Stemningen nærmer sig det ubehagelige i takt med, at skumringen sniger sig ind over det gamle portugiske fort på den afrikanske ø Isla de Mozambique. Seks unge mænd kan lugte to turister, der måske er kommet ud på dybt vand, og de bliver mere og mere nærgående og aggressive. De vil have penge.

En af de seks skubber let til min brasilianske følgesvend, Gabriel.

- Har du lyst til at smage min capoeira, så bare kom an, siger Gabriel med et grin - afslappet og munter som altid.

- Kom bare ...

Stemningen ændrer sig med et slag. Skulderklap, mumlen om misforståelser, ja, pludselig er aftenen bare smuk, fortet en spændende, historisk kulisse, og Isla de Mozambique et ubeskrivelig smukt sted. Fuldstændig i harmoni med skønheden og kraften i denne brasilianske kampdans, som redder aftenen.

Capoeira. Prøv at sige ordet højt, slå på det og duft så - måske kan du høre, mærke og lugte lidt af rytmen, glæden, sangen og det eksotiske.

Hvis ikke, så prøv at komme forbi Ejbyskolens gymnastiksal i Odense en tirsdag eller torsdag aften. Og gå ikke igen, bare fordi det lyder som et orkester, der øver - eller ser ud som en dansetrup i gang med at træne nye hip-hop-bevægelser.

For sådan er capoeira også.

Kropskontrol

Denne tirsdag aften prøver instruktør Jiló alias Sergio Pereira at få sine 20 capoeiristas til at øve smidige bevægelsesmønstre, balance og kontrol.

Sammen med en af eleverne fra holdet viser den langlemmede brasilianer med det kulsorte skæg og rastafarihår først, hvordan bevægelserne skal udføres. Han skifter mellem dansk og portugisisk i en sjov, indforstået mumlen, alt imens han med sublim kropskontrol udfører øvelserne som en leg.

Nu er det ikke alle danskere, der har samme føling med deres krop som Jiló - lad os bare slå det fast. Men selv om enkelte ligner en skildpadde vendt på ryggen, når holdet øver bevægelser på gulvet, bevæger flertallet denne aften sig smukt bølgende og organisk.

Og humøret er højt, og ingen vrænger på næsen af, at bevægelserne ikke har samme høje niveau som mesteren.

- Der er mange måder at dyrke capoeira på. Nogle fører slag og spark igennem, når de træner, men jeg kan godt lide den gode stemning, vi har her, hvor kvinder og mænd træner sammen. Det gælder om at lege og spille med hinanden, og til sidst prøver vi de ting af, som vi har trænet, siger Jiló.

Øjeblikket og musikken

Træningen både begynder og slutter med musik og sang.

Som afslutning på timen mødes folk i roda - cirkel på portugisisk - og kæmper og leger med hinanden i et skyggespil, hvor det gælder om at lade sig inspirere af øjeblikket og musikken.

En congas leverer grundrytmen, men hjertet i musikken er den såkaldte berimbau - en slags flitsbue-guitar med kun én streng og en kalabas som resonans.

Jiló slår på stålstrengen med en tynd pind, så den synger i en karakteristisk vibrerende lyd, som forplanter sig til deltagerne og styrer bevægelserne.

Når Jiló selv hopper ind i midten, kan man for alvor se, hvad capoeira er i stand til. Når han giver sig fuldt ud, er han flydende som vand, overrumplende og hurtig som et slangehug. Hans fod kommer pludselig rullende og markerer et spark mod hovedet, og selv om hans modstander prøver at komme væk og flytter sig igen og igen, ruller markeringen, sparket og foden videre som en teleskop-stang.

Men slagene markeres kun - ingen bliver ramt, og det er her dansen og akrobatikken kommer ind i det.

Er det en parringskamp fra dyreverdenen, der opføres her? For mig ligner det mere en konstant hjerneduel, hvor leg, dans og kamp mødes, hvor tanker, impulser og fornemmelser omsættes til handling i samme splitsekund, de opstår.

Nogle gange nærmest i slowmotion - andre gange speedet op i et hidsigt tempo.

Stød. Undvigelse. Håndstand. Twist. Hit - væk - hit - du slipper ikke væk - eyyyh dér fik du mig - nu er jeg væk - se lige det her.

Det gælder om at danse bedre end den anden - at undvige eller neutralisere modstanderens angreb og selv sætte et hurtigt modangreb ind.

Slavernes spil

Baggrunden for Capoeira har til gengæld ikke meget leg over sig.

Kampdansen stammer oprindelig fra Afrika. Europæernes skånselsløse jagt på slaver bragte den til Brasilien i det 16. århundrede, hvor den udviklede sig til et rituelt kamp-dans-spil. I 1890 blev den forbudt, men fortsatte i det skjulte.

Capoeiristas blev derfor set som oprørere og kriminelle - og det var da også ofte tilfældet.

- For mig er capoeira mere kultur og følelser end sport. Den er kulturel modstand - de fattiges gadekultur, som overlevede modstanden fra de hvide, forklarer Jiló.

- Capoeiraen bliver en del af din identitet som brasilianer og afspejler også den brasilianske hverdag, hvor man må improvisere igen og igen, fordi der hele tiden sker noget uventet.

- Den kommer fra slavernes tid, hvor det gav fællesskab at synge om de ofte dårlige ting, man oplevede i dagligdagen. Men det er lige meget, om du bliver undertrykt i det daglige, når bare du kan danse, synge og kæmpe, for de kan ikke stjæle dine følelser og kultur. Og det er det vigtigste, siger Jiló og tilføjer:

- Det er en glad kultur, hvor man lærer af andre.

Mens musikken, dansen og de hurtige udfald når nye højder i gymnastiksalen - og alle 20 capoeiristas synger farvel og god rejse - ærgrer jeg mig noget over, at jeg ikke valgte at tage prøvetimer i capoeira, da jeg som ung rejste rundt i Brasilien. Måske havde det så været mig, der snurrede rundt derinde i cirklen som en anden break dance-mester.

Hvis og hvis.

Nu må jeg nøjes med at have lidt ondt i lænden.