert sent lørdag. Her viste den 62-årige canadier, at hans katalog af gåsehudsfremkaldende rockklassikere kan tryllebinde både unge og gamle - uanset musiksmag. Og når det hele oven i købet blev serveret med en dybfølt spilleglæde, der rakte langt ud over Orange Scene, er et ord som uforglemmelig vist meget dækkende for oplevelsen.

Uforglemmelige Streets

Også The Streets' optræden natten til lørdag har lagret sig på den indre festivalharddisk. For første gang skulle Mike Skinner prøve kræfter med hovedscenen på Roskilde Festival, og det klarede den storsnakkende englænder til topkarakter. Ud over at underholde stort med sine fængende numre om hverdagen fik han os til at smile med sine mange bundærlige kommentarer om sig selv og den uvante rolle som hovednavn på Orange Scene.

Det var her, at færøske Teitur åbnede ballet med en stille og indadvendt koncert torsdag aften. Et meget mærkeligt valg af festivalledelsen, der plejer at give chancen til et dansk band, der kan sætte festen i gang med et brag - som eksempelvis Volbeat sidste år.

Begrænset publikum

Man kan også undre sig over, at et orkester som irsk- engelske My Bloody Valentine figurerede som et af hovednavnene. Godt nok har de status som legender inden for den melodiske støjguitarrock, men det meget begrænsede publikum til den i øvrigt glimrende koncert viste, at det nok mest var scoopet i at få dem booket efter 17 års koncertpause, der gav bandet en plads øverst på plakaten.

Også Grinderman var udråbt som trækplaster på Orange Scene, men man kunne ikke lade være med at spørge sig selv, om det ikke kun var de mest hardcore Nick Cave-fans, der var enige i den beslutning.

Meget typisk lå mange af de store øjeblikke i koncerter med mere ukendte navne som Santogold og Kings of Leon. Der har Roskilde Festival i den grad fingeren på pulsen, og i det store hele var de fleste bands placeret på de rigtige scener - hvis man ser bort fra Fedde Le Grand, der viste sig at tiltrække så mange mennesker, at det var ved at ende i totalt kaos.

Ellers imponerede Roskilde Festival igen med sin stramme organisation, og man kan kun glæde sig til næste år, hvor solen forhåbentlig giver et ekstranummer. Og gerne sammen med et band som Rage Against the Machine, der ville passe perfekt ind i festivalens profil.