Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere>>

fyens.dk

Fyens Stiftstidende - Fyns Amts Avis

fyensdk
 
  • Del artiklen:
Frihed er det bedste guld

Frihed
er det
bedste
guld

Annonce:

Adventure Holidays New Zealand 2017 – rundrejse med dansk rejseleder

Adventure Holidays New Zealand 2017 – rundrejse med dansk rejseleder

xxxxxx
Foto: Jørgen Outzen xxxxxx => ------- Bestillings Caption ------- => interview med Janne Taxholm i serien Lykke er...

Artiklen er hentet i arkivet

Asli og Bjørn kan kende en gulerod på en glad fløjten, og Egon, Lasse og Mathilde lunter nysgerrigt efter de gnækkende gutter. De to første er geder, og resten er får, som lever highlife på kanten af Danmark og næsten dypper tæerne i en af landets flotteste udsigter. Den rare kone, der har lovet dem evigt liv eller i det mindste fred for slagtekniven, har tøjret dem, så de næsten kan se til Tyskland, i hvert fald et godt stykke ud over Østersøen...

Janne Taxholm har boet lidt mere end et år i Bagenkop og er faldet godt til. Hun var på et tidspunkt hos byens akupunktør og blev så betaget af husets udsigt, at hun fik indehaveren til at love, at hun kunne købe huset, hvis det nogensinde blev til salg. Det blev det. Og hun købte. Og hun har ikke fortrudt. Udsigten er 180 grader og skifter fra dag til dag. Og den er lige så flot i storm, gus og saltsprøjt som i magsvejr, rødmende solnedgang og hvide nætter.

- Det er rendyrket lykke. Jeg bliver glad hver gang, jeg kigger ud over havet, siger Janne Taxholm, der har kigget på vand fra mange verdenshjørner. Grønland, Østen, Afrika, Sydamerika...

Bed uden breakfast

- Lykke for mig er den frihed, jeg har sammen med min mand, den frihed, han gi'r mig, og lige så langt, jeg husker tilbage, er det friheden, jeg har sat højest. Frihedstrang, rejsetrang. Jeg har altid haft udlængsel.

- I mine årer løber en festlig cocktail af taterblod, islandsk og spansk blod, et godt mix, synes jeg, men det er nok også denne blanding, der gi'r rastløsheden... Jeg er ganske vist ved at falde til ro, skønt lysten til at rejse er intakt.

I øjeblikket ser hun frem til et gensyn med Mexico til foråret. I anledning af, at hun bliver folkepensionist. Hun kunne rejse meget mere, hvis hun ville, men roen er faldet på i den nedslidte fiskerby, hvor hun har overtaget pensionat Klinten. En pension for tyske lystfiskere, der elsker at komme der - igen og igen. De fleste passer sig selv, andre skal ha' morgenmad, og et hold på 12 forventer også middag med to retter og smurte sandwiches som madpakke. Så bliver der snakket og grinet, men Janne Taxholm er slidt ned til gravhund, når de rejser efter tre dage. Madlavning har aldrig interesseret hende, men når »middagsholdet« skal komme, ligger hun vågen i nattemørket og repeterer sine frikadeller.

- Jeg foretrækker at ha' »Bed« uden »Breakfast«, griner hun.

Jeg var en vatnisse

Hun er vokset op i et velhaverkvarter, først i Sorgenfri, senere i Virum. Med en passus i Upernavik, den næstnordligste by i Grønland, hvor hun boede et par år som helt lille, mens hendes far skrev doktordisputats om eskimoernes øjne. Hun har få billeder i erindringen, men kærligheden til den grønlandske natur har holdt sig.

- Jo, jo, det var et hjem med klaver. Mor var tandlæge, far øjenlæge, og der var en masse pissefornemt pjat og abegilder, som jeg altid flygtede fra. Jeg synes ikke, jeg har haft en god barndom. Fint skulle det være, men lort var det, for der var aldrig plads til min søster og mig. Det udvortes var i orden, men følelser var der ikke plads til. Jeg lærte aldrig at spille på klaveret - heller ikke i overført betydning.

- Jeg dyrkede meget sport og drømte om at blive sygeplejerske, for jeg ville gerne hjælpe andre. Min søster blev læge og siger, at jeg ville være blevet en god sygeplejerske, men vores hushjælp mente ikke, jeg kunne tåle at se blod. I stedet skulle jeg være tresproglig korrespondent og først i huset hos en professor i Boston. Men så langt nåede jeg aldrig. Efter at jeg havde været oppe i matematik til realeksamen, forelskede jeg mig uhjælpeligt i min matematiklærer. Jeg var 17 år, han 26 - og musiker. Siden fandt jeg ud af, at det ikke var forelskelse, men forgabelse. Det gik, som sådan noget jo ofte gør - jeg blev gravid. Og vi blev gift, for ingen af mine forældre skar igennem. Og efter, at jeg havde født min søn, fik jeg min eksamen fra lægesekretærskolen. Min mand ville ha', at jeg skulle gå hjemme og passe børn, og jeg var hjemmefra vant til at adlyde. Jeg var kort sagt en vatnisse - men det forandrede sig, da jeg gik fra ham.

Farvel til børnene

- Vi flyttede til Holsteinsborg med to børn i 1967, og jeg var der til 1972, for jeg mødte Henning, som jeg virkelig forelskede mig i. Vi besluttede at ta' til Svendborg, hvor han skulle på maskinmesterskole. Det var hårdt, for jeg ville ikke rive børnene op fra deres hverdag og tage dem fra deres far. Jeg var både ung og egoistisk, følte mig fri, og fra at være en, der ikke kunne noget, kunne jeg pludselig klare det hele. Båret på forelskelsens vinger tog jeg til Svendborg, som jeg aldrig havde været i tidligere, for at finde en lejlighed og et arbejde. 52 dage fik vi sammen, inden han døde i en motorcykelulykke. Det er det værste, jeg har oplevet, jeg ville bare dø.

- Så begyndte jeg at gå i byen. Jeg måtte ud, væk - væk fra mig selv. Ved en reception på en af byens værtshuse hører jeg pludselig Hennings motorcykel starte - der var ingen tvivl, for den havde en meget speciel lyd, og jeg løb ud og kastede mig op på bagsædet - og vi kørte galt. Det viste sig, at Steen - min nuværende mand - havde købt og restaureret den, og sådan mødtes vi på motorcyklen, som jeg kalder held-i-uheld-i-held-motorcyklen. Steen var 20 år, jeg 31, men det udviklede sig alligevel til kærlighed, der har holdt. Han er ansat på boreplatform og arbejder ude i verden. Så jeg er meget alene. Vi gi'r hinanden meget råderum og har det godt, når vi er sammen.

- Jeg er med årene blevet meget realistisk. Sådan! Selvfølgelig var det forfærdeligt at sige farvel til børnene dengang, men jeg vidste jo, at der var lys forude, og det var ikke et godt ægteskab. I dag har jeg et meget fint forhold til mine børn og børnebørn - ja selv til min tidligere mand.

37 flytninger

- Jeg var blevet ansat i omstillingen på Fyns Amts Avis og var en del år sekretær for chefredaktøren, og livet på avisen passede mig så godt. Det var en rigtig dejlig tid.

- Men så pressede de spanske gener sig på. Jeg ville ud og sejle og blev gift med Steen i Thailand i 1978, og i 1986 flyttede vi til Spanien for at blive der til vores dages ende.

- Alt blev solgt, og jeg tog afsted. Men jeg måtte jo sande, som så mange andre har måttet, at det er ikke til at holde ud at bo på kysten, hvor der er alt for mange turister, og livet er alt for overfladisk. I otte år boede vi i Spanien forskellige steder, men det blev aldrig, som jeg havde forestillet mig. Jeg ville hjem!

- 37 gange i mit liv er jeg flyttet. Det lyder voldsomt, men på den anden side ville jeg ikke kunne holde ud at bo samme sted og være i det samme job livet igennem. Det er for borgerligt. Der skal nye udfordringer til. Der skal ske noget...

- Men nu flytter jeg ikke mere. Lykken er her. Det er jeg overbevist om. Og den er jeg ikke kommet sovende til. Lykke har været, at jeg har turdet ta' chancer, hvis ikke, jeg havde gjort det, tror jeg aldrig, jeg ville være blevet lykkelig. Mit liv har været et sjovt sammensurium af omsorgssvigt, forkælelse og barske oplevelser, knokleri og op og nedture. Men lige som jeg har ligget på bunden, har jeg sandelig også stået på toppen - og dér står jeg nok nu igen - i bogstaveligste forstand.

- Jeg lever sammen med mine høns, får, geder, katte, kanariefuglen - og en korsedderkop, og når jeg ikke har tyske lystfiskere på pension, eller Steen er hjemme, kan der indimellem gå 14 dage, hvor jeg ikke taler med et menneske - kun med mine dyr. Det har jeg det fint med. Jeg passer huset på 333 kvadratmeter, strikker og læser - og pudser vinduer. Når gusen ta'r fat, er det ikke nemt at se noget. Så er det om at få gang i haveslangen - og lade Vorherre puste, så jeg igen kan nyde udsigten. Dén kan jeg aldrig blive træt af.

Fra forsiden

kundeservice_banner_20140313
StiftenFordele_Webbanner01_223x70 (1)
AvisKlubben_Webbanner_223x70