Log ind

Smart håndsliber for feinschmeckere

  • Smart håndsliber for feinschmeckere
    1 / 8
    Sådan ser værkstedet ud, når opfinderen har gang i butikken - ?ostehøvlen? i midten ?
  • Smart håndsliber for feinschmeckere
    2 / 8
    ? er faktisk en slibelære til knive, og den virker hæderligt, men heller ikke mere, så ?
  • Smart håndsliber for feinschmeckere
    3 / 8
    ? vi prøver lige på en anden måde - slet ikke tosset tænkt, men den virker ikke - måske ?
  • Smart håndsliber for feinschmeckere
    4 / 8
    ? hvis vi laver et lille hjul, som stangen kan glide på? Nej, det er noget slaske-værk - forfra:
  • Smart håndsliber for feinschmeckere
    5 / 8
    Vi laver en ?gaffel? med to små lejer i bunden, så den kan snurre om sig selv og ?
  • Smart håndsliber for feinschmeckere
    6 / 8
    ? så et lille hjul med en smal rille - wauw, endelig virker lortet, men nu kan den ikke stilles i højden, såh ?
  • Smart håndsliber for feinschmeckere
    7 / 8
    ? vi laver lige en sidste super-version - den virker perfekt, meeeen - køn er den ikke, og vi har allerede brugt en hel uge ?
  • Smart håndsliber for feinschmeckere
    8 / 8
    ? for alvor sparker røv - eller hvad?

Til de fine knive hører en endnu finere sliber.

Vi er nogle stykker, som synes, at alting er sjovest, når man kan sætte strøm til - vi elsker vores elektriske maskiner og synes, at livet ville være en jammerdal, hvis alting skulle foregå ved håndkraft. Men der findes faktisk folk, som har det lige modsat - de hader støjen fra effektive maskiner og sætter omvendt uendelig pris på håndelag og snilde.

Ta' nu Fruen - hun elsker sin gamle spejder-brødrister. Det er en sær sammenklappelig metaltingest beregnet til at anbringe i bålet - den kan på et øjeblik trylle gammelt tørt brød om til ristet og delvist brændt brød i skiver - hvilket fruen holder meget af, men hun har ikke noget bål, så hun bruger den på bådens lille gasblus. 

Jeg har på min side købt indtil flere helt igennem elektriske brødristere med automatisk opkast, blinkende lamper, forvalg af ristningsgrad og alt muligt - rigtig flot og lige til at stille på bordet, men der går sjældent mere end et par uger, så står den på nederste hylde helt inde bagved - og en dag har hun smuglet den af sted til genbrug.

Brød skal brændes over gasblusset, for det gjorde hendes far altid, da hun var en lille pige - altså! Og andre har det ligeså med deres knive - de skal slibes med håndkraft på en slibesten, for det gjorde bedstefar altid - og de var skarpe!

Og det er vigtigt - en kniv skal være skarp. Meget skarp. Ikke sådan noget med at slibe den hvert år til jul - nej, knive skal slibes jævnligt, og indimellem - næsten dagligt -skal de have med strygestålet. 

Og der er mange, som har fundet ud af, at det er en fornøjelse, når knivene er skarpe. Men de kan ikke finde ud af det der med at slibe, så i stedet prøver de at springe over gærdet og købe en ekstra fin og dyr kniv. Helst en japansk super-kokkekniv til det grønne ud af øjnene - den er nemlig meget skarpere end alt muligt andet, og den HOLDER sig skarp - tror de - indtil de opdager, at selv et håndsmedet samurai-sværd til flere tusinde kroner bliver døvt.

Den skal OGSÅ slibes, og så ser de på Youtube, at en rasende dyr japaner-kniv ikke er noget værd uden en tilsvarende dyr samling helt specielle og magiske slibesten - og så skal man iklæde sig kimono og fremsige underlige lyde på japansk, medens man stryger sin fantastiske kniv på sine magiske sten - og når man har øvet sig i 30-40 år, kan man flække en tomat, uden at den splatter ud ...

Glem det, kære venner - det er noget opreklameret bavl!

Hvis du køber en god kniv af et anerkendt mærke til et par hundrede kroner, så er du rigtig godt kørende. Den er lavet af tip-top stål - så tip-top, det nu kan blive, når den absolut skal være rustfri - og det skal den jo.

Og når vi taler slibesten, skal du heller ikke hoppe på myten om, at de skal være helt super-duper specielle - du skal bare bruge én, som er lavet af aluminiumoxid - til en 50'er: På den ene side skal den være fin, og på den anden side meget fin. Og så skal du bruge en "belgisk brokke" eller en Arkansas-sten - det er natursten, som er dyre, men også så fine, at du kan polere æggen helt blank. Men du kan faktisk også bare bruge en stump bræt af blødt fyrretræ (eller et gammelt læderbælte) imprægneret med polerevoks eller -pasta.

Og hvordan gør du så?

Hele hemmeligheden i at slibe en kniv består i to små detaljer: Din sten skal for det første være effektiv - og her er det et faktum, at aluminiumoxid "skærer" flere gange hurtigere i knivens æg end gammeldags karborundum. Hvis du elsker at brænde penge af, kan du købe en slibesten med diamant, men den er ikke ret meget bedre.

Og så falder det mig forresten lige ind, at der findes en særlig slags "afretter-sten": Den er ikke ret dyr og dur ikke til at slibe knive på - til gengæld er den så hård, at du så at sige kan "slibe din slibesten". Efter nogen tid kan overfladen af din slibesten "pakke" med knuste slibekorn og metal-partikler - den bliver glat og ineffektiv, men efter en tur med "opretteren" bliver din slibesten som ny igen.

Nå, men den anden detalje, som afgør, om du sliber effektivt eller ej, handler om at holde kniven i en absolut stabil vinkel. En køkkenkniv skal slibes, så æggen ender med at blive 20-25 grader - og da du jo skal slibe begge sider, betyder det, at du skal holde kniven i en vinkel på 10-12 grader i forhold til stenen. I teorien er det let nok, men hvis man ikke er øvet, er det simpelthen umuligt at holde kniven i en konstant vinkel. 

Man har brug for det, som hedder en slibe-lære - én eller anden indretning, som sørger for, at du sliber i en helt stabil vinkel - ligesom på en slibemaskine med et anlæg. 

Der findes forskellige typer til håndslibning af høvljern og stemmejern, men ikke rigtigt noget til knive - de er så uhåndterlige og forskellige, at det er svært at lave en simpel opspænding.

Og så var det, at jeg tænkte, at når nu jeg er så klog, at jeg både kan bruge smartphone og computer og kender indtil flere ord på fransk, så må jeg da også let kunne hitte på en slibelære til knive?

Og jeg fik da også hurtigt et par ideer. Men for en sikkerheds skyld tjekkede jeg lige nettet - det er jo træls at opfinde noget, der allerede findes i en bedre version på Youtube. Men det var der ikke.

Mit første forsøg er så at sige en forbedret version af det gamle trick: Snup et spækbræt og søm en liste på måske 10 mm på bagkanten - læg så kniven, så den stikker lidt ud over forkanten - når du trækker stenen frem og tilbage over æggen, lader du den hvile imod listen, så du opnår en konstant slibevinkel. Effektivt, men også lidt primitivt, for man slider jo listen ned.

Så jeg lavede et bræt med en holder til kniven OG en aksel i to små lejer, som stenen kunne "rulle" over - og med et par skruer kan den indstilles i højden og dermed slibevinklen. Egentlig ikke dumt, men lidt klodset, og det viser sig i praksis, at den ikke er så god, når æggen buer. 

Såh - på den igen!

Et princip, som man ofte ser på Youtube, går ud på at spænde en lang stang på sin slibesten, og så placerer man et eller andet stavær inde på brættet, som stangen glider i - uden tvivl effektivt, men sgutte ret kønt.

Men så fik jeg den idé, at man i stedet for at montere slibestenen på stangen (med spændebånd eller hvad man nu har), kan man vel bore hul i slibestenen og lime stangen fast i hullet? Det kostede et murbor, men jeg fik sgu stangen limet i.

Det så jo godt ud - og min bespænding til kniven var og er jeg faktisk også godt tilfreds med. Så nu manglede jeg bare det "stavær", som stangen skulle glide i.

Jeg prøvede det ene, og jeg prøvede det andet - noget virkede ikke, andet virkede, men var ikke helt optimalt - jeg brugte en hel weekend, men nu var jeg sgu blevet stædig. Så jeg startede helt forfra og lavede en dims, som kombinerer det bedste fra hver af de kuldsejlede løsninger - det begyndte at se godt ud, så jeg lavede også lige en ny og elegant "base" i ædeltræ. Og på den syvende dag pustede jeg ud - og beundrede mit eget værk.

Min super-håndsliber virker - tør jeg godt sige - skidegodt endda - og når jeg selv skal sige det, er den også flot!

Stenen kører helt stabilt og uden mindste modstand - rullen drejer smertefrit fra side til side, så man kan svinge slibestenen ud til siden og få slebet også den vanskelige spids og runding i den rette vinkel.

En decideret sløv kniv med ødelagt æg er slebet op til perfektion på måske 10 minutter - når den én gang er slebet korrekt og kun lige trænger til at blive piftet op, tager det kun et minut eller to.

Det eneste, som jeg manglede at lave, for at kunne sige, at den er perfekt, var en "polere-sten". Jeg kunne købe en dyr og fin sten til formålet og montere en glidestang, men lavede i stedet en klods af groft slebet og sprød mahogni, som jeg har smurt med polerepasta - og det virker - strålende. Op i måsen med belgiske brokker og Arkansas-sten til det blå ud af øjnene!

Jeg ved ikke, om det ligefrem er en verdenssensation, men den er med garanti smukkere og mere effektiv end nogen anden slibelære til knive, som jeg har fundet på nettet. Skal det være din? Den læser, som fortæller den bedste gør-det-selv-historie til Værktøjskassen OG finder på det bedste navn til supersliberen, vinder den originale prototype - til evigt eje! Konkurrencen løber over tre uger, så det er bare med at få fingeren ud.

Ps: I næste uge viser jeg i detaljer, hvordan sliberen bygges, så du selv kan lave en kopi - eller én, der er endnu bedre.

  • fyens.dk

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere