Lad os da gå mod dagen og skoven med disse fire digtsamlinger i lommen og se, om ikke nok solen skulle kigge frem endnu en gang

Jeg tager Claus Høxbroes "En solsort er en skrigende lort ved daggry" op, men mørket viger ikke, ikke en enkelt lille skygge, bare glemslen.

Høxbroes bog er en tekstsamling, hvor læseren nok er inviteret, men hvor teksten ikke får nogen betydning.

Det hjælper dog lidt, hvis man som jeg har set Høxbroe optræde, her iklæder han teksten det lys, der mangler i bogen. Den er født på scenen, og her skulle den have været blevet.

Mørket holder ved

Jeg går videre, har flere bøger på lommen, jeg nærmer mig udkanten af skoven, her kan hvad som helst ske, skovbrynet består af uvurderlige skygger og absurde ansigter.

Absurditeten er i højsædet i den næste bog: Carsten René Nielsens "Husundersøgelser".

Prosadigte. Mørket er stadig nærmest total, på nær skygger og ansigter. Lyrikeren kan skrive og ynder at bevæge sig i det absurde felt. Skyer, der har lynlåse, for eksempel. Men som hos Høxbroe så skulle "Husundersøgelser" også op på scenen, der er noget teatralsk klovneagtigt ved teksterne.

Teksterne bliver fordrejet en lille smule, virker komiske, vante samtalekoder bliver vendt på hovedet, eller talemåder bliver taget bogstaveligt. Det er til at blive træt af, det hele har vi set før.

Romanstisk søgen

Et strejf af lys rammer mig, da jeg åbner Nikolaj Stokholms digtsamling "Aldrig mere". Der er tale om gode klassiske digte, hvis romantiske søgen er godt prøvet før. Stokholm er dog så lærd og mestrer sproget, så det ofte lykkes ham at tage røven på mig, især de erotiske elementer er smukt spundet.

Som som ofte vil de digte ikke så meget andet end være smukke, og det er også alt nok, når det handler om erotik.

Derudover bruger Stokholm en abrupt syntaks og kommaer inde midt i ordene. Selvom teksten bliver 'ødelagt', synes det alligevel at give teksten noget mere, om ikke andet så en grund til at læse digtet flere gange.

Dagen bryder frem

Og der, bag træerne, mellem grenene, over græsset, her letter duggen, her har vi dagen: Per Aage Brandts "Fandango.poesi".

Brandt går jo for at være en af Danmarks klogeste mænd og en velorienteret kender udi den udenlandske litteratur, hvilket ikke fornægter sig. Men jeg kunne godt savne lidt mere skarphed, nogle gange vrøvles der temmelig vedholdent og unødigt meget.

Min datter kan vrøvle mere præcist end det.

Men når det alligevel er Fandango-poesi, der bringer lyset frem, så er det, fordi det er den digtsamling af de fire, der ser fremad, de tre andre, hvor godt håndværket end er, så er der tale om stagnation eller skuen tilbage.

Om bøgerne

Claus Høxbroe: "En solsort er en skrigende lort ved daggry". 64 sider. Ravnerock. Carsten René Nielsen "Husundersøgelser". 52 sider. Borgen. Nicolaj Stochholm "Aldrig mere". Gyldendal. Per Aage Brandt "Fandango.poesi". 84 sider. Borgen.