Log ind

Rumrejsen år 2001: En misforstået film

  • Rumrejsen år 2001: En misforstået film
  • Rumrejsen år 2001: En misforstået film

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Stanley Kubricks 40 år gamle mesterværk har gennem tiden fortryllet og irriteret og været udsat for alskens fortolkninger. Kubrick selv indlod sig ikke på fortolkninger
Fire årtier er gået, siden Stanley Kubrick gik i gang med at lægge planer, for en filmatisering af en roman af Arthur C. Clarke, manden, der om nogen er fader til science-fiction-genren, solidt funderet på hans virke som radarspecialist, satellitpioner og filosofisk videnskabsmand.

I år, er det netop 40 år siden, at der var premiere på filmen Rumrejsen år 2001. Alt for ofte læser eller hører jeg negativ kritik om filmen. Det irriterer mig, at filmen, der trods alt har 40 år bag sig, og stadig er den ypperste i sin genre, udsættes for kritik af folk, der ikke har brugt blot en smule tid på at sætte sig ind i det univers, filmen skaber (for at bruge et relevant substantiv).

Denne film er vel nok den reneste film i sin genre: science-fiction. Tænk på en hvilken som helst anden film, der påberåber sig mærkatet sci-fi, og spørg så dig selv, om ikke der findes en anden genre, udover sci-fi, der også er nævneværdig. Star Wars er givetvis den film inden for science-fiction, der indeholder lige så meget af genrerne western, krigsfilm, eventyr og fantasy, som den gør af science-fiction.

Science-fiction kan måske bedst oversættes (læs: forstås) med fantastisk (natur)videnskabelig fiktion. Og netop derfor er Rumrejsen år 2001 en film, der skal forstås som sådan - og for intet andet. Grunden til misforståelser og negativ kritik af Stanley Kubricks film ligger blandt andet i den manglende viden om, hvad genren egentlig dækker over.

Alfred Hitchcocks begreb, kaldet McGuffin, kan til dels sammenlignes med de uafsluttede elementer af Kubricks mesterværk, som så ofte har været argumentet i den negative kritik af filmen.

Grunden til, at Hitchcocks manglende og uafsluttede elementer ikke modtager kritik, er hans, trods alt, traditionelle komposition samt det faktum, at selve den McGuffin, der bliver brugt, ikke har nogen egentlig betydning for selve historien.

Den traditionelle komposition mangler i Rumrejsen år 2001. Og det er tiltænkt på den måde. Kubrick afslutter aldrig mysteriet om monolitten (eller måske er det i virkeligheden monolitterne?). Men spørgsmålet er, om det også er nødvendigt for at forstå indholdet.

Der går mere end 60 minutter før den egent­lige handling, hvis man da kan kalde det en handling, begynder. Desuden lægger slutningen ikke op til den sikre tolkning. Endelig tillader Kubrick aldrig, at vi, som tilskuere, får muligheden for at indleve os og sympatisere med filmens karakterer (f.eks. kan det være svært at skelne mellem astronauterne) - det har nemlig ingen betydning for indholdet, og budskabet forstærkes kun heraf. Alt dette betyder, at kritikerne bliver usikre, og filmen ender i en bås med påtegnelserne: Banebrydende film, der ikke er set før (eller siden), men i virkeligheden er et 60'er-psykedelisk syreflip.

Det er ærgerligt, at filmen er så udskældt, for faktisk er temaerne i filmen særdeles relevante, enten i et tilbageblik på samtiden, da filmen fik premiere, eller som filosofiske teser for en fremtid, der, afskrællet de science-fiction-prægede overflader, kunne få en betydning for menneskeheden.

Temaerne er i princippet enkle og derfor måske heller ikke irrelevante: Filmen leger med tanker om vores udvikling fra abe over rumudforskende menneske, der søger svar på den uforklarlige universelle styring og selve universets beståen, til det supermenneske, som ikke længere har brug for et korpus bundet til Jorden og griner af det moderne menneske, sådan som det moderne menneske griner af fortidsmennesket, præcis sådan som Friedrich W. Nietzsche beskrev sit Übermensch, der tydeligvis har inspireret både Arthur C. Clarke og Stanley Kubrick.

Et af de punkter, som den dag i dag optager forskere rundt om på kloden, er, hvad der binder homo sapiens' forfædre sammen med primater. Der ledes nemlig stadig efter the missing link, og bare i den henseende, bliver filmens univers interessant.

Desuden er et af filmens temaer det skrækscenario, at vi mennesker, til syvende og sidst, nødvendigvis må møde magtesløshed over for teknologiens udvikling. Det sætter tingene i perspektiv, ligegyldigt om året er 1968, og computeren er kolossal i størrelse, spækket med radiorør og dioder, eller året er 2008, og ganske små computere længe har forsøgt at flytte grænserne for udnyttelsen af silicium i mikrochip.

Filmens popularitet samt forståelsen af filmen, må nødvendigvis ses i lyset af den udvikling, der eksisterer uden for filmens univers. Der er nu gået tre årtier med analyse, tolkning og forståelse af Rumrejsen år 2001, og konklusionen må være, at skiftende generationer har set det i filmen, de nu engang definerer sig selv og deres verden ud fra. Med andre ord: Filmen er både elsket og hadet, fordi den åbner for, at den enkelte kan tolke det, der ligger lige for. Lige i Kubricks ånd.

Umiddelbart, er filmen i sig selv en monolit en næsten uforklarlig og uforståelig genstand. Dog er der tydelige budskaber, der, via de forskellige tekniske virkemidler, som var anvendelige i 1968, og de fortælletekniske kneb, bliver forståelige. Kubrick var genial på både den filmiske billedside og den fortælletekniske side. En intelligent filminstruktør, der evnede at omsætte sin viden om det at fortælle historier i billeder, så det kompositoriske fremstod i en særklasse med dybde, uovertruffen symbolisme og gennemgribende perfektionisme.

Kubrick selv var et menneske med en udpræget høj perfektionisme, der ikke accepterede præstationer af middelmådig karakter. I Kubricks film blev alt og alle, der havde indvirkning på resultatet, udsat for et enormt pres - nøjagtig som det pres, Kubrick lagde på sig selv, hvilket f.eks. var tydeligt i Kubricks arbejde med filmen Eyes Wide Shut, der blev optaget henover to år, fra 1996 til 1998, og derefter gennemgik en efterbehandling på et år frem til premieren i 1999. Altid var han grundig, Kubrick.

Hele baggrunden for denne kronik er min manglende forståelse for den negative kritik samt ringe tolkning, der gennem tiden har været tillagt filmen, sammenholdt med min betagelse af Kubricks indstilling til anmeldelser og tolkninger af sine værker. For Kubrick selv, valgte at anskue sine film som værker, der skulle tale for sig selv, og netop derfor indlod Kubrick sig heller ikke på at kommentere en given fortolkning af det resultat, han altid arbejdede så hårdt for.

I forbindelse med tolkninger af Rumrejsen år 2001 har Kubrick udtalt:

"Hvordan skulle vi nogen sinde kunne påskønne Mona Lisa-maleriet, hvis Leonardo i bunden af lærredet, havde skrevet: "Kvinden smiler, fordi hun forsøger at skjule en hemmelighed for sin elsker." Dette ville lænke beskueren til virkeligheden, og det er det, jeg ikke vil have sker i forhold til 2001"

Kubrick var godt klar over sine films indvirkning på publikum og anmeldere - hver gang en film havde premiere i biograferne, var publikums kommentarer og oplevelser blandede. Dette var ingen undtagelse i 1968 da Rumrejsen år 2001 gik i biograferne. Det er og bliver en film, man ikke kommer udenom, og alene det faktum, at filmen stadig vises, diskuteres og optager science-fiction-fanatikere, beviser, at Kubrick var forud for sin samtid og har lavet et mesterværk af en film, der står som et af filmhistoriens største monumenter.

Og budskabet? Ja måske er det, med Arthur C. Clarkes tre love om forudsigelser for øje blot det, at universets ubegribelighed er hele dets væsen, og derfor ville universet ophøre på det tidspunkt, da vi af en eller anden grund kunne forklare netop universet.

JENS HAUGSTRUP-ANDERSEN

Hesbjergvænget 41, Odense M
      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere