Log ind

Morten Nielsen og "Citronen"

  • Morten Nielsen og "Citronen"
  • Morten Nielsen og "Citronen"

Artiklen er mere end 30 dage gammel

I 1944 døde den unge digter Morten Nielsen, da han blev ramt af et skud fra en pistol, som "Citronen" sandsynligvis affyrede ved en fejl
En ny film om besættelsen er lige dukket op i danske biografer, Flammen og Citronen. Synonymer for to af periodens store helte, som bl.a. har afgørende indflydelse på transporterne over Øresund af danske jøder. De var begge med i Holger Danske-gruppen.

Det fremgår af filmen - der i øvrigt har store mangler som dramatisk værk - at der opereres med illegal våbensmugling, likvideringer, mennesketransporter mv. Både "Flammen" og "Citronen" var dybt involveret i dette arbejde, og flere af deres samarbejdspartnere er selvfølgelig omtalt. Men mærkeligt nok omtales en berømt episode ikke, nemlig vådeskuddet af digteren Morten Nielsen, som efter al sandsynlighed "Citronen" var indblandet i. Vi hører heller ikke om modstandsgruppen Speditøren, som Morten Nielsen var medlem af.

Nielsen skabte fine digte, der tegner besættelsestidens stemning, og det er nok også som sådan, han mest huskes. Men han var altså også med i modstandsbevægelsen og døde i forbindelse med en episode under dennes aktiviteter.

Han stammede oprindeligt fra Aalborg. Her havde han hele sin opvækst, og han tog studentereksamen fra Aalborg Katedralskole i sommeren 1940. Han var tidligt meget optaget af at læse litteratur, og allerede i skoleårene begyndte han også selv at skrive. Mange af hans tidlige digte samt en enkelt novelle blev optaget i tidsskriftet Vild Hvede (det senere Hvedekorn). Disse begyndende skriverier er aldrig blevet udgivet og er da også af en meget famlende karakter.

Hans store interesse for litteratur var årsagen til, at han efter studentereksamen rejste til København for at påbegynde studiet af almindelig og sammenlignende litteratur ved Københavns Universitet. Her gik han til forelæsninger hos bl.a. Ejnar Thomsen og Paul Rubow. Han skrev en større opgave om Johannes V. Jensens digtning, og udover dansk poesi var han stærkt optaget af norsk, fransk og engelsk poesi.

Som lovende, ung digter blev han hurtigt medlem af en litterær klub, kaldet "Unge Kunstneres Klub", der udover ham selv talte navne som Tove Ditlevsen, Lis Thorbjørnsen, Esther Nagel, Halfdan Rasmussen, Piet Hein og Sonja Hauberg. Senere mødte han også digterne Paul la Cour, Thorkild Bjørnvig og Ole Sarvig samt litteraten Bjørn Poulsen.

Sonja Hauberg var en tid en af Morten Nielsens allernærmeste venner. Hun var en vigtig del af deres fælles kunstnermiljø, og hun havde allerede debuteret som digter, da de mødte hinanden. Han havde et uforløst kærlighedsforhold til hende, der var noget ældre og tilmed gift. Det er med tanke på hende, han skriver et digt om det onde og søde ved "to menneskers stjålne møder". En anden nær ven var Halfdan Rasmussen, som var stærkt påvirket af Morten Nielsens sprog og formuleringsevne. Først senere udviklede han sin egen stil med sjove rim og vrøvlevers.

Som menneske var Morten Nielsen meget socialt anlagt, og han havde let ved at knytte nære venskaber til mennesker i sin omgangskreds. Venskabet med litteraten Morten Ruge (omtalt som R i Morten Nielsens udgivne breve) stammede fra gymnasieårene i Aalborg, og kunsthistorikeren Mogens Krustrup lærte han at kende på universitetet, hvor de gik til filosofi-undervisning sammen. Et venskab skulle efter Morten Nielsens mening være så tæt, at det ikke kunne rumme hemmeligheder eller særligt private områder mellem parterne. Bl.a. var der ikke noget, der hed "brevhemmelighed".

Ved sin død var Morten Nielsen tæt forbundet og kæreste med Tutti Lütken, der bl.a. er omtalt i Tove Ditlevsens Gift. Tove Ditlevsen omgås her desværre sandheden om deres forhold meget lemfældigt. Hun omtaler en abort, som fandt sted i forbindelse med en graviditet, men det var ikke - som påstået - Morten Nielsen, der var faderen.

Her har Morten Nielsen-forskeren Bjarne Nielsen Brovst i sin biografi helt fejlvurderet situationen. Brovst har ukritisk benyttet Tove Ditlevsens version som kilde og har ikke taget hensyn til hverken Tutti Lütken eller Morten Nielsens moders udsagn, som i virkeligheden rummer sandheden.

Morten Nielsen nåede kun at udgive én digtsamling, inden han døde, og han havde tøvet meget, inden den endelig kom i 1943. Det var redaktøren af Vild Hvede, Viggo F. Møller, der allerede i efteråret 1940 opfordrede han til at tage springet, fordi han mente, tiden var moden. Men Morten Nielsen var ekstrem selvkritisk og følte på det tidspunkt stadig ikke, at hans mange spredte digte var gode nok til at blive udgivet. Han ville dog fortsat gerne lade digte udkomme i Hvedekorn, ligesom han accepterede at være bidragyder til antologien Unge Kunstneres Foraarsbog (1942).

Debutbogen Krigere uden Vaaben blev færdiggjort i 1943. Den var skrevet færdig i hans tantes sommerhus i Tisvilde, hvor han fandt den fornødne ro til det intense arbejde med finpudsningen, langt borte fra det uroligt pulserende studenterliv i København.

Når Morten Nielsen sad og arbejdede med digtene, skete det langsomt og med stor koncentration. Han havde en udpræget kritisk sans over for sine egne frembringelser. Digtene skulle være perfekte, og de skulle udtrykke noget stærkt. De handler ofte om bittersøde forelskelser, om ensomhed, om klassens tykke dreng, der blev nazist, om krigen og om fremtiden.

Det er blevet sagt om Morten Nielsens digte, at de rummer respekt for livet og for andre mennesker, og at de ejer en alvor og ægthed, som kun kan gøre indtryk på læseren. Kærlighedsdigtene er åbne og ligefremme og virker i hvert fald personligt oplevede. Der er ofte tale om en følelse af tabt, men levet kærlighed.

Med enkle ord og uden sentimentalitet fortælles der om det problemfyldte møde mellem de to køn. Det er digte fulde af smerte og intens lykke i nuet, der desværre ikke varer ved. Og overalt mærker man kærligheden blandet op med krigens mørke stemning mellem linierne, som når toget er standset, og passageren sidder og beskuer en blødende rosenbusk.

Der anvendes sjældent symboler eller metaforer i digtene, hvilket havde været et karakteristisk træk den forudgående tids digtning. Nielsens digte rummer en egen patos, som det er tilfældet med digtet "Der sidder en rytter" i Krigere uden Vaaben, der er et ret Nis Petersen-inspireret digt. Netop af ham lærte Morten Nielsen meget som digter. Versene rimer meget i en fast rytme, men der findes også en række digte, der leveres frit og i en jazzet rytme. Her er stilen let og ungdommelig, og borte er al salvelsesfuld syndsbevidsthed.

Debutbogen blev straks en stor succes og fik overvejende ros af anmelderne. Martin A. Hansen skrev sågar i sin dagbog, at man her stod over for "en fuldbåren lyriker". På det tidspunkt var Morten Nielsen ved at blive ret kendt som digter takket være småudgivelser hist og pist, men ikke mindst på grund af sin succesfulde sceneoptræden.

Han havde således gjort stor lykke som oplæser ved et arrangement på Borup Højskole i København, hvor han og flere andre digtere fra kredsen omkring Vild Hvede læste egne digte op. Aviserne fik snart øje på manden med den røde manke og den friske, jyske stemme, og de gav ham smukke ord med på vejen. Man noterede sig, at han var den af de unge digtere, der gjorde størst lykke.

Morten Nielsen var ligesom mange af sine venner et meget politisk bevidst menneske. Han levede ikke i en åndelig glasklokke eller en isoleret studenterghetto. Han var ikke kommunist, men optaget af Karl Marx, og han vendte sig snart aktivt mod nazismen. I 1942 gik han ind i modstandsbevægelsen og blev medlem af Speditøren. Det var den gruppe, der først og fremmest skulle tage sig af transporten af jøder over Øresund til Sverige.

Under uheldige omstændigheder døde Morten Nielsen i 1944 midt under en våbenoverdragelse. Ulykken skete den 29. august (skønt enkelte kilde hævder, det var den 30. august) under afprøvningen af en Mauser-pistol, der havde den ulempe, at den gik af ved den mindste berøring på aftrækkeren. Der var blevet taget ladegreb, og derefter var skuddet blevet affyret oppefra og nedefter. Det ramte Morten Nielsen i hjertet og gik derfra ud gennem ryggen. Han var død på stedet.

Ifølge Morten Nielsens ungdomsven Mogens Krustrup var hændelsesforløbet det, at Morten Nielsen havde fået til opgave, at overdrage en række våben til "Citronen" alias Jørgen Haagen-Schmidt. Under denne operation gik et skud af, sandsynligvis affyret af "Citronen", selv om han aldrig har indrømmet dette. Han forklarede bagefter, at der var tale om et skud fra Mortens Nielsens egen hånd. Altså selvmord.

Udfra skudvinklen ville det være helt umuligt, at Morten Nielsen skulle have affyret skuddet mod sig selv ved et uheld, og et bevidst selvmord synes også udelukket. Han var inde i en aktiv og virksom periode i sit liv, hvor han ikke havde fjerneste tanke på selvmord, og han var langt fra et depressivt gemyt. "Citronen" var efterfølgende meget påvirket af hændelsen. Hans smil forsvandt, og han blev meget tavs. Det viser måske, at han har følt sig tvunget til at opdigte historien for at dække over, at der var tale om en episode, hvor modstandsbevægelsen var indblandet.

Ved begravelsen den 5. september fra Budolfi Kirke i Aalborg, skulle "Citronen" (stadig ifølge Krustrup) have henvendt sig til Morten Nielsens mor, som om han ville undskylde over for hende, hvad der var foregået. "Citronen" døde 14 dage efter, dræbt af et større opbud af tyske soldater. Han har derfor ikke været i stand til at dementere sin historie.

Morten Nielsen blev en af de unge døde fra besættelsestiden. Han gjorde med sine digte og sine handlinger en forskel under besættelsen. Han blev en lille brik i danskernes indsats med at hjælpe jøderne til flugt over Øresund, og han har opnået en plads som besættelsestiden nok mest betydningsfulde digter.

Knud munck

Langøvej 2, Langebæk

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere