En vittig Bertel Haarder og en veloplagt Carsten Jensen var blandt de talere, der fortalte om hjemstavn og fællesfølelse ved turistforeningens årlige nytårskur.

Marstal: Der skulle ikke gå mere end en halv time, før kinderne blev røde. Ikke af flovhed, men af den varme, der begynder at trykke, når en konferencesal på Ærø Hotel bliver fyldt med ærøboer. Et par døre og vinduer bliver åbnet på klem, netop som forfatter og fortæller Doris Ottesen stiller sig ved talerstolen og med en langsom og højtidelig stemme begynder sit oplæg:

- Vi bærer hjemlængsel i sindet. En længsel efter at være til stede og blive set som sig selv, siger hun og når kort efter til en anden længsel.

- Vi bærer også en længsel efter stedet. Et sted, hvor vi føler fortrolighed og føler os velkommen, siger hun.

Og velkommen føler hun og husbonden Viggo Mortensen sig på Ærø. Det lader sig ikke skjule i den historie, hun fortæller de tilhørende. Historien om, da parret valgte at flytte til Ærø i 2008 og bosætte sig på Gammelgård ved Bregninge og den hjælpsomhed, hun har mødt blandt sine naboer på Ærø. Men hjælpsomheden og fællesskabet er også forpligtende, for man er kun dem, man er på en ø på trods af forskelligheder.

Haarder: Ærø tror på fremtiden

Netop forskellighed skulle vise sig at blive et tema til årets nytårskur, for de fire talere, der var indbudt, havde hver sin indgang til det officielle tema, "herfra min verden går". Den første taler på scenen, forhenværende minister Bertel Haarder, der et kort øjeblik var smigret over, at hans ankomst til Ærø var beskrevet som en hundredeårshændelse i medierne, var ikke overraskende national og favnende i sin vinkel på emnet. Selv om værdikanonen havde sneget sig ind flere steder på hans talepapir, havde Bertel Haarder også pæne ord til ærøboerne.

- Det, der er livsbekræftende ved Ærø, er, at det er en ø, der tror på fremtiden, og som vender en manglende bro til en fordel, sagde han med mikrofonen hvilende på hagen og spurgte:

- Hvad kendetegner en god ø? Det er det samme som en skole - at man anbefaler den til andre, sagde han og nikkede ned mod forfatter Carsten Jensen, der havde taget plads på forreste række.

- Carsten er et godt eksempel, sagde Bertel Haarder med slet skjult hilsen til hans Marstal-roman "Vi, de druknede" og fortsatte:

- Men han er faldet af på den. Jeg hørte ham i radioen i juledagene, og han snakkede længe uden at sige noget, jeg var uenig i. Så går det ned ad bakke, lød det, og salen brød ud i grin.

Den stærke hjemstavnsfølelse

I pausen efter Doris Ottesens oplæg er der kaffe med underkop, før museumsleder på Ærø Museum Kim Furdal fortæller publikum om, hvordan opfattelsen af begrebet hjemstavn har ændret sig gennem historien.

- Vidste I, at nostalgi engang var en sygdom, spørger han og fortæller om den schweiziske læge Johannes Hofer i 1688 observerede melankolske soldater hjemvendt fra krig.

- Han kunne se, at de havde en sygelig trang til at komme hjem og en evne til at beskrive deres barndomsland, siger han.

Nationalromantikken ændrede opfattelsen af hjemve som sygdom, forklarer Kim Furdal, og forklarer, og at vi som mennesker i dag føler stærk tilknytning til det sted, vi bor.

- Den hjemstavnsfølelse kan være stærk. Det kan vi se med udflytningen af statslige arbejdspladser, siger han.

Udsyn, vovemod og selvhjælp

Dagens sidste taler er fra Marstal. Det lægger han ikke selv skjul på. Og i Carsten Jensens øjne er en stor del af marstallernes dna den, at hjemmet ikke blot er Marstal, men hele verden. Den er udsyn og vovemod, som han siger, fordi marstallerne gennem historien er sejlet ud i verden i stedet for at blive hjemme.

- Sømanden har været hinsides og er kommet hjem med en vigtig erfaring: At ikke alle er som os, siger han.

Carsten Jensen fortæller vittigt og uden at kigge i sit talepapir flere anekdoter om marstallere, han har mødt, og om grunden til, at han skrev "Vi, de druknede".

For Carsten Jensen knytter også begrebet selvhjælp sig til Marstal, hvilket han eksemplificerer med historien om havnemolen.

- Marstallerne henvendte sig til kongen for at få hjælp til at bygge molen. De fik nej og sagde: "Så bygger vi den selv", siger forfatteren.

Måske vil folk om 100 år se tilbage på stiftelsen af ÆrøXpressen som et udtryk for det samme.

  • Af: