Log ind

Forfærdeligt - men hvad gør vi ved det?

  • Forfærdeligt - men hvad gør vi ved det?
    1 / 8
    På sydsiden ser stråtaget rigtig godt ud, og nu krones det endda af en fin og ?ny? skorsten - men ?
  • Forfærdeligt - men hvad gør vi ved det?
    2 / 8
    ? på nordsiden er den helt gal: Et tykt lag af klistrede grønne alger dækker taget. Selv efter mange dages solskin tørrer taget ikke, og ...
  • Forfærdeligt - men hvad gør vi ved det?
    3 / 8
    ? fugt indefra har ikke en chance for at slippe ud - hvilket er livsfarligt for et stråtag. Så vi starter højtryksrenseren, og ?
  • Forfærdeligt - men hvad gør vi ved det?
    4 / 8
    ? meter for meter spuler den gode mand taget rent - det klistrede stads strømmer ned ad taget, og ?
  • Forfærdeligt - men hvad gør vi ved det?
    5 / 8
    ? til sidst begynder det at ligne et stråtag igen: Gennemvådt, men rent - og ?
  • Forfærdeligt - men hvad gør vi ved det?
    6 / 8
    ? efter nogle dage er overfladen nogenlunde tør og åben, som den skal være ?
  • Forfærdeligt - men hvad gør vi ved det?
    7 / 8
    ? det ser faktisk rigtig godt og manerligt ud. Men hvordan hindrer man, at det samme sker igen?
  • Forfærdeligt - men hvad gør vi ved det?
    8 / 8
    Når tagrørene sys fast og strammes ned imod lægterne, opstår et svaj, så hældningen på de enkelte rør er noget mindre end tagfladen.

Historien om et stråtags forudsigelige og snarlige død - og hvad man kan gøre ved det.

De seneste uger har jeg underholdt med min egen jætte indsats oppe på taget. Utallige gange er jeg nemlig sprunget op og ned ad stiger ...

Nej, det passer ikke: For nogle år siden, da jeg var ung og frisk som en gazelle, var det måske et dækkende billede, men jeg er i lighed med verden omkring mig blevet ældre, og nu er det i bedre sync med virkeligheden at sige, at jeg har slæbt mig op og ned ad himmelhøje stiger - på rystende ben har jeg bugseret mørtel og mursten hele den lange vej op på husets tag, hvor jeg balancerende på rygningen har genopbygget vores havarerede skorsten, så den ifølge planen vil stå fin og flot i de næste hundrede år - cirka.

Det har været hårdt arbejde for en gammel mand, men også dybt tilfredsstillende, fordi en skorsten i topform er en yderst nyttig ting - og det er jo også rart at vide, at jeg åbenbart kan lidt endnu ... Så det har været med smil på læben, hver gang jeg knoklede mig vej op fra græsplæne til rygning - 27 trin, pyha. Men her blegnede smilet så til gengæld. Når jeg kiggede ned over den modsatte side af stråtaget - den, som vender imod nord, væk fra haven - mødtes jeg nemlig af et træls syn. Og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre ved det, så jeg gik og blev lidt deprimeret.

Hældning vigtig

Taget er kun fire-fem år gammelt, og som det ses på billederne, ser sydsiden rigtig fin ud: Hvis man kigger godt efter, når det regner, ser man tusinder af store dråber løbe langs de enkelte strå  - når de når enden, hopper de ned på det næste strå og løber langs det, indtil de drypper ned på det næste  - og så videre, indtil alt vandet samles forneden og drypper ned på jorden.

Hvis du er så heldig, at solen bryder frem straks, når det holder op med at regne, ser det ud, som om tusinde små blinkende diamanter triller ned ad taget - det er meget smukt. Og ganske instruktivt. Det viser nemlig, at et stråtag slet ikke skal være "tæt" på den banale måde - det skal tværtimod helst være lavet af ret grove rør, så de danner en meget luftig tagflade. Til gengæld er det meget vigtigt, at ikke bare taget som sådan, men det enkelte strå har den rette hældning. Sagen er jo, at rørene er syet på og spændt ned imod lægterne, så de ligger i en ganske kraftig bue - se billede - og det betyder, at de enkelte rør har en væsentlig mindre hældning end den samlede tagflade.

Og det betyder igen, at taget over en kvist er et meget ømt punkt - her er hældningen jo af gode grunde ikke slet så stor som på resten af taget, og hvis man tilmed har brugt forholdsvis korte, men spidse rør, så risikerer man, at de enkelte dråber, som jeg fortalte om, ikke løber nedad og drypper fra strå til strå, men enten løber ind i taget eller bare ikke løber nogen steder.

Algerne kommer

Nå, men når der er et godt fald, triller dråberne altså ned ad taget og når aldrig mere end et par centimeter ind i tagfladen - selve overfladen kan ved længere tids regn blive våd, men så snart solen får magt, og der blæser en lille vind, tørrer det hurtigt igen, og man vil se, at de mange strå vil "stritte" lidt ekstra - overfladen vil være meget åben, og det er et godt tegn. Sådan et tag nedbrydes uendelig langsomt og kan snildt holde i 50 år. Og sådan ser vores tag ud på sydsiden. Men på nordsiden var det en helt anden og deprimerende historie.

Her er der jo af gode grunde ingen sol til at tørre taget efter regn - og forholdsvis tæt på huset står høje træer - i det hele taget er vi omgivet af træer, så der meget sjældent er vind af betydning. Især på nordsiden. Det betyder, at efter et par år begyndte der at danne sig en smule alger på stråene - fordi de var konstant en smule fugtige. Og på sigt vil der uden tvivl komme mos, ligesom på det gamle tag. Men det tog jeg i første omgang ret afslappet, for det er jo ikke anderledes end på det gamle tag, hvor der var masser af mos, og det holdt jo alligevel i så mange år, at ingen rigtigt ved, hvor gammelt det var - såh, herregud.

Tørrer ikke

Men så sidste vinter gik algerne helt bananas - taget blev irgrønt af alger, og når det regnede i nogle dage i rap, var det næsten som om, at overfladen "lukkede", og vandet løb oven på den grønne belægning.

- Nå, pyt - det forsvinder vel til foråret, tænkte jeg. Men det var mest, fordi jeg ikke orkede at tænke tanken til ende - inderst inde vidste jeg godt, at problemet ikke ville løse sig selv. Jeg vidste også, at det var et alvorligt problem, fordi et stråtag kan rådne op på få år, hvis det ikke tørrer ordentligt igennem med jævne mellemrum. Og det er jo lige det, som det IKKE gør, når algerne ligger som et tæt tæppe over de tusinder af strå, som bør stritte ud i luften - som på sydsiden.

Fanden løs

Men hvor galt det faktisk var fat, gik først op for mig, da jeg stod oppe ved siden af skorstenen og ikke bare kunne kigge den anden vej - når jeg betragtede taget fra denne vinkel, var det simpelthen ikke muligt at fortrænge, at fanden var løs på vores rimeligt nye stråtag: Algerne havde formeret sig på en mystisk måde, så de dannede en helt sammenhængende og klistret masse - som en grøn gele, der var smattet ud over hele taget i en tykkelse på 12-15 mm. Altså nærmest som om nogen havde kastet en million grønne vandmænd op på vores tag. Og selv efter et par ugers fint vejr med både sol og vind var der ingen tegn til, at det nogensinde ville tørre - det var jo ikke vand, men en slags klistret gele, som nægter at fordampe.

Hvad gør en klog mand?

Jeg ved det ikke, men jeg kan fortælle, hvad jeg gjorde: Endnu engang oksede jeg op ad de 27 trin  - denne gang med en højtryksrenser på slæb, og så sprøjtede jeg på livet løs. Fra toppen og nedad i en ganske spids vinkel blæste jeg det sære grønne slam af taget. Og det lod sig ikke bare lige skylle eller spule af - det er mere rigtigt at sige, at jeg "gnavede" det klæbrige stads af. Tomme for tomme fik jeg renset den øverste meter af taget - langs rygningen. Der var lang vej endnu, men det var fyraften.

Forklaring udbedes

Næste dag stillede jeg den lange tagstige op og anbragte renseren på jorden, så jeg kunne klatre op og rense ned langs stigen - en halv meters penge, så flyttede jeg stigen en smule og kravlede op igen - og så videre. Det tog mig små tre dage at spule hele taget - inklusive afrensning af facaden, som nu var blevet møget til - foruden stiger, højtryksrenser og hvad har vi: Det hele var smurt ind i algesmat. 

Og der var selvfølgelig landet hundredevis af liter vand/slam på jorden - normalt ville det forsvinde på et øjeblik, fordi der er sandjord, men det sære grønne algeklister vil ikke tørre, så i dette øjeblik (fem dage efter sidste sprøjt) er jorden stadig klistret.

Som du kan se på billederne, er operationen på sin vis lykkedes - tagets overflade er "åbnet", så der igen kan komme luft ind imellem tagrørene, og de er rent faktisk begyndt at tørre - langsomt, men trods alt. Men hvis jeg ikke gør ét eller andet, er der ingen som helst grund til at tro, at det hele ikke vil gentage sig. Men lige præcis hvordan jeg skal hindre det - jeg aner det ikke.

Foreløbig har jeg og Fruen dog besluttet, at de tre store træer, som står nærmest ved huset, må lade livet. Men jeg tror ikke, at det er nok - det vil uden tvivl hjælpe en smule, men jeg kan ikke forestille mig, at det gør den store forskel. Er der nogen, som har erfaringer fra denne boldgade - er der nogen, der kan forklare fænomenet og måske endda pege på en løsning, så skriv straks til din avis, for der er nok andre end mig, som trænger til at blive klogere!

  • fyens.dk

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere