Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere>>

fyens.dk

Fyens Stiftstidende - Fyns Amts Avis

fyensdk
 
  • Del artiklen:

Artiklen er hentet i arkivet

Hej Jesper Juul

Vi har en datter på snart fire år og en travl hverdag. Vi er vel en af de familier, som oplever den meget omtalte konflikt mellem arbejdsliv og familieliv. Vi mener generelt, at børn har godt af faste rammer og vil, at vores datter lærer bordskik og sidder pænt ved bordet, når vi spiser. I lang tid har dette udviklet sig til et drama, hvor hun ikke vil hverken sidde ordentligt på stolen eller spise normalt. Vi mener, at vi har været tydelige i vores forventninger til hende og har mange gange forklaret hende, hvorfor det er nødvendigt, at hun lærer at spise pænt. Nu er vi begyndt at bruge "time-out-metoden" (som set på Nanny i tv). Vi sætter hende ind i på hendes værelse og lukker døren og går så ind til hende efter nogle minutter. I begyndelsen græd hun meget, men nu er hun bare tavs og sur, når vi kommer og spiser kun sin mad modvilligt. Hun gør altså mere, som vi vil, men stemningen er jo ikke blevet, som vi ønsker os.

Gør vi noget forkert?

Majas forældre

Svar: Mit umiddelbare svar på jeres spørgsmål er et klart "Ja!" Så lad mig først begrunde dette og derefter foreslå et alternativ. Lad os dog til en begyndelse tage en tur med helikopter og se situationen lidt fra oven:

Vi ser to store, ansvarlige, intelligente og erfarne voksne i en håbløs magtkamp med en lillebitte fireårig pige. Det er helt ude af proportion! Opdragelse som magtkamp er altid en dårlig idé, fordi alle tre parter taber: forældrene, barnet og ikke mindst kvaliteten af deres indbyrdes forhold - helt uanset hvem der til slut vinder de enkelte slag.

Børns adfærd er altid også et produkt af deres relation til forældrene. De fødes med forskelligt temperament - som ofte ligner en af forældrenes - og forskelligt potentiale. Hvordan, de udvikler dette, afhænger først og fremmest af forældrenes lederskab. Det er med andre ord for-ældrenes ansvar. Når der opstår konflikt i en relation, er det aldrig den ene parts skyld, og når det sker mellem voksne og børn, er det altid de voksnes ansvar. Derfor er det både urimeligt og uansvarligt at give jeres datter skylden for disse konflikter, og det er jo det, der sker, når hun bliver sendt i isolation. Jeres budskab er tydeligt: Vi er ikke tilfredse med situationen, og det er din skyld. Når forældre er frustrerede over deres relation til et barn, er det aldrig barnets skyld, men de voksnes ansvar - ansvaret for at ændre de voksnes bidrag til situationen. Når barnet får skylden, krænker vi barnets personlige integritet og nedsætter dets livsduelighed. Skyld og skam er de to mest selvdestruktive følelser, vi kender, og de bør ikke indbygges i barnesjæle.

Det betyder ikke, at jeg mistænker jer for at være "uansvarlige" - langtfra! Det er jo for eksempel meget ansvarligt at ville lære sit barn civiliseret opførsel omkring middagsbordet. Men stemningen i en familie - også mellem far og mor - afhænger kun sjældent af, hvad vi gør, men hvordan vi gør det.

Det er denne vigtige dimension, tv-programmer som for eksempel Nanny ignorerer. I stedet bygger de en falsk virkelighed op, hvor alting tilsyneladende handler om opdragelse - rigtig, forkert eller slet ingen opdragelse. De formidler en slags opdragelses-pop, som på sigt ikke holder en brøkdel af, hvad de lover.

Jeres datter gør med sin (dårlige) opførsel opmærksom på, at der er noget galt med jeres relation, og at hun ikke trives optimalt. Det er jeres opgave at reflektere over, hvad det kan være. Det betyder ikke, at I har været "dårlige" forældre, men kun at I har "dummet" jer på nogle punkter, og det er der absolut intet i vejen med, når blot I tager ansvaret og ændrer på jeres adfærd.

Alle forældre "dummer" sig med jævne mellemrum, og vi opbygger kun vores kompetence som forældre ved at lære af vores fejl.

Jeg kender ikke jeres familie og kan derfor ikke forklare, hvad der er gået galt. Noget tyder på, at I har for travlt og for travlt med at få alting til at fungere gnidningsløst i en grad, hvor jeres datter er begyndt at føle sig mere som en belastning end som en berigelse for fællesskabet. Vi ser ofte denne form for ensomhed hos moderne børn, og før eller siden rammer den også de voksnes kærlighedsforhold. Vi mister oplevelsen af at have værdi for hinandens liv, når al energien rettes mod arbejdet og familiens drift. Måske er det det, jeres datter forsøger at fortælle jer: "Nu må I altså stoppe! Hvad med om vi bare havde det hyggeligt sammen!"

Uanset hvad det er, hun forsøger at sige, vil jeg foreslå følgende: Sæt jer sammen med hende i en stille stund og sig: "Vi har været så usikre på, hvad vi skulle gøre, at vi er begyndt at straffe dig for noget, som faktisk ikke er din skyld. Det er vi kede af, og det gør vi ikke mere. Vi ved ikke helt endnu, hvad vi skal gøre, men vi skal nok tage ansvaret for det."

På tv-skærmen ser det ofte ud, som om for eksempel time-out-metoden virker. Og det gør den ofte også en kort tid. Hvis de voksne er virkelig ihærdige og konsekvente, kan den endog virke ganske længe. Det virker nemlig altid, når de stærkeste krænker de svageste, men der er en høj pris at betale senere. Børnene må kæmpe en ofte livslang kamp mod skyld og skam og lavt selvværd, og forholdet til forældrene bliver dårligt. Denne form for krænkelse har intet med opdragelse at gøre. Det er dressur, og sårene på barnets sjæl læges ikke af, at det i andre situationer får ros.

Det kan være en god idé at tage en time-out, men tag den sammen. Når konflikten er kørt fast i et destruktivt spor - det vil sige i magtkamp - kan man tage barnet med ind i et andet rum, sætte sig ned og tænke over tingene sammen. Når de voksne klarer at tie stille en kort tid, vil børnene ofte være dem, der først kommer op med konstruktive løsningsforslag.

Til slut en god tommelfingerregel: Hvis du overvejer at bruge en eller anden "metode" over for dit barn, så overvej først, om du ville gøre noget tilsvarende med din kæreste. Hvis svaret er nej, er det sandsynligvis også en dårlig idé at udsætte barnet for den, medmindre du tilhører den del af voksenverdenen, der stadig ikke vil anerkende, at børn er rigtige mennesker.

Familiens fælles måltider kan kun fungere, hvis alle er velkomne omkring bordet, sådan som de er og har det i dag. Det er fint at opbygge en kultur i familien, hvor alle respekterer netop disse to voksnes forståelse af, hvad god bordskik er, men det er ikke klogt at forlange, at deltagerne skal lægge låg på deres følelser eller mislydene i deres indbyrdes forhold.

Fra forsiden

kundeservice_banner_20140313
StiftenFordele_Webbanner01_223x70 (1)
AvisKlubben_Webbanner_223x70