Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere>>

fyens.dk

Fyens Stiftstidende - Fyns Amts Avis

fyensdk
 
  • Del artiklen:
Mere engelsk end England

Mere
engelsk
end
England

Annonce:

Møllekroen. Mad i huset - eller ud af huset

Møllekroen. Mad i huset - eller ud af huset

Gibraltar-klippen rejser sig dramatisk ved indsejlingen til Middelhavet.
Foto: Anders W. Berthelsen

Artiklen er hentet i arkivet

Gibraltar vil være britisk, lige så længe der findes aber på klippen
Bobbyer med sorte hjelme og solbriller poserer for fotograferende engelske turister. På enhver pub kan man købe "fish and chips" og øl i pint-krus. Turisterne putter postkort i kongelige røde postkasser med dronning Elizabeths monogram, og røde telefonbokse står støt og stabilt på næsten ethvert gadehjørne, som om mobiltelefonen ikke er opfundet.

Pubberne bærer gode britiske navne som "The Horseshoe" og "The Pig and Whistle". Hoteller hedder Bristol Hotel og Queen's Hotel. En gyde hedder Cornwall Lane, og kirkegården bærer selvfølgelig navnet Trafalgar Cemetery. Her er også en skotsk kirke og en irsk bydel.

Ejeren af en Morris Mini har malet det engelske Union Jack på taget. Kioskerne forhandler aviserne The Sun og Daily Mail på udgivelsesdagen. Og stikkontakterne er den britiske model til tre ben.

Det er som at befinde sig i en mindre engelsk provinsby langt ude i et fjernt grevskab, der ikke er fulgt med globaliseringen. Men stedet ligger et par tusinde kilometer fra de britiske øer - ved indsejlingen til Middelhavet.

Her har briterne trods spansk modstand fået lov at beholde byen og klippen med navnet Gibraltar og dens ca. 30.000 menneskesjæle og 450 haleløse aber. Og indbyggerne dyrker samhørigheden med det "rigtige" Storbritannien på den overdrevne og ofte lidt anakronistiske facon, der kendetegner folk på udposter.

EU har ikke udvisket alle forskelle, slet ikke på disse kanter. Selv om både Spanien og Storbritannien er medlemslande, må vi vise pas hele to gange med få meters mellemrum, da vi kører ind i Gibraltar.

Er man rejst til den spanske solkyst, bør man tilbringe et par dage på dette besynderlige sted, der ligger ca. 150 kilometer fra Malaga. Lej en bil, og tag enten betalings-motorvejen eller hovedvejen gennem kystbyerne. Allerede 40 kilometer fra Gibraltar får man det første glimt af kæmpeknolden, der skiller Atlanten og Middelhavet.

Halløj på badehotellet

Parkering er et helvede i den britiske koloni. Til gengæld ser bobbyerne gennem fingre med lidt tvivlsomme parkeringer. Vi gør som de indfødte og parkerer med to hjul i båsen og to hjul udenfor - lige ved siden af svævebanen til klippen.

Og vi tager en overnatning på det lidt slidte, men udmærkede trestjernede Queen's Hotel med personale, der dyrker engelske manerer, men tydeligvis har anden etnisk herkomst. En tjener, der ligner Manuel fra "Halløj på badehotellet", insisterer på, at ingen må gå til buffeten; han skal nok selv servere det obligatoriske spejlæg med bacon, der er med i prisen, 85 euro for et dobbeltværelse.

Gibraltar har to hovedattraktioner. Den ene er atmosfæren omkring gågaden Main Street, hvor en B&O-butik og en filial af Jyske Bank i øvrigt bryder den britiske dominans. Den anden er klippen.

Med minibus til klippen

Med to småbørn på armene dropper vi svævebanen, hvor der selv uden for højsæsonen er en del ventetid. Vi vælger luksusløsningen og kravler ind i en minibus med guide. Ofringen af to gange 25 euro kommer vi ikke til at fortryde. Minibussen klatrer op på klippen gennem knivskarpe hårnålesving og gør holdt fire gange:

Vi stopper ved en udsigt ud over de to oceaner og ned til de mange tankskibe, der venter på at tanke billig olie.

Vi kigger ind i drypstenshulen, hvorom der kun er at sige, at har man set en drypstenshule, har man set dem alle.

Vi vandrer gennem de britiske belejringstunneller fra slutningen af 1700-tallet.

Og endelig når vi toppen, Upper Rock, med mageløs udsigt til Marokko og Spanien.

Turistvenlige aber

De haleløse aber hopper rundt overalt. Der skulle være 450 af slagsen, og der er garanti for abesyn ved ethvert besøg på klippen. De er vilde og kan både bide, kradse og stjæle hatte og briller, fortæller guiden.

Men de virker mere som dresserede turistaber, når de spiser kiks og appelsiner samt underholder med at hoppe fra bustag til bustag og med at hænge i sidespejlene. Alle får rigeligt til fotoalbummet, selv billeder af et abepar med baby.

Vi slutter besøget på en pub på John Mackintosh Square. Her serveres minsandten "steak and kidney pie", en frokosttærte, som undertegnede var ret vild med i sine unge London-dage, indtil han fandt ud af, at kidney betyder nyrer. Vi vælger "fish and chips" og må hoste op med 30 euro for to. Men så får vi også vand til.

For nogle er Gibraltar et billigt skattely. Men for turisterne er priserne høje som klippen. Prøv det alligevel. Det er pengene værd.

Det eneste typisk britiske, der mangler i Gibraltar, er paraplyer - og venstrekørsel.

Fra forsiden

kundeservice_banner_20140313
StiftenFordele_Webbanner01_223x70 (1)
AvisKlubben_Webbanner_223x70