Log ind

Jeg føler mig ikke elsket

  • Jeg føler mig ikke elsket
    Illustration: Mikkel Damsgård Petersen
  • Jeg føler mig ikke elsket
    Illustration: Mikkel Damsgård Petersen

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Annonce
Jeg er en kvinde i 30’erne, som har været sammen med min mand i fem år, og vi har en fantastisk søn sammen på et år.

Mit problem er, at jeg stille men sikkert er blevet koldere og koldere i forhold til min mand i løbet af de sidste år, og nu er det gået så langt, at jeg af og til bliver dårlig bare af, at han rører ved mig og derfor nægter ham det. Det er ironisk, når det, jeg mest af alt har savnet, er varme og kærlighed fra ham i det daglige.

Jeg har gentagne gange fortalt om mine følelser for ham i løbet af de år, vi har været sammen, uden at jeg føler, det har ændret noget til det bedre. Tidligt i vores forhold var det mig, som oftest tog initiativ til sex, og som gjorde kærlige små handlinger for ham, fordi jeg var så forelsket.

Jeg følte mig til tider stadig afvist, fordi han ved mit initiativ sjældent viste entusiasme og hellere ville tage opvasken eller lignende, før vi kunne gå ind i soveværelset.

De gange, jeg gjorde små kærlighedshandlinger som for eksempel at fortælle ham, hvor flot jeg syntes, han var, eller at servere morgenmad på sengen, var der begrænset respons. Samtidig har hans måde at vise kærlighed på været praktisk og fysisk, som for eksempel at holde huset fint og at ae mig, når jeg ligger i hans skød.

At dette er hans måde at fortælle mig, at han elsker mig på, har jeg fundet ud af, når jeg har taget emnet op, at jeg ikke følte mig elsket. Og han har også sagt, at det er trist, at jeg føler mig afvist, når han vil have de praktiske gøremål overstået og ikke viser det engagementet, jeg ønsker mig, for han siger, han virkelig elsker mig, og at det er gennem det praktiske, at han viser mig dette, fordi han ikke er vant til at vise så stærke følelser.

Til trods for, at jeg rationelt set ved, hvordan han viser mig kærlighed, og jeg prøver at oversætte det inde i mig til mit mere verbale og direkte sprog, så magter jeg ikke at overbevise mig selv og sidder stadig igen med følelsen af ikke at være elsket. Jeg føler, at vi nærmer os en tilværelse, hvor vi er mere samarbejdspartnere/kollegaer end kærester. For mig er det let at se helt konkret, hvad jeg ønsker, at han skal gøre anderledes, og har også udtalt dette ofte. Men det er åbenbart en strategi, som ikke har fungeret.

Når jeg stadig tager temaet op, uden at vi kommer videre, føler jeg bare, at jeg skaber en ekstra belastning i forholdet frem for at bidrage til positiv ændring. Det er vanskeligt at se, hvad jeg selv kan gøre for at bedre situationen og for at få de varme følelser tilbage for min mand. Jeg vil være meget taknemlig, hvis du kunne give mig et råd.

Svar. Det første spørgsmål, jeg stiller mig selv, når jeg læser dit brev, er, om det er din krop, der lystrer dit hoved eller omvendt - at hovedet sætter ord på kroppens sprog?

Jeg må stille det spørgsmål, fordi jeg gennem 35 år som par- og familieterapeut har haft mulighed for at følge med i flere forskellige strømninger og ideer om, hvad kærlighed, mellem mand og kvinde er og hvordan den kommer til udtryk. Din mand er, som så mange andre mænd, et menneske, der udtrykker sin kærlighed konkret og kropsligt. Af mange grunde - familiemæssige, kulturelle etc. - er han ikke en mand, der ejer evnen til at udtrykke store følelser sammen med ord. Sådan er han, og det står han ved.

Det er nemt at forstå, at en følelsesfuld og udtryksglad kvinde som dig bliver frustreret af denne mands delvise "stumhed", men det er nok ikke klogt at tage den personligt. Mange kvinder er misfornøjede med deres mænds verbale og følelsesmæssige adfærd, og de forestiller sig ofte, at manden bare ikke gider hente det ønskede frem til netop hende. Oftest tager disse kvinder fejl. "What you see is what you get". Du får det bedste han har. Hvordan skal han føle sig elsket, hvis det aldrig er godt nok?

I din forelskelse prøvede du at give ham eksempler på kærligheden serveret og pakket ind, på samme måde som du selv gerne ville have den fra ham. Senere forsøgte du med en anden strategi. Begge strategier slog fejl, men mest, fordi strategi er noget, man anvender i krig og ikke i kærlighed. Måske er det dette, der har kølet dine følelser for ham ned? At du ikke fik det gensvar, du havde kalkuleret med.

Dette handler jo også om din måde at elske på. Se på jeres søn, og spørg dig selv, om du også vil forme hans måde at elske sin mor på? Måske er din måde at elske på sådan, at du engagerer dig voldsomt og giver alt, hvad du har, uden at sikre dig, at modtageren også føler sig elsket? Måske er alt det smukke, du giver, slet ikke en gave, når det kommer til stykker, men en investering.

Jeg udfordrer dig lidt med disse overvejelser i håb om, at mine spørgsmål kan være med til at bringe dig nærmere dig selv og dermed til at træffe en kvalificeret afgørelse om fremtiden. Prøv at se på ham, og forestil dig, at han måske aldrig bliver anderledes! Måske gør han, men så bliver det, fordi han selv vil og ikke, fordi du altid er utilfreds.

Jeg er altså ikke ude på at fordele skyld eller prædike moral. Intet menneske bør leve i en relation, hvor det ikke føler sig elsket og værdsat. Det har alt for store omkostninger for både voksne og børn. Problemet er bare ofte, at enten vores egen historie eller vores ideer og forventninger i sig selv forhindrer denne oplevelse. At vi altså på en måde er en prop i vores eget system og projicerer alt det negative over på vores partnere.

Jeg er også enig med dig i, at der snart må ske noget. Sådan som jeres forhold har udviklet sig, er det dårligt for begge parter. Din mand vil muligvis hævde, at han stort set trives sammen med dig, og det er også sandt - sådan i det store og hele altså. En anden sandhed er, at du lægger så mange konflikter på bordet, at han automatisk bliver tilbageholdende med også at lægge sine oven i bunken.

Efter min mening trænger jeres forhold til et hovedeftersyn med assistance fra en parterapeut. Find gerne en imago-uddannet terapeut. Image-terapi er efter min erfaring noget af det bedste, man kan udsætte sit parforhold for, og mange mænd oplever det som meget meningsfuldt.

Måske kunne I til en begyndelse kopiere en af imago-terapeuternes teknikker - vis din mand det brev, du skrev til mig (men ikke mit svar i første omgang), og bed ham skrive et, der beskriver hans oplevelse. Jo mere I begge skriver om jer selv, jo mere reelt bliver jeres billeder af jeres forhold og hinanden.

I har en søn, som i det mindste har fortjent, at I begge flytter ud af jeres selvvalgte køleskabe og sætter jer sammen foran pejsen med denne opgave. Måske ender du med at afslutte jeres forhold alligevel, men gør det ikke i den tro, at din mand er den skyldige. Det er aldrig den ene parts skyld, når et forhold ikke fungerer. Det er det, der sker eller ikke sker imellem dem, der er problemet. Indtil nu er det ikke lykkedes at få det rigtige til at ske, men I er jo også kun fem år gamle!

Skriv til Jesper Juul

Jesper Juul er familieterapeut, forfatter og faglig leder af www.familielaboratoriet.dk. Har du spørgsmål til ham, så send en mail til weekend@fyens.dk. Man får ikke personligt svar, men spørgsmål vil blive taget op anonymt i hans klummer her i avisen.
  • Fyens Stiftstidende

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere