Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere>>

fyens.dk

Fyens Stiftstidende - Fyns Amts Avis

fyensdk
 
  • Del artiklen:
BREAKING NEWS
- 10 dræbt ved muligt selvmordsangreb i Istanbul

Hvad er der
med Lolita

Artiklen er hentet i arkivet

50 år efter udgivelsen af Nabokovs roman »Lolita« i USA om en moden mands begær efter sin 12-årige steddatter er Lolita blevet en pigetype, et navn, en relation, et stempel. Men er Lolita altid uskyldig, og hvorfor er hun stadig tabu?
Lolita-dukke. Lolita-fascination. Lolita-mode. Hun er en rigtig lille Lolita. Der findes næppe et navn på en fiktiv person fra litteraturen, der er blevet så eftertrykkeligt kanoniseret som en forslidt kliché og et negativt begreb som Lolita. Vladimir Nabokovs (1899-1977) klassiker »Lolita«, der udkom i Frankrig i 1955, i Danmark i 1957 og året efter i USA er blevet filmatiseret to gange i 1962 og 1997 og satte begreb på et klassisk fænomen: Stedfar/moden mand er tiltrukket seksuelt af lille pige, der måske, måske ikke selv spiller op.

I øvrigt krævede censuren, at Stanley Kubrick i sin filmatisering fra 1962 skulle forhøje Lolitas alder fra 12 til 14. 12 år var ligegodt for ungt.

I dag er fænomenet blevet et af de sidste tabuer, man kan tage op og ve den, der gør det! Lolita-begrebet er også blevet en del af populærkulturen og en bekvem boks at placere små piger i, når de er på tærsklen til at blive kønsmodne. Reklamekampagner og film med Brooke Shields og mange andre modeller op gennem populærkulturen fremviste unge piger i scenarier, der kækt legede med kombinationen af lillepige og seksualitet, og 18-årige Britney Spears legede i 1999 med den tabuiserede cocktail teenager/sexsymbol i sit monsterhit »Baby One More Time«.

Og er man den glade forælder til piger på seks til 10 år, har man sikkert også korset sig over Bratz-dukkernes dobbelte signaler af lige dele stripper og dukkehusbeboer, for ikke at tale om undertøj til 10-årige med »Eye Candy« (slik for øjnene, red.) og »Wink Wink« (blink blink) skrevet på.

Lolita er også blevet en subkultur i moden. Under navnet Gothic Lolita og inspireret af både punken, rokoko og viktoriansk dukkemode iklæder japanske unge sig lillepige outfits med blonder, flæser, lyserøde kjoler, små paraplyer og andet pusset nusset.

Halvanden million hits

Et af de sidste Lolita-skud på stammen, af den mere kloge slags, er professor ved universitetet i Iowa, Gigi Durhams bog »The Lolita Effect« fra forlaget Overlook (2008), der beskriver mediernes seksualisering af små piger og giver gode råd til forældre. Googler man »Lolita«, får man 31.700.000 hits. Kombinerer man det med »sex« bliver det til halvanden million.

Hvis chefen ikke vidste, hvad jeg har researchet efter til denne artikel og kun så navnet »Lolita« i min Google-oversigt, ville der ikke være langt til en tjenstlig samtale og et stempel som pædofil. Man kunne blive ved.

Og hvem, for nu at stoppe i tide, ville kalde sin datter Lolita? Eller dreng for Adolf? Lolita er ikke noget, man hedder. En Lolita er noget, man er.

Fire afslag

Den russiskfødte amerikaner Vladimir Nabokov havde både i Frankrig i 1955 og i USA i 1958 besvær med at få udgivet sin bog. Først efter fire afslag sagde det halvpornografiske forlag Olympia Press i Paris ja, og trykte 5000 eksemplarer, hvorefter der straks opstod forargelse og skandaler, fordi forfatteren Graham Greene først kaldte bogen en af de tre vigtigste bøger udgivet i 1956, og dernæst fordi et konservativt engelsk parlamentsmedlem fik den galt i halsen og kaldte den pornografisk og »den mest perverse bog, jeg nogensinde har læst«. Så intet under, at amerikanerne, splittet mellem sexforskrækket puritanisme og ungdommens gryende selvbevidsthed, var på vagt.

Fire forlag takkede også her nej til at udgive bogen, og Nabokov var på nippet til at udgive den under pseudonym. Som han skriver i sit efterord i bogen, vidste han, at bogens tema var et af de tre værste tabuer i 1950ernes USA. De to andre var et succesfuldt sort-hvidt ægteskab, der resulterede i masser af børn. Det tredje tabu: En ateist, der lever et lykkeligt liv og sover stille ind i en alder af 106 år.

Før pædofiliens tid

Temaet i »Lolita« var helt nyt for læserne, og et begreb som pædofili havde man dårligt hørt om.

Det var der rigtig god PR i og gjorde Nabokov verdensberømt samt sikrede ham økonomisk, selv om mange, der troede, de skulle læse en saftig omgang porno, blev skuffede over bogens høje litterære niveau og mangel på konkret sex.

Vladimir Nabokov udpensler ingen seksuel akt mellem universitetslæreren, franskmanden Humbert Humbert, og en kvindelig udlejers 12-årige datter, Dolores, der af jeg-fortælleren (Humbert Humbert) kaldes Lolita.

Han gifter sig med moderen for at kunne dyrke sin besættelse af pigen. Moderen bliver dræbt i en bilulykke, og Humbert rejser derefter rundt med sin steddatter og oplever USA med europæerens undrende blik.

Lolita pirrer sin stedfar ved hele tiden at være mere end almindeligt bevidst om sine erotiske virkemidler. På et tidspunkt stikker hun af med en amerikaner, og da Humbert efter flere år genser sin unge flamme, er hun blevet 17 år og er gravid.

For dem, der ikke har læst romanen skal slutningen ikke røbes her. Men lån, køb, stjæl denne tvetydige klassiker, som i januar 1959 røg ind på en førsteplads på New York Times bestsellerliste, hvor den efter nogle uger måtte lade pladsen til fordel for Boris Pasternaks »Dr. Zhivago«.

Selv i dag diskuterer skolebestyrelser i visse stater i USA, om »Lolita« ligesom »Harry Potter« og Mark Twains »Huckleberry Finn« bør stå på skolebiblioteket uagtet, at Nabokov flere gange var på tale til Nobelprisen i litteratur og, at Time Magazine i 2005 placerede »Lolita« på top 100-listen over de bedste engelsksprogede romaner mellem 1923 og 2005.

Forbudte følelser

Mikkel Bruun Zangenberg er lektor, ph.d. på Institut for Litteratur, Kultur og Medier ved Syddansk Universitet. Han mener, at »Lolita« stadig er interessant for os og forarger os, fordi vi ikke er kommet af med tabuer fra ungdomsoprøret og den seksuelle revolution:

- Vi har en rodfæstet forestilling om barndommen som ren uskyld. Børn har, men bør i princippet ikke have, en seksualitet, og så er en roman om en voksen mand og en meget ung piges gensidige fascination per definition forbudt og føles stadig stærkt krænkende. Måske er vi ikke nået så meget længere, end man var i 1958 i USA, selv om vi paradoksalt nok samtidig har en kæmpe pornoindustri, der rutinemæssigt overskrider tabuer.

Mikkel Bruun Zangenberg mener, at pædofile med det litterære Lolita-begreb i værste fald har fået et påskud for at »normalisere« deres begær over for små piger ved at sige, at de blot er »fascinerede af Lolitaer«.

- Det lyder lidt litterært og småkulturelt i modsætning til, hvis man siger lige ud, at man godt kan lide at voldtage eller forføre ikke-kønsmodne piger, som han siger om udtrykket, der er affødt af en historie, som vi kun ser én rollefordeling i: Manden (den gamle liderbuks) fascineres af den unge pige (det uskyldige offer), velvidende, at Freud for længe siden påpegede, at børn har en seksualitet.

- Forestil dig, hvad der går gennem mødres hjerner, hvis en mand fortæller, at pigen selv spillede op til ham, som Zangenberg siger.

Min kollega, Karen Margrethe Schelin, citerede i en artikel for ti år siden - der er åbenbart ikke sket meget siden da - cand.mag. John Thorup for følgende. Han havde undersøgt unges opfattelse af livsstilsreklamer:

»Teenagepiger bruger den farlige og udfordrende seksualitet til at forarge de voksne med, og på den måde markere en afstand til dem. Det, de kan lide ved luderlooket er, at de voksne ikke kan lide det. Samtidig kommunikerer de noget til forældrene på en ikke-sproglig måde, som de måske ikke kan tale med dem om, nemlig at de er i gang med en kønslig modning.«

P som pervers

»Lolita« er blevet tætmasket analyseret siden sin udgivelse, og bonerte læsere, der garanteret kun har set filmene, gør stadig deres bedste for at arkivere den under P som pervers.

Vladimir Nabokov så sig nødsaget til at skrive et efterord, hvor han tager den sexfikserede symboltænkning af sin roman op til diskussion.

»At min roman virkelig indeholder forskellige hentydninger til en perverteret persons fysiologiske drifter er ubestrideligt. Men trods alt er vi jo ikke børn, ikke analfabetiske ungdomsforbrydere, ikke engelske kostskoledrenge, der efter en nats homoseksuelle hundekunster må tåle dette paradoks: At skulle læse oldtidsforfatterne i veldefinerede versioner.«

Mikkel Bruun Zangenberg har denne vurdering af, hvorfor »Lolita« stadig er genstand for analyser og det, der er værre: - Lolita er etableret litteratur, dels fordi Nabokov gik uhyre meget op i sin stil og form, når han skrev, og dels fordi han vitterlig gav en fængende og nuanceret beskrivelse af begærets vildveje. Det er blevet et højæstetisk værk. Bogen har en overlegen form, man ikke bare kan feje af bordet som sjofel og vulgær og lummer. Den er teknisk suverænt udført, og det har reddet hans roman. Hvis den havde været dårligere skrevet og sølle tænkt, var den næppe blevet kanoniseret.

Det høje litterære niveau har også været en af grundene til, at man har kunnet læse »Lolita« som andet end historien om stedfaderen seksuelle besættelse af steddatteren.

Charlotte Engberg, lektor på Institut for Kultur og Identitet på RUC, nævner Ovid (romersk digter 43 f-kr.-17 e.kr.), der har beskrevet Pygmalion-myten: Kunstner skaber en statue, som han bliver forelsket i som i et levende væsen.

- Det er et typisk tema i litteraturen, siger Charlotte Engberg, kunstnerne skaber en robot eller en dukke og forestiller sig hende som et ideal akkurat, som Humbert skaber Lolita som sit projekt og fantasi.

Den umulige kærlighed

»Lolita« er også blevet læst som den dannede englænders møde med det provokerende og løsslupne Amerika. Den er blevet tolket som Nabokovs egen historie, og nogle har ment, at »Lolita« skal læses som en historie om en piges gigantiske faderbinding.

En forfatter som Erica Jong mente i forbindelse med 30-året for bogens udgivelse i 1988, at historien er en elegi (et sørgedigt) til den umulige kærlighed. Jong skriver i sit essay, at hovedpersonen, Humberts, fascination af Lolita er arketypisk, for han er tiltrukket af noget, han aldrig vil kunne besidde. Den samme kærlighedshistorie som millioner af elskende gennemgår: Man kan ikke få den, man gerne vil have. Skurken i historien er tiden, mener Erica Jong. For det er tiden, der stille og roligt gør den unge 12-årige pige til en kvinde og dermed forsvinder hendes tiltrækning på Humbert.

»Lolitas« tema er også blevet sammenlignet med kunstnerens besættelse af sin egen kreativitet, sommerfuglesamlerens besættelse af den sjældne sommerfugl og flygtningens besættelse af hjemlandet. Vladimir Nabokov, der også var universitetslærer, hadede for sin del, ifølge Erica Jong, freudiansk symbol-læsning af litteratur. Som han siges at have sagt til sine studerende og alle, der gad høre på det: (Når du læser, så) »læg kun mærke til, hvornår dine hår rejser sig...« og »Når du opdager et symbol (i en tekst, red.) så spørg dig selv, om det ikke er dit eget fodspor.«

Slut med film

I dag kan vi kunstnerisk og kommercielt beskrive tabuer, der engang var lukket land: Kannibalisme, nekrofili, mord, porno og meget andet, men en ældre mands besættelse af en ung pige er stadig tabubelagt som intet andet.

Da filminstruktøren Adrian Lyne havde lavet sin filmatisering af »Lolita« i 1997 måtte han henvende sig til betalings-tv-kanalerne, for ingen andre stationer i USA turde vise den såkaldte »kontroversielle« film.

Både Kubricks film fra 1962 og Adrian Lynes kan de fleste huske, hvis de har set dem. Siden er temaet med den modne mand, der seksuelt tiltrækkes af en umyndig og seksuelt vågnende lillepige ikke beskrevet på samme måde.

Ifølge Peter Schepelern, der er ph.d. i filmvidenskab og lektor ved Institut for Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet, vil det heller ikke ske igen. - Jeg tror ikke, der bliver lavet flere film med det tema. Hvis det bliver berørt fremover, så bliver det en problematisering af fænomenet. »Lolita« er undtagelsen, der bekræfter reglen. Den bog ER skrevet. Det var så det. Færdig.

BerlingskeTidende

Fra forsiden

kundeservice_banner_20140313
StiftenFordele_Webbanner01_223x70 (1)
AvisKlubben_Webbanner_223x70