Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere>>

fyens.dk

Fyens Stiftstidende - Fyns Amts Avis

fyensdk
 
  • Del artiklen:

Artiklen er hentet i arkivet

I samtiden opfattede man "Den kroniske uskyld" som en morsom ungdomsbog. Skrevet i en frisk og ny stil, helt på de unges præmisser. Men man snød med teksten
I 1958 udkom to danske romaner der fik en næsten uoverskuelig virkning for de danske læsere, i skolen først og fremmest, men dermed også for danskernes selvopfattelse frem til nu. Det var Leif Panduros "Rend mig i traditionerne" og Klaus Rifbjergs "Den kroniske uskyld". 

De blev af samtidskritikken i de fleste tilfælde anmeldt under ét. Enten affejet som moderniserede Flemming-bøger skrevet i en ulidelig stil, som en af tidens toneangivende anmeldere, Frederik Nielsen, skrev i den socialdemokratiske presse, eller hilst velkommen som et nybrud af talent, bl.a. af den førende borgerlige litterat, Jens Kruuse. Ingen af datidens reaktioner var kølige. De unge digtere vakte opsigt og satte dagsordener.

Og de kom med de rigtige bøger på det rigtige tidspunkt. Rifbjergs bog - som skal optage os i det følgende - kom på Det Schønbergske Forlag i et par små oplag. Fra 1963 overgik bogen til Gyldendal, og den er siden udkommet i store oplag, efter få år i mere end 200.000 eksemplarer. De store oplag hænger sammen med at de nye romaner blev en del af tidens billigbogsbølge.

Der skete mange ting i samfundet i de tidlige 60'ere. Mange flere valgte en boglig uddannelse, og som følge at tidens nye pædagogik opstod der et stort marked for udgaver af litterære værker. Jo flere bogkøbere og dermed større oplag, desto billigere blev hvert enkelt bind, og med priser på cirka fire kroner for en god roman, steg læsningen både i skolen og i almindelighed. 

De mange nye pendlere i S-togene tog bøgerne til sig - prismæssigt kunne de konkurrere med ugebladene, og der var mere gods - og prestige - i Scherfig end i fredagspressen. Der var Martin A. Hansen og Branner til forældregenerationen, Rifbjerg og Panduro til de unge, for nu at nævne periodens største sællerter i den populære Traneserie.

Den nye orientering i danskundervisningen er bl.a. en frugt af et større nybrud i kulturpolitikken. Socialdemokratiet var blevet kulturelt selvbevidst, og under ledelse af ikke mindst undervisningsminister K.B. Andersen allierede de nye folk sig med den spirende nyradikalisme i opgøret med den traditionelle borgerlige kultur.

Skolereformerne skulle skabe en helt ny dannelse, hvorfor man ville fremme læsningen af den nye kritiske digtning, der kunne tilegnes af alle, også af børn fra hjem uden klaver. Her måtte Heiberg og Hostrup vige for Rifbjerg, Kierkegaard for Panduro. Ændringen gav medvind til de nye unge digtere, stridens tegn og det modernes frække ikoner.

Gruppearbejde var den nye trend i skolen. Alle skulle være med, selvom det ofte kom til at betyde at "pigerne lavede te til revolutionen", som man sagde senere. 

Nok mindst i dansktimerne, hvor "Den kroniske uskyld" ofte kom ind i billedet, og blev en af de mest læste bøger i hele skolevæsenet. Et vidnesbyrd herom findes i den spændende udgivelse "Omkring Den kroniske uskyld" (John Chr. Jørgensen og Erik Olesen, 1974). 

Udover en lang række anmeldelser og tolkninger af romanen findes også to rapporter om undervisningsforløb i en 1. real (8. klasse), henholdsvis 1. gymnasieklasse. Disse skildringer viser tydeligt tidens demokratiske iver i klassen. 

I det glimrende gymnasieforløb får den (traditions)bevidste lærer behændigt givet eleverne en god oplevelse af bogen, som i sit emne på mange måder ligger på grænsen af elevernes erfaringsverden. Eleverne ser (næsten ikke) den pædagogiske styring af forløbet, hvad læreren er glad for. I 8. klasse tager børnene godt fra i de håndfaste opgaveløsninger, men forstår ingenting af bogens indsigter. Men det var vigtigt at eleverne tidligt lærte at skrive ord som ligusterfascisme og frigørelse - sagt i en anden sammenhæng.

Man opfattede i samtiden "Den kroniske uskyld" som en morsom ungdomsbog. Skrevet i en frisk og ny stil, helt på de unges præmisser. Denne opfattelse beror i høj grad på et snyderi med teksten, gennemført af forlaget. Man fik Rifbjerg til at stryge hele det oprindelige første kapitel i bogen, fordi man følte at det ville skade læseligheden - og dermed salget. 

Dette ved man nu, fordi de to førnævnte litteraturhistorikere i deres bog har optrykt det udelukkede kapitel. Det bør indgå i alle fremtidige udgaver, for det er afgørende for den rigtige forståelse af bogen og især dens fortælleform. Men så er "Den kroniske uskyld" altså ikke længere så hyleskæg og uskyldig fra starten.

Hovedtræk af handlingen er vel klar for alle, der har tålt litteraturundervisning inden for de sidste mange årtier. De to skolekammerater Janus og Tore følges i syv år, frem til studentereksamen. Janus fortæller om de tos venskab og om Tores forelskelse i Helle. Om de elskendes alt for sværmeriske og kyske historie frem til studenterfesten, hvor Helles dæmoniske moder forfører Tore, hvad der fører til Helles selvmord og til Tores vanvid. Bogen slutter ret brat med skildringen af et af Janus' besøg hos sin ven på sindssygehospitalet et år senere. Man aner en bedring med dem begge to.

Det er altså Janus der fortæller hele forløbet.  I det udelukkede første kapitel bliver det klart hvorfor. Hans liv er stedt i en lammende krise, og ved at fortælle hele historien om de tre med bevidsthed om hvordan det hele ender, søger han en frigørelse, der gør det muligt at leve videre. I de næste kapitler beretter han i sproglig og bevidsthedsmæssig øjenhøjde med sig selv som skoledreng om de tos møde og om deres tid derefter. 

Denne del af bogen opfattes normalt som meget morsom og kæk (og i begge skoleklasser fra før skal eleverne da også tage stilling til om de synes at bogen først og fremmest er sjov). 

Senere bliver fremstillingen mere analyserende og i trit med fortællerens udvikling. Og hermed mere udholdelig for en ældre læser! Men: Fjernelse af det oprindelige kapitel umuliggør den dybere forståelse af hvorfor Janus må fortælle som han gør.

Helt mod slutningen formulerer Tore den beske indsigt i tilværelsen: "Der må være en brist et eller andet sted". 

For kendere af traditionen toner en anden skildring af en erotisk, tragisk trekant frem på skærmen: den fine Frøken Sophie og skytten Jens, og med Morten Winge som tredjemand, der som tilskuer og fortæller af de tos skandaløse kærlighedshistorie også selv bliver involveret - i Blichers Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog. 

Denne klassiker har sikkert ikke ligget den litterært meget kyndige Rifbjerg fjernt, da han skrev "Den kroniske uskyld". Da Morten når sin endelige indsigt i livets meningsløshed viser han den bort med tidens religiøse trøst. Mennesket forgår nok uden at efterlade sig spor ligesom blomsten der bliver til hø, men Herrens miskundhed rækker fra evighed til evighed. 

Blichers besværgende opbyggelighed ligger mange moderne digtere fjernt. De udholder indsigten i den yderste tomhed som et tragisk livsvilkår, som man blot kan møde med skabelse, med fortælling. Peter Seeberg, en anden stor indsigtsfuld modernist, fastholder absurditeten i sin kostelige lille novelle "Braget", skrevet få år efter "Den kroniske uskyld". Der er en fejl et eller andet sted, erkender hovedpersonen.

Denne erkendelse kan man ikke formidle til skolebørn i ottende klasse, eller i 1.g for den sags skyld.  Ja man bør måske slet ikke gøre forsøget for ikke at vælte dem eksistentielt. Tids nok kan de unge erfare det, Kafka flere gange har formuleret som den grundlæggende moderne indsigt, der gør en ende på gyldigheden af den traditionelle religiøse livstrøst: Der er et religiøst problem, men ingen løsning; der er et mål, men ingen vej.

Der er al mulig grund til at fejre Rifbjergs "Den kroniske uskyld". Trods invaliderende beskæring og hård pædagogisk udnyttelse, bør bogen finde læsere der har mod på at give sig i kast med dette stærke og medrivende værk. 

Ud over at være et ikon for sin tid er romanen indledningen til Rifbjergs prosa-forfatterskab, hvor alting står i begyndelsens klare lys, følsomt og patetisk i en grad han ikke senere har nærmet sig.

henrik schovsbo

Solsortevej 28, Holbæk, er fhv. lektor

Anvendt litteratur:

John Chr. Jørgensen og Erik Olesen: Omkring Den kroniske uskyld, 311 sider, Hans Reitzels Forlag 1974.

Rune Lykkeberg: Kampen om sandhederne, 383 sider, Gyldendal 2008

I morgen, den 5. december kl 10.00-16.00 på Syddansk Universitet, lokale U45: Den i sandhed kroniske uskyld. Et seminar om Rifbjergs nyklassiker i 50-året for dens udgivelse

Læs næste artikel

Fra forsiden

kundeservice_banner_20140313
StiftenFordele_Webbanner01_223x70 (1)
AvisKlubben_Webbanner_223x70