Log ind

Panoptikon Danmark

  • Panoptikon Danmark
  • Panoptikon Danmark

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Panoptikon betyer altseende og var et britisk overvågningssystem til brug i fængsler. I det moderne samfund breder overvågningen sig overalt
Snart er ingen alene længere. Snart kan vi kigge op og vide, at der er nogen, der kigger ned på os, ikke fra himlen i religiøs forstand, men oppefra gennem satellitternes og kameraernes registrerende blik. Vi kan ikke forvente orden, men vi kan forvente, at hvis der sker noget, bliver det i det mindste optaget.

Det er de færreste, der er klar over, hvor meget kontrolindustrien fylder i Danmark. Der bruges store ressourcer og arbejdstimer på at kontrollere, om alle nu er på plads bare i arbejdsløshedssystemet. Dertil kommer så de andre systemer, som efterretningsinstanser og de private erhvervs egen overvågning. Der kontrolleres og overvåges så meget, at formålet mistes et sted derude i kontrolsedlerne og optagelserne.

Overvågning og kontrol er ikke kun en politisk diskussion på Christiansborg, men noget vi møder i hverdagen, og som vi aldrig er blevet spurgt, om vi ville have eller blevet bedt om i det mindste at tage stilling til. Vi vænnes til at blive kigget over skulderen, ligegyldigt hvor vi er. Det er blevet ganske almindeligt, at en arbejdsgiver kræver en ren straffeattest for selv de mindste stillinger, og bankerne og nok snart alle butiksdrivende vil opstille kameraer, som optager alle som kommer forbi ude på gaden.

Det er allerede en realitet i butikscentre, togstationer og inde i butikker, hvor både kunderne og de ansatte er under elektronisk overvågning Vi vænnes til at blive kontrolleret, så vi tror, at livet er kontrol. Vores hverdag bliver et overvågningsfængsel - et panoptikon.

Panoptikon betyder "altseende" og var et fængselssystem udviklet af den engelske filosof Jeremy Bentham i slutningen af 1700-tallet. Han udviklede et fængsel, hvor man altid kunne se de indsatte, uden at de kunne se, at de blev overvåget. Derved kunne de i princippet være under konstant overvågning, men de kunne ikke vide det, og derfor måtte de indrette deres opførelse efter det. Princippet blev betragtet som et humanistisk fremskridt, for ved overvågningen kunne man undgå offentlig tortur og strafforanstantninger.

Det er den samme logik, der kommer til udtryk, når man nu forsvarer offentlig overvågning med, at det bedre kan "forhindre" terror og kriminalitet Det skulle have en regulerende effekt, at man ved, at man bliver overvåget. Om det så faktisk har en effekt på en terrorist, der er overbevist om at komme i himlen ved at sprænge sig selv og andre i luften, er mere end tvivlsomt, men det giver da nogle fine billeder til pressen bagefter.

Hvem overvåger os nu? Vi kan nogle gange se overvågningen. Vi kan se et kamera eller to rundt om i hjørnerne, men hvem ser med, og hvad der sker med det, der bliver optaget, ved vi ikke. Kontrollen bruges til at regulerer menneskelige forhold. Den skal begrænse det, der truer eller anfægter den offentlige moral. For at det skal kunne lade sig gøre, er kontrollen nødt til at være helt inde under huden på mennesker, og man er nødt til at se stort på elementer som privatliv og frihed. De kan ikke bruges, hvis man ønsker et harmonisk og harmoniseret samfund, hvor konsensus er normen.

Snart kommer nok et generelt dna-register, hvor vi alle i princippet er skyldige, indtil det modsatte er bevist. Derved ændrer vi hele skyldsspørgsmålet, så det bliver op til den enkelte at bevise sin uskyld og ikke som nu, hvor det er anklagemyndighederne, der skal bevise skyld. I et samfund, hvor alle kan være skyldige i ting, der ikke er begået, bliver kontrollen og overvågningen den væsentligste form for beskyttelse af borgerne.

Det vanskelige og vel nærmest umulige er at lave en balancegang mellem at skabe kontrol, der besbeskytte. Frihed under kontrol er ikke total frihed, men netop indskrænket i sine udfoldelsesmuligheder.

Hvis kontrol og overvågning på nogen måde virker beskyttende, gør de det gennem begrænsning af frihed. Der er ikke nogen gradbøjning hverken af frihed eller af kontrol. De to begreber er utvetydige og absolutte modsætninger. Alligevel ser vi hele tiden, hvordan begreberne rodes sammen, og hos nogle bliver de afhængig af hinanden. Der er efterhånden en bred politisk opfattelse af, at kun gennem kontrol kan vi bevare friheden, sådan som vi kender den. Dette er især sket efter 11/9 2001, men der var allerede før ansats til det. Terrortruslen har blot været med til at accelerere udviklingen.

Kontrol er ikke kun de ydre foranstaltninger, men i lige så høj grad en indre tilstand, den grad af begrænsning og inddæmning af det private område, som vi er villige til at accepterer. Hvis al kontrol kom på én gang, ville de fleste sige fra og protestere, men hvor den nu kommer gradvis og under dække af vores egen beskyttelse mod ydre og indre fjender, er der en bred accept af kontrollen, og ofte bliver det bifaldet med tilfredshed, så længe man ikke selv bliver ramt af den.

Der er altid en risiko for at havne på den forkerte side af kontrollen, og efterhånden skal der ikke meget til - hvis noget overhovedet. Man skal nogle gange bare sige fra over for kontrollen - som på et diskotek i Viborg, hvor de, der ikke ville lade sig registrere med fingerscanning og foto ved indgangen, blev klassificeret som ballademagere, og som nogle man nok ikke ville have indenfor. Men det accepteres, fordi det er beskyttende over for dem, der er villige til at lade sig registrere, og som derfor er indenfor.

Er retsstaten egentlig en retsstat, når der ikke er nogen retssikkerhed for dem, vi ikke kan lide, og dem, der falder udenfor, og hvem skal bestemme, hvem der overvåges, og hvem der skal beskyttes? Er det ejeren af et diskotek eller sikkerhedsvagterne til en fodboldkamp?

Kontrollen kammer over og bliver fascisme, når den bliver brugt til at opdele mennesker. Når vores vurdering af medmennesker bliver til ud fra sikkerhedsvurderinger og derved afgrænsning af visse mennesker og mennesketyper.

Fascisme er en samfundsform skabt på angst og et krav om sikkerhed og stabilitet ligegyldigt hvor store omkostninger, dette så må have. Et samfund, der stiltiende accepterer opdeling, registrering og i sidste ende isolation af mennesker ud fra angstparametre, er et samfund i krise, ikke over for de ydre "fjender", men på grund af utryghedens inerti. Vi kræver at blive beskyttet, ikke nødvendigvis over for den konkrete trussel, men mod følelsen af usikkerhed.

Vi har skabt et samfund, hvor alle overvåger alle, og hvor alt i teorien kan være subversivt, så alt, der ikke passer ind i den gældende samfundsnorm, kan komme under overvågning Vi må rette ind efter den usynlige kontrol og indrette vores liv, og den måde, vi opfører os på, efter den. Vi vil gerne være på den rigtige side af kontrollen og blive set på af de rigtige grunde, og vi lærer at livet er kontrol.

I den katolske kirke kan man bekende sine synder over for en præst, og generelt i religiøs forstand bekender man sine synder over for Gud. I kontrolsamfundet er hver eneste dag en bekendelse, og hver handling en potentiel synd, der skal bekendes. Men modsat religionen er der ingen syndsforladelse, men blot endnu mere kontrol og mere ufrihed.

I kontrolsamfundet venter der ikke noget paradis i lyset for enden af tunnelen, men kun et kameraøje.

H.U. Sørensen

Hobro Landevej 81, Tjele, er forfatter og kunstner

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere