Log ind

Møntet på romerriget

  • Møntet på romerriget
  • Møntet på romerriget

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Lars Lykke Hansen om at samle på mønter og minder
Lars Lykke Hansen, Svendborg, er samler. En selektiv samler, men dog samler, der ikke kan se et vættelys uden at tage det med sig, som glad viser den store samling af mauriske våben frem eller samlingen af kunst - masser af oliemalerier, grafik og skulpturer. En mand, som ikke har været på en rejse uden at have et stykke etnografica med hjem.

Desuden kan han næsten ikke stoppe talestrømmen, når først hans passion for mønter bliver pirret.

Men bortset fra, at Lars Lykke Hansen mener sig underlagt en urdrift, der stammer helt tilbage til jæger- og samler-kulturen - en samlermani, han tror bliver delt af alle mennesker - om de er til reklamekuglepenne, en fyldt fryser eller har specialiseret sig i porcelæn, piber eller persiske tæpper, så har han to definitioner på en samling:

En samling er, når der er mere end én. Og så er det ikke værdien af de enkelte effekter, det handler om.

- For mig skal tingene også være pæne. Jeg holder af smukke ting, og skulle jeg samle på for eksempel kuglepenne, så ville det aldrig være grimme reklamekuglepenne, men nogle flotte af slagsen, siger Lars Lykke Hansen.

Desuden er hans princip, at skal en samling have en vis kaliber, så er man nødt til at begrænse sig. Meget.

En glassamler skal ikke bare samle på glas, men må for eksempel indskrænke sig til fynske glas fra en bestemt periode.

Hvad Lars Lykkes samling af mauriske våben angår, er den automatisk be-grænset af, at det er arvestykker fra familien. Kunstsamlingen er primært valgt indenfor hustruen, Ulla Gabs' smag.

- Det får hun lov til at bestemme. Hun har mere forstand på det, medgiver ægtemanden tolerant.

Møntsamlingen, som til daglig ligger sikkert i en bankboks, er koncentreret om romerske mønter.

Den første dollar

Men hvorfor mønter og ikke frimærker?

- Frimærker, argh, de små papirlapper flyver jo væk, bare man ånder. Det er ikke mig, afgør Lars Lykke og bruger mønterne som vægtige argumenter: Tunge bronze pengestykker, lidt mindre og tyndere eksemplarer af sølv - men alle historiebærere, der helt konkret giver oplysninger om en længst svunden tid.

Interessen for mønter startede allerede i drengetiden, da moderens veninde for-ærede ham en amerikansk sølvdollar. En lykkemønt, som naturligvis stadig har sin plads i samlingen, uanset hvor lidt den passer ind i det romerske imperium.

- Siden fik jeg altid mønter af mine forældres venner. Bare sådan, hvad de havde i lommen. Reglen var, at jeg måtte få mønten, hvis jeg ikke havde den i forvejen. Og det havde jeg mærkeligt nok aldrig, smiler han polisk.

På den måde fik han relativt nemt starten på en møntsamling, men det var først, da han som atten-årig var på tur med en indisk bekendt af familien til Paris og stødte på seks gamle romerske mønter i en bog-bod langs Seinen, at han blev fascineret af historien.

Det medførte, at han senere solgte sine danske mønter for at hellige sig de romerske. For det første, fordi han er meget interesseret i netop det romerske rige. Men ombytningen havde også et praktisk formål:

Danske mønter er forholdsmæssigt meget dyrere end de romerske, hvor man stadig kan få fat i et årtusinde gammelt stykke for en flad halv-tredser. Selvfølgelig går den øvre grænse helt op til de mere astronomiske beløb, og Lars Lykke Hansen indrømmer da også gerne, at var hans samling til salg, var det ikke småpenge, den ville udløse.

Ingen skuemønter, tak!

- Skuemønter pakket ind i plast er slet ikke mig, fortsætter Lars Lykke Hansen og demonstrerer, at mønterne, ligesom dengang de blev slået for to- tusinde år siden, skal kunne tages i hånden. De er brugte, men ikke så slidte, at reliefferne er ældet væk.

Men man skal ifølge Lars Lykke kunne have fornemmelsen af, at denne mønt måske har ligget i en senators pung og at dette lidt mindre værdifulde metal-stykke har været omkring en markedsplads og været betaling for en toga eller en kurvfuld appelsiner.

- For mig er det historien, mønterne fortæller, der er den væsentligste grund til, at jeg samler, siger Lars Lykke Hansen og viser, hvordan en såkaldt kvindemønt som Livias pengestykke kan rumme en hel beretning. Livia var mor til Tiberius og Nero og i hendes slægt fulgte fem kejsere. Der er også historien om Hadrians kone, Sabina, i en mønt fra år 137 e. Kr..

De romerske møntnere gjorde virkelig meget ud af, at portrættet skulle være vellignende. Så præcise er reliefferne, at man på en minuature næsten kan se hvert øjenbrynshår og især viser det sig, hvem eftertiden har forsøgt forskønnet.

- Den berømte Kleopatra var for eksempel ikke spor pæn. Hendes næse var da alt, alt for stor, indskyder Lars Lykke Hansen, som med mønterne får et håndgribeligt bevis for, at disse personer virkelig levede.

Til hjælp har han en omregningsbog, der kan oversætte en præget bogstavkombination som TR P I til, at denne blev slået, mens Vespasian var imperator, altså højeste hærfører, og at den er fra år 69 e. Kr. En anden mønt er fra Julius Cæsars regeringstid, der løb op til år 14 f.Kr.

- Mange af mine mønter findes for eksempel slet ikke i Nationalmuseets samling, konstaterer han, men affærdiger så manglen med et "Nå, de kan jo heller ikke have det hele".

Hårdt slid i landbruget

Heller ikke Lars Lykke Hansen har det hele. Langtfra. Heller ikke selvom der til hans samlinger sagtens kan tilføjes diverse bestyrelsesposter fra grundejerforeninger og slagterier og skolenævn og Stråtagsforeningen Fyn og til Sydfyns Møntklub, hvor han stadig er ansvarlig for indkøb til klubben på diverse på møntauktioner.

Men hvad der ikke kan puttes i kasser og bokse eller hænges op på væggen er noget langt, langt vigtigere: Et godt helbred.

At det ikke er nogen selvfølge, fandt han ud af for godt femten år siden.

Indtil 2004 var Lars Lykke Hansen bondemand. Eller proprietær, som det hed, dengang hans far og før ham bedstefaderen var herre på Skerningegård i Vester Skerninge - et landbrug med omkring 150 tønder land, og derfor slet ikke i målestokken stor i dagens omregningstabel.

- Jeg blev født på gården og troede, at landbruget var den eneste vej for mig.

Men en dag i starten af halvfemserne skete der en mindre ulykke på gården: Lars faldt ned ned frra en gyllevogn og døjede med ondt i ryggen i mange år. Lige indtil ryglægen på Ringe Rygcenter diagnosticerede et brud på rygsøjlen, der var vokset skævt sammen.

Da vidste Lars Lykke, at tiden var inde til at stoppe.

- Skerningegård var heldigvis utrolig nem at sælge, og begge vore børn var fuldstændig indforstået med, at deres barndomshjem blev afhændet. Både vores datter og vores søn gør karriere indenfor andre erhverv og havde ingen ambitioner om at overtage slægtsgården. Og jeg har ikke fortrudt salget på noget tidspunkt, siger Lars Lykke, der ofte næsten fysisk kan mærke det hårde arbejde, når han ser landmænd gå krumryggede rundt, bøjet af slid.

Hans ungdom var ellers viet et liv i den fynske muld.

En lækkerbisken fra tyren

Først kom han som landbrugselev til Tyskland, hvor han blev en del af familien, som bor på baron von Münchhaussens herresæde. Siden drog han til USA for at lære mere, og i Californien stiftede han bekendtskab med mænd af den rette støbning: Rigtige cowboys, der indfangede kvæg på de enorme vidder med lasso.

Ikke som på film, hvor lasso-rebet svirrer i luften for derefter at lægge sig om dyrets hals.

- På den måde kan man slet ikke holde en tyr, forsikrer Lars Lykke og udbreder sig sagkyndigt om, at lassoen skal kastes ned foran dyret, som derpå hopper ind i cirklen. Først da kan den ridende cowboy trække rebet sammen.

Dengang var han også med til den traditionelle brændemærkning af kvæget.

- Jeg havde selvfølgelig taget madpakke med til den lange dag. De andre, stedets cowboys, havde kun salt og peber med.

???

- Jo forklarer Lars Lykke Hansen lystigt.

- Kvierne blev blot brændemærket med jernstangen, som vi gjorde gloende i bålet. Men tyrene - de blev både brændemærket og kastreret.

Så hvad mon salt og peber skulle bruges til?

- Ganske rigtigt!, kommenterer Lars Lykke Hansen det uudsagte.

- Testiklerne blev grillstegt over en rist, der blev lagt på bålet. Jeg smagte også, og det var det mest skære og møre og lækre oksekød, man kan tænke sig.

Efter Lars Lykke Hansen er blevet hjemmegående, er det nu ham, der har overtaget den daglige madlavning.

Så avisens udsendte spørger helt neutralt, hvad han har tænkt sig at byde sin kone Ulla på til aften: Mørt oksekød på grill!
  • fyens.dk

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere