Log ind

En by i Holland

  • En by i Holland
    1 / 8
    Stor damper: Nordzee Kanal er ikke for børn - her er hektisk trafik, og en lille "bol" med en 20-hestes Bukh kan hurtigt komme i klemme, men ...
  • En by i Holland
    2 / 8
    Pragtvilla ned til kanalen: ... heldigvis kommer man snart ind på Spaarnes rolige vande - hvem gad ikke godt at bo her?
  • En by i Holland
    3 / 8
    Turister med møller i baggrund: Her er også lidt turistagtigt, idet møller og mange andre gamle bygninger udgør en slags frilandsmuseum.
  • En by i Holland
    4 / 8
    En masse joller: Første dag i ferien - joller i sværme og lastet med øl, sang og unge mennesker.
  • En by i Holland
    5 / 8
    Båden ligger ved siv og med møller i baggrunden: Zaandijk er kendt for sine mange gamle møller - her er smukt og idyllisk.
  • En by i Holland
    6 / 8
    Stor båd med orkester: Fest og glade dage i Haarlem, men brølet fra basuner og trommer var ved at skræmme livet af stakkels Hunni ...
  • En by i Holland
    7 / 8
    Græs, båd og solnedgang: ... men så er det godt, at man bare kan sejle 10 minutter sydpå og finde salig fred hos Haarlemscher Jachtwerf ...
  • En by i Holland
    8 / 8
    Mig sagde hunden: ... hvor kaptajnen passende kan lave lidt forefaldende - det drypper nemlig i bagbords køje.

Artiklen er mere end 30 dage gammel

De fleste tror nok, at Harlem er en sort bydel i New York - en ghetto, hvor kuglerne pifter, og gaderne flyder med narko, udslidte dollargrin og små sorte børn, som ta'r bad under brandhanerne - når de ikke lige sælger crack og er i lære hos deres ældre brødre som fremtidens tabere.

Men sådan er det slet ikke. For det første tror jeg nok, at bydelen i New York har udviklet sig en del siden 1970'erne, og for det andet findes der et rigtigt Haarlem - en smuk og stolt by i Holland: Fra Amsterdam sejler du vestpå ad Noordzee Kanaal - en times tid eller halvanden, og du skal holde tungen lige i munden, for her møder man alle mulige mystiske skibe fra små ydmyge smadrekasser og motorbåde til store slæbebåde med mægtige pramme og alle tænkelige laster. Pludselig kommer der et kæmpe containerskib rundt om hjørnet - så stort, højt og skræmmende som Rundetårn, så jeg smutter tæt ind under bredden, hvor en sort mand står og fisker - jeg er lige ved at klippe snøren, men han smiler og vinker. Når livet er godt, har mennesker overskud til hinanden.

Lille båd på stor kanal

Langs Noordzee Kanaal ligger en stribe af store havne med alskens industri og mægtige kraner - det er en kanal, men føles som et veritabelt hav, og når man er en lille beskeden sejlbåd på 6,5 ton og bare 20 små Bukh-heste til at skubbe bagpå, så skulle jeg hilse og sige, at man bliver lidt ydmyg og sådan nærmest sniger sig frem langs siderne af kanalen - hvilket i øvrigt også er reglen: Lystbåde viger for erhverv og bedes venligst holde sig ude af det travle hovedløb - og hvis du nødvendigvis må krydse løbet, skal det såvidt muligt ske hurtigt og vinkelret.

Og skulle du møde et af de mægtige krydstogtskibe på 15-20 etager, som lige skal et smut til Amsterdam med nogle tusinder amerikanere på udflugt, så er det bare med at flygte op ad en sidekanal ...

Bil viger for båd

Nå, men efter en god times leg med de store drenge, smuttede vi over det brede løb og ind på en lille kanal sydpå - jeg tror, at den hedder Spaarne. Den var spærret af en bro med en hel del trafik, men vi nåede kun lige at sænke farten, før det røde lys på broen blev suppleret af et grønt som tegn på, at brovagten havde set os og var ved at gøre klar til at åbne broen: Først tænder han en masse blinklys, som får biler og cykler til at standse - så sænker han bommene og hejser broen op - men signallyset er stadig både rødt og grønt, så du må ikke sejle frem. Det kan skyldes, at brovagten er faldet i søvn og har glemt at skifte signalet til kun grønt, men det kan også være fordi, der er en båd fra den anden side, som først skal igennem - det skal både "fra den anden side" af en eller anden grund altid, og det er døduretfærdigt.

Men nu skifter lyset til rent grønt som tegn til, at du kan gi' den gas og passere broen i en fart,  så den ikke skal stå åben i længere tid end højst nødvendigt.

Man føler sig en lille smule ydmyg, for det er sandt at sige et mægtigt maskineri, der bliver sat i sving - og en del ulejlighed for en masse trafikkanter, bare fordi to fjollede danskere og deres hund synes, at det kunne da være sjovt at sejle igennem her - ku' de da for fa'en ikke bare købe en campingvogn ligesom alle andre?

Nej, sådan tænker hollændere ikke - for dem er kanalerne og trafikken på kanalerne så indgroet og nedarvet en del af kulturen og infrastrukturen, at de finder det helt naturligt: Når der kommer en båd - stor eller lille - så stopper man biler, cykler og gående trafik, så båden kan komme forbi. Selv om bilerne på vejene for længst er blevet den primære trafikform, er det som om, hollænderne stadig tænker, at det er vejene og broerne, der spærrer for kanalerne - ikke omvendt.

Sluser og broer

På visse strækninger er der faktisk rigtig mange broer, og man bruger let mere tid på at ligge og vente, end man bruger på at sejle - kan de da for hulen ikke bare åbne den bro, tænker man - og håber i sit inderste, at der snart kommer en stor grim damper, for SÅ kan det måske være, at ham brovagten vågner op?

Der er en del snak blandt sejlerne på kanalerne, og jeg skal ikke nægte, at jeg efter en halv times venten selv har tænkt: Den dovne hund - han er garanteret gået til frokost.

Men hele systemet er videoovervåget og manøvreres fra centralt hold - der sidder altså ikke længere en vagt på hver bro, men kun enkelte steder, og de passer så en hel række af broer. Det kan betyde, at når du ligger der og tænker, at nu må han godt få fingeren ud, så har han faktisk en plan for trafikken - han ta'r dels hensyn til store skibe, som helst skal frem i en nogenlunde glidende bevægelse, og dels kan der være jernbanebroer, som indlysende nok følger køreplanen. Derfor sker det tit, at der samler sig en hel flok ved én bro, hvor man venter gud ved hvor længe, men derefter bliver hele flokken så lukket igennem måske fire-fem-seks broer på stribe - det hele koordineret, så broerne åbner så rask, som flokken af både kommer frem. 

For øvrigt er Fruen blevet ganske ferm med vhf'en - sådan noget med: Rikke calling - when are you opening the bridge - over-Roger-and-out!

Som regel melder de tilbage, at broen åbner om 10 minutter - om det hele tiden har været planen, eller om det er fordi, vi har vækket dem af middagssøvnen, vides ikke. Men broer er altså en stor ting, når man sejler i Holland - faktisk måler vi hverken afstande i kilometer eller sømil, men i antallet af broer undervejs. 

Og for lige at gøre den sejltekniske side af sagen færdig: Sluser - det værste, en sejler ved, og dem er der vel mange af i Holland? Sluserne tjener til at holde vandstanden stabil i hele Holland, men landet er som bekendt en temmelig flad affære, så der er ikke ret mange, og de løfter eller sænker dig som regel blot 10-20 cm. 

By med overskud

Men det var Haarlem, vi kom fra - med to a'er. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så er vi udelukkende landet her, fordi jeg fandt det underligt, at byen hedder det samme som sin berømte fætter i USA - eller rettere: At bydelen i New York har hugget sit navn fra en ret ukendt, men gammel kanalby i Holland - det er s'gu da sjovt!

Og vi blev ikke skuffet. Lige nu ligger vi i udkanten af byen ved et lille værft - Haarlemsche Jachtwerf. Dejligt sted med både grønt græs til Hunni, strøm til køleskabet og vand til tanken - og som sædvanlig: Flinke, hjælpsomme og snakkesalige hollændere, hvor man end vender sig. Vi er omgivet af marker med græssende køer og skræppende gæs - ren idyl, og så er der endda kun et kvarter på cykel ind til selve byen, som er på størrelse med Odense eller Aalborg.

Fest i gaden

Når man kommer nordfra ad kanalen, møder man først en by med moderne boligkvarterer (a la beton), industri og masser af biler - og en jernbanebro, som nægter at åbne, før man har været et smut forbi "kantoret", som det hedder, for at betale kombinerede bro- og havnepenge. 

Endelig kommer det tog, som vi har ventet på - broen drejer, og fem-syv både haster igennem. I rask galop følger fire-fem broer over en kanal, som snor sig ret igennem den smukkeste gamle by - nærmest som Amsterdam i kondenseret udgave og UDEN turister. Det betyder ikke, at der er stille - tværtimod, for det er fredag og første dag i skolernes sommerferie, så der er fest og glade dage - i gaderne, men ved gud også på kanalen: Hundredevis af små og store både fyldt med musik, glade hollændere og spandevis af øl sejler op og ned ad kanalen. 

Alle hollændere har nemlig en lille både på kanalen. Nogle er rene skrammelkasser, men de fleste er fine små motorbåde og joller - alle sejler stille og roligt og uden anden larm end de sære halslyde, som hollænderne benytter til at kommunikere, fordi de ikke har et rigtigt sprog som os andre ...

Farligt orkester

Og pludselig kommer der en halvstor kanaldamper med et helt kreoler-orkester på dækket - vi havde godt hørt den nærme sig, men så holdt de en pause og satte til gengæld i med trommer og basuner, lige da de kom rundt i svinget, hvor Hunni og jeg sad på kajkanten - Hunni var helt regulært ved at skide en grøn gris og forsøgte at stikke af, men jeg nåede at gribe hende.

Men når man tager i betragtning, at hun er en følsom sjæl, som er bange for torden, skyderi og den slags, synes jeg faktisk ikke, at der er noget at sige til det: Lige der - på en båd fem meter ude i kanalen, stod en stor og mægtig neger-dame i glimtende bastskørter og truttede i sin saxofon, medens hun dansede vildt til de caraibiske rytmer.

Folk jublede og klappede, men Hunni var skrækslagen, så jeg lempede hende ned ombord - ned under bordet i kahytten, hvor hun lå og rystede en hel time.

Stuen ud på gaden

Næste dag havde hele byen tømmermænd, så der var ro på, og vi fik set på stedets herligheder - og der er egentlig ikke så meget at skrive hjem om. Bevares, det er en nydelig og velholdt gammel kanalby med egen katedral og fine huse, men den egentlige attraktion er byens borgere og den måde, som de har indrettet sig på: Bilerne er i store træk smidt helt ud af byens midte, hvor der til gengæld er masser af cykelstier - og butikker, cafe'er og restauranter af enhver art og til enhver pengepung. 

Byens centrum er præget af smalle gader med små sammenbyggede huse - gaderne havde (i datid) plads til biler og fræsende knallerter, men nu står der tusinder af krukker med blomster og planter en meters penge eller halvanden ud fra hvert eneste hus, så der kun lige er plads til at snige sig igennem gaden på cykel. Det ligner, at hver beboer har lavet sin egen lille havestue ude på gaden - med kurvemøbler, Weber og cykelparkering.

Før var gaden et helvede af parkerede biler og larmende knallerter, fortæller en lokal. Nu har de taget gaden tilbage - de har genindført freden ved at fylde den med blomster og liv.

- Hold da helt ferie, udbrød fruen og jeg som med én mund - sikke et overskud! Og det er lige det, som Haarlem er: En by med overskud - til at være ordentlige ved hinanden og give plads til at tænke lidt anderledes.

  • fyens.dk

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere