Log ind

Når Jorden får besøg fra rummet

  • Når Jorden får besøg fra rummet
  • Når Jorden får besøg fra rummet

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Hvert år rammes Jorden af mod 100.000 ton materiale fra rummet. Det meste er støvpartikler, men i ny og næ når meteoritter herned og kommer på museum
Kun et tyndt luftlag skærmer Jorden fra det farefulde verdensrum. Med en tykkelse, der svarer til skrællen på et æble, beskytter atmosfæren mod alt, der rører sig derude. Det gør den så godt, at der skal særlige begivenheder til, før de finder vej til pressen.

Ildkuglen over Sibirien ved Kerteminde i slutningen af januar var en spektakulær begivenhed, der især skabte lokal interesse, for tænk hvis der kunne udstilles en meteorit på Geologisk Museum med navnet Kerteminde. Selve ildkuglen vil for altid stå i øjenvidnernes erindring, men den blegner dog i forhold til, hvad andre øjenvidner iagttog for 100 år siden.

30. juni 1908 fik Jorden besøg af en fremmed fra rummet. Over det russiske Sibiriens store øde skove kom denne besøgende farende på himlen, indhyllet i flammer og efterladende et langt røgspor. Beboerne i de små landsbyer langs den netop færdiggjorte Transsibiriske Jernbane stirrede på fænomenet i dyb undren og forfærdelse, medens den himmelske gæst fortsatte sin tur mod ødemarken i nord, hvor den forsvandt i en gigantisk eksplosion, inden den nåede jordoverfladen i nærheden af Tunguska-floden.

Den efterfølgende trykbølge opstod i omkring otte kilometers højde og var så kraftig, at den jævnede mere end 1000 kvadratkilometer skov med jorden. Seismometre over hele Jorden registrerede chokbølgen, medens barografer kunne registrere trykbølgen. Den følgende nat oplevede Skandinavien og England et underligt diffust lysskær på nattehimlen, og ved midnatstide var der stadig så lyst, at man kunne sidde udendørs og læse avis.

Tunguska-nedslaget anses i dag som et sammenstød mellem Jorden og en meteoride eller lille komet på omkring 60 meters diameter. Meteroriden, som dannede ildkuglen fra Kerteminde, var formodentlig omkring seks centimeter.

For 65 millioner år siden blev Jorden ramt af en meteoride på 10 kilometer i diameter. Sammenstødet formodes at være en af årsagerne til, at dinosaurerne uddøde, og for fire milliarder år siden skete et sammenstød mellem Jorden og et andet himmellegeme med en diameter på omkring 6000 kilometer.

Udslynget materiale fra dette sammenstød skabte Månen. Selve Månen bærer samtidig vidnesbyrd om de talrige sammenstød, der foregik i solsystemets barndom. De mange kratere er på grund af Månens mangel på atmosfære bevaret uændret siden deres dannelse, medens erosionen har udvisket de lige så mange kratere, der har været på Jorden.

Jorden bliver hvert år ramt af op mod 100.000 ton materiale fra verdensrummet. Det meste er i form af støvpartikler, som harmløst brænder op i atmosfæren. De større partikler kan ses som meteorer eller stjerneskud, som normalt ikke er særlig lysstærke.

Nogle tusinde gange i døgnet rammes atmos­færen imidlertid af partikler, som er store nok til at danne en ildkugle, og hvis man er ude under åben himmel tilstrækkeligt ofte, vil man af og til se et meteor, som i lysstyrke overgår de mest lysstærke stjerner og planeter eller måske endda oplyser omgivelserne.

Så længe de små legemer befinder sig i deres baner omkring Solen, kaldes de meteorider, men såfremt de kolliderer med Jordens atmosfære og brænder op, kaldes de meteorer. Det er først, når de rammer selve jordoverfladen, de får betegnelsen meteoritter. Beregninger ud fra mange års observationer viser, at over 7000 meteoritter på mere end 100 gram lander på Jordens landmasser hvert år. Mange flere rammer over vand, og kun en lille brøkdel af det samlede antal bliver fundet.

Synet af en ildkugle kan være overvældende, fordi den optræder så pludseligt. Den kan ses fra et område på mange hundrede kilometer, og såfremt den ses tidligt på aftenen, kommer der ofte øjenvidneberetninger fra hele landet. Mange af observatørerne er helt sikre på, at de ved nøjagtigt, hvor den landede. De er overbeviste om, at ildkuglen passerede nogle få hundrede meter over deres hoveder, og at videnskabsfolkene skal lede efter meteoritten omme bag naboens hus.

Jeg husker endnu, at jeg den 13. december 1996 så en ildkugle, der eksploderede på morgenhimlen. Den var synlig højt på nordøsthimlen, men alligevel kunne man dagen efter læse, at der var igangsat en stor eftersøgning med militærets helikoptere efter en fire meter stor meteorit (sic!) i nærheden af Viborg, som ligger mod nordvest i forhold til Fyn, fordi flere havde set den falde ned her.

Det viste sig senere, at den formodentlig var eksploderet i omkring 50 kilometers højde over Kattegat, og at eventuelle fragmenter fra den måske et par hundrede gram store meteoride var faldet i vandet et sted mellem Anholt og Sjælland.

Når en meteoride bliver synlig som et meteor og måske senere bliver en meteorit, er den stadig mange kilometer oppe. En typisk ildkugle bliver synlig i omkring 120 kilometers højde og brænder helt ud, inden den når ned til 20 kilometer over Jordens overflade.

I denne højde nedbremser den tætte atmos­fære meteoriden så meget, at den ikke længere bevæger sig hurtigt nok til at lyse. Den har mistet al sin kosmiske hastighed, som typisk har været på 30-50 kilometer i sekundet, og det eventuelle tiloversblevne materiale falder med normal faldhastighed pga. tyngdekraften. Hastigheden, hvormed den rammer jordoverfladen, vil derfor sjældent overstige 300-350 kilometer i timen.

Det er også i denne højde, man normalt vil opleve, såfremt ildkuglen eksploderer. Den voldsomme opbremsning får ofte meteoriden til at splittes i adskillige mindre stykker. Ildkugler, som når ned til 15-20 kilometers højde, har størst chance for at ende som meteoritter. Det frie fald fra denne højde tager omkring tre-fire minutter, og i løbet af denne tid kan de nu usynlige brudstykker tilbagelægge mange kilometer. De fleste gange er det eneste tiloversblevne af en spektakulær ildkugle en masse støv, som spredes og langsomt falder mod Jorden.

Eftersom meteoritter er små, kolde og mørke objekter, når de rammer Jorden, er der meget lidt sandsynlighed for at opleve et direkte fald, hvor meteoritten efterfølgende kan samles op. Der findes da også kun ganske få sådanne tilfælde. Fra Danmark kendes med sikkerhed kun faldene ved Risskov i 1951 og ved Mern i 1878. Disse meteoritter kan i dag ses på Geologisk Museum. Fra et angiveligt fald ved Ørsted på Vestfyn i 1654 er i dag intet bevaret.

Derimod findes der mange tilfælde, hvor iagttageren har været så tæt på, at der er blevet rapporteret om lydfænomener i lighed med torden. Lydfænomenerne stammer fra chokbølgen under meteoridens gennemtrængning af atmos­færen. De har lighed med overlydsbrag og kan høres over et stort område, men på grund af lydens hastighed er de forsinkede i forhold til den synlige ildkugle. Ældre tiders tordenkiler eller tordensten var i virkeligheden vættelys, forstenede søpindsvin eller forhistoriske stenredskaber, men antoges af almuen for at være nedstyrtede fra himlen.

En meteorit er en af de vigtigste kilder til forståelsen af det tidlige solsystem. Studiet af dem er vigtige i dannelsen af en teori om, hvordan det hele begyndte. At samle en meteorit op er meget billigere end at sende en rumsonde til asteroidebæltet, hvorfra de fleste større meteorider stammer.

Sammenstød mellem asteroider spreder brudstykker i alle retninger, og nogle af brudstykkerne ender med at krydse Jordens bane, så på et eller andet tidspunkt vil en af dem gå til grunde i et imponerende lysshow til glæde for folk, som går aftentur i nærheden af Kerteminde, og måske får forskerne nyt materiale i hænde til undersøgelse af vores tilblivelse. Så hold øje med himlen, atmosfæren skal nok beskytte dig.

KARSTEN BOMHOLT

Allingtonvænget 36, Søhus, er formand for Amatørastronomisk Selskab Fyn

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere