Log ind

USA's første sorte præsident

  • USA's første sorte præsident
  • USA's første sorte præsident

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Racefaktoren har til alle tider spillet en væsentlige rolle i den amerikanske præsidentkamp. Og Barack Obama opfattes som sort
Annonce
Hvis Barack Obama vælges til præsident på tirsdag den 4. november, vil der være tale om et valg af enorm historisk og symbolsk betydning.

For at få et indtryk af, hvor stort dette her er, behøver man blot at gå halvtredsår tilbage i historien. Dengang var Sydstaterne domineret af en raceadskillelsesdoktrin. Man spiste på raceadskilte restauranter, sov på raceadskilte hoteller og moteller, besøgte raceadskilte biografer, drak vand af raceadskilte drikkefontæner, forrettede sin nødtørft på raceadskilte offentlige toiletter.

Selvom Højesteret i 1954 afsagde en kendelse om integration af skolevæsenet, blæste de lokale myndigheder herpå og opretholdt i det store og hele raceadskillelsen i skolerne op gennem 1960erne.

Selvom Rosa Parks og Martin Luther King, Jr., vandt en stor symbolsk sejr, da de i 1955-56 havde succes med at integrere byen Montgomerys bustransport, var store dele af Sydstaternes transportvæsen stadig præget af raceadskillelse ved indgangen til 1960erne. Ægteskab mellem sort og hvid var utænkeligt. Hertil kommer, at afroamerikanerne de fleste steder i Sydstaterne ikke kunne stemme ved valgene.

Ethvert brud på dette amerikanske apartheidsystem blev mødt med hård hånd. Da den sorte sanger Nat King Cole i 1956 optrådte i Birmingham, Alabama, sammen med nogle hvide musikere, opsatte man et gardin tværs over scenen for at adskille de sorte og hvide musikere.

Alligevel blev Cole udsat for et overfald af hvide racister under koncerten. Da den sorte Clennon King i 1958 søgte om optagelse på det hvide University of Mississippi, blev han indlagt på et sindssygehospital. Tre år forinden var den fjortenårige Emmett Till fra Chicago blevet myrdet, efter at han under et besøg i Mississippi angiveligt havde fløjtet efter en hvid kvinde.

Der er sket enorme fremskridt i USA siden dengang. Borgerrettighedsloven af 1964 gav raceadskillelsesdoktrinen et skud for boven, og valgretsloven af 1965 sikrede Sydstaternes sorte befolkning stemmeretten.

I dag findes der en særdeles stor og slagkraftig sort middelklasse i USA. En stor del af den sorte befolkning er boligejere. En solid del af den sorte ungdom går på universitet. Ku Klux Klan er fuldkommen marginaliseret.

Men samtidig består en række problemer. Storbyghettoen domineres i mange byer stadig af den sorte befolkningsgruppe. Antallet af sorte mænd, der sidder i fængsel, nærmer sig millionen. Antallet af enlige sorte teenagemødre er vokset eksplosivt. Næsten hver fjerde afroamerikaner defineres som fattig.

Inden for amerikansk politik har udviklingen ligeledes været dobbelttydig. På den ene side er der siden 1960erne valgt en hel del sorte politikere til vigtige samfundsposter.

I dag har storbyer som Washington, D.C., Atlanta og Philadelphia sorte borgmestre. Fyrre af lovgiverne i Repræsentanternes Hus er afroamerikanere. På den anden side er påfaldende få sorte politikere blev valgt til de helt store embeder, hvor valgdistrikterne er meget store og ikke domineres af en enkelt minoritetsgruppe. Siden slutningen af 1800-tallet er kun to afroamerikanere blevet valgt til guvernør, selvom USA jo i dag består af halvtreds stater med hver sin guvernør. Siden slutningen af 1800-tallet er kun tre afroamerikanere - herunder Obama - blevet valgt ind i det amerikanske senat, selvom senatet i dag har hundrede medlemmer, der hver især er på valg hvert sjette år.

USA har ganske vist under præsident Bush haft to udenrigsministre, Colin Powell og Condoleezza Rice, og i USAs højesteret sidder også en enkelt afroamerikanske dommer. Men disse folk er blevet udpeget af præsidenten i samråd med senatet, ikke valgt af den amerikanske befolkning.

Barack Obama opfattes som "sort." Hans mor var ganske vist hvid. Faderen fra Kenya forlod familien, da Barack var blot to år gammel. Men i USA er der tradition for at opfatte børn af blandede ægteskaber som sorte. Obama lancerede sin politiske karriere ved at blive valgt ind i delstaten Illinois' senat i 1996. Hans forgænger i embedet var sort. Hans efterfølger var også sort. Da Obama blev valgt ind i det amerikanske senat i 2004, afløste han ligeledes en sort kvindelig senator.

Alligevel forsøger Obama i dag i allerhøjeste grad at fremstå som en politiker, der er spiselig for alle amerikanere, ikke kun for den sorte minoritet. På den måde er han netop ikke en ny Martin Luther King, Jr., eller en ny Jesse Jackson, ledere, der udelukkende blev associeret med den sorte befolkningsgruppe.

Den amerikanske politolog Andrew Hacker foreslog i bogen Two Nations (1992), at hvis sorte politikere for alvor vil appellere til hvide vælgere, må de lade racefaktoren træde betydeligt i baggrunden. De må ikke optræde på en måde, der kan opfattes som aggressiv, og de skal klart lægge afstand til andre offentlige skikkelser, der taler med en skarpere stemme i racespørgsmål.

Man kan da i hvert fald konkludere, at Barack Obama følger denne opskrift. Han udtrykker ikke stor vrede over USA's racistiske fortid, selvom han selvfølgelig anerkender de store problemer. Når han taler, optræder han selvsikkert, men fremstår samtidig afvæbnende rolig og cool og med et underspillet kropssprog. Man må dog tilføje, at for Obama ser det ud til, at denne opskrift falder ham helt naturlig og ikke virker påtaget.

Kommer racefaktoren til at spille en afgørende rolle, når amerikanerne går til valg på tirsdag? Historisk set har den også i nyere tid været væsentlig.

Da republikaneren George H.W. Bush stillede op til præsidentvalget i 1988, forsøgte hans stab at skabe en forbindelse mellem hans demokratiske modstander Michael S. Dukakis og den sorte vaneforbryder Willie Horton. Sidstnævnte havde under en udgang fra et fængsel i delstaten Massachussetts voldtaget en hvid kvinde. Dukakis var guvernør i samme stat. Bush-kampagnen forsøgte efterfølgende at gøre Hortons navn almindeligt kendt i USA og at give indtryk af, at Dukakis var blødsøden over for kriminelle.

I 2006-midtvejsvalgene dukkede racespøgelset atter op. Den sorte demokrat Harold Ford fra delstaten Tennessee stillede op til det amerikanske senat.

Modstanderne producerede en kampagnevideo, hvor man så en hvid playboypige ringe til Ford og invitere ham på en date. Videoen blev anklaget for at være racistisk ved at spille på det gamle tabuerede emne om seksuelle relationer mellem en sort mand og en hvid kvinde.

I indeværende valgkamp har der også været visse indslag med racemæssige overtoner. Obamas forhold til den iltre præst Jeremiah Wright, der både viede Barack og Michelle Obama og døbte deres to døtre, og som engang holdt en prædiken med titlen The Audacity of Hope - hvilket samtidig blev titlen på Barack Obamas bestseller - har således vakt opsigt.

Wright har bl.a. hævdet, at USA selv bærer et ansvar for terrorangrebene den 11. september, 2001. Han fremstår som en vred, radikal afroamerikaner. Michelle Obamas uheldige bemærkning tidligere i år om, at hun for første gang i sit voksenliv følte sig stolt over at være amerikaner, skabte ligeledes opmærksomhed. I begge tilfælde gjaldt det for Obama-kampagnen om at lægge afstand til enhver snak om, at Obama repræsenterede det sorte, vrede element af befolkningen.

Indeværende valgkamp bliver næppe afgjort på racespørgsmålet. Den økonomiske krise vil overskygge alt andet.

Selvom der formodentlig stadig er en del republikanere, der har svært ved at forlige sig med ideen om en sort præsident, gælder dette næppe i samme grad de uafhængige midtervælgere, som Obama-kampagnen forsøger at appellere til, samt den demokratiske base.

USA er nået langt i forsøget på at harmonisere forholdet mellem sit lands mange etniske og racemæssige grupperinger. Der er god grund til at forvente, at amerikanerne tager skridtet fuldt ud på tirsdag.

jørn brøndal

Skovlundvej 71, Kolding, er leder af Center for Amerikanske Studier, Syddansk Universitet

Dette er den anden kronik i en serie på fire forud for det amerikanske præsidentvalg. Den første blev bragt den 1. november.

Kronikken i morgen:

David Nye: Fornandringens vinde blæser i USA

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere