Log ind

Den forbudte sorg

  • Den forbudte sorg
  • Den forbudte sorg

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Annonce
Hver tredje graviditet ender med en ufrivillig eller såkaldt spontan abort, hvor fosteret af sig selv går til grunde. Konsekvenserne er alvorlige.

Spontan abort. Ordene er den første hindring, hvis man kan tale om det. Men jeg må først understrege, at spontan abort ikke betyder, at man "lige" traf en hurtig beslutning om at få lavet en abort, men det betyder, at graviditeten af sig selv sluttede før den 22. uge.

Det er altså en overordentlig ufrivillig abort, hvilket også er det udtryk, overlæge Ole Bjarne Christiansen brugte i en avisartikel for nogen tid siden.

Af samme grund har man på engelsk længe undgået udtrykket spontaneous abortion til fordel for det langt mere kendte miscarriage. Ordet kunne på dansk gengives med misbyrd, og i engelsktalende lande reagerer alle med øjeblikkelig, men desværre kortvarig, medfølelse på ordet.

Den medfølelse er der god grund til. Når man på denne måde mister et barn, før det nåede at blive et barn, mister man hele den fremtid, man allerede havde i sine drømme - drømme, som jo netop var i fuld gang med at blive til virkelighed.

Drømme om flersomhed, om barnevogne, om dagpleje, børnehave og den første skoledag. Måske har man i et øjebliks kærligt letsind allerede købt - eller fået - den første lille sparkedragt.

Derfor er det ikke overraskende, at forskningen med al tydelighed viser, at både moderen og faderen oplever dyb sorg (og skyldfølelse, hjælpeløshed og vrede) efter en misbyrd, selvom vi stadig lever i en verden, hvor kvinden sørger mest, mens manden ikke taler om det, gemmer sorgen væk og i stedet prøver at være der for partneren.

Ikke overraskende ser man også, at kvinder, der har gennemlevet en misbyrd, er mere angste under næste graviditet. Og der er en reel risiko for, at sorgen ender som en krisereaktion med alt, hvad det indebærer af alt for skarp erindring, af flashbacks, af smerte ved årsdagen og andre ting.

De gange, hvor det går så galt, er det ikke kun på grund af selve tabet.

Det er også, fordi tabet både er alt for håndgribeligt og samtidig alligevel ikke er til at beskrive. Man nåede aldrig at se barnets ansigt - hvilken farve hår og øjne havde det?

Der er kun sjældent nogen at begrave, så derfor er der ingen ceremoni, som kan hjælpe én med bearbejdelsen. Og af disse grunde er det ofte svært at hente fuld støtte hos omgivelserne.

De første dage kommer der oprigtigt medfølende ord og ansigter, måske et par buketter, et knus fra de nærmeste. Men derefter - umærkeligt, som når efterår bliver til vinter - glider omgivelserne over i skulderklap, "På’en igen", "Det går bedre næste gang".

Alt sammen i den bedste og kærligste mening, men alligevel med en voksende stemning af, at nu må hun/de snart se at komme videre. Sorgen bliver ugleset.

De kvinder, der får en medicinsk forklaring på, hvad der gik galt, mærker et fald i skyldfølelsen - men der er ingen almen effekt i retning af at få det bedre eller komme videre.

Det er bemærkelsesværdigt, at en undersøgelse af standard psykologisk debriefing lige efter spontan abort afdækker, at debriefingen da føles meget rar for modtageren, men at den ikke har nogen reel virkning, sammenlignet med en kontrolgruppe, der ikke modtog nogen form for organiseret hjælp eller støtte.

Lidt mere nytter dels indsatsen fra familie og venner, dels holdningen og stemningen hos sygeplejerskerne og lægerne.

Begge steder er varme, støtte og lovliggørelse af sorgen hjælpsom, mens en mere fjern, saglig holdning (og oplysning bagefter om, at det skam sker for mange mennesker) opleves ret så krænkende.

Samtaler med ufrivilligt aborterende kvinder afslører også, at familierne undertiden bliver så kede af det, at det er kvinden, der må trøste dem!

Nogen hjælp kan hentes hos partneren, hvis han vel at mærke kan bringe sine egne følelser i spil frem for enten at bevæge sig mod en "På’en igen"-reaktion eller ren støtte og hjælpsomhed, hvor kvinden ender med føle, at partneren faktisk ikke er synderligt ked af det; og hvis dette sker (i den bedste mening!), føler kvinden sig meget, meget alene om tabet.

Hvad er det så, der virker? Det ene svar er: ad hoc-netværk - netværk, som ikke er ens almindelige netværk af familie, venner og bekendte, men som er netværk, der opstår omkring selve situationen.

Disse netværk består af mennesker, der har det tilfælles, at de alle har været igennem en ufrivillig abort. Det kan være organiserede grupper - selvhjælpsgrupper - men det kan lige så vel være de venner, familiemedlemmer og kolleger, som har mistet et foster; da det sker i hver tredje graviditet, kender vi alle flere, end vi tror, der har været dette tab igennem.

Det første, der sker i sådan et netværk, er, at man uendeligt lettet mærker, at man ikke er alene, at andre har været det samme igennem og er villige til at høre på ens sorg og frygt, og er villige til at dele deres egne svære følelser med én. Et rum, hvor man hverken behøver at bede om lov til at sørge, eller behøver at trøste andre over ens eget tab!

Det andet svar er, at man får mulighed for at genskabe Mening - for at få sammenhænge, som man kan bruge i sit verdensbillede.

Nogle har glæde af at høre, hvad der rent medicinsk-biologisk sker i kroppen, og at misbyrd som regel skyldes, at fosteret var skadet og ikke kunne udvikle sig til et levedygtigt barn.

Andre finder ro i en mere filosofisk eller religiøs tanke, som at barnet eller tiden ikke var parat, og at det ikke er et farvel, men blot, at barnet har udskudt sin ankomst til verden.

I den mørkere ende af skalaen er der også nogle, der finder mening i at se tabet som en straf for forkerte handlinger.

Det er i løbet af denne proces, nogle mennesker forståeligt nok går på grund; og det er i den situation, en psykolog faktisk kan have en effekt - ikke ved at give mennesket et færdigt "svar", men ved at anvende de redskaber, der hjælper den ramte gennem processen og frem til den forståelse, der giver Mening for lige netop dét enkelte menneske.

Disse to svar - Det spontane Netværk samt Gen-skabelsen af Mening synes at dække de fortællinger, der dukker op, når man bruger tid på opmærksomt at lytte til beretningerne fra de mennesker, der har gennemlevet ufrivillig abort.

Svarene er brede og komplicerede, og som altid, når man i psykologien kigger virkelig godt efter, handler det om, at al behandling må tage udgangspunkt i, at ethvert menneske er unikt; at man er nødt til at forstå, hvordan hver enkelt ser og forstår verden; og at en på forhånd fastlagt standardbehandling derfor kun kan være sikker på ikke at kunne hjælpe alle mennesker.

 

 

Toto Stewart Ferrer

Vestergade 82, Odense C, er psykolog

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere