Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere>>

fyens.dk

Fyens Stiftstidende - Fyns Amts Avis

fyensdk
 
  • Del artiklen:
- Jeg vælger livet

- Jeg
vælger
livet

Annonce:

Nyborg Rejser - Udflugter & rejser. Se alle vores rejsemål her: Nyborg-rejser.dk

Nyborg Rejser - Udflugter & rejser. Se alle vores rejsemål her: Nyborg-rejser.dk

Bodil Udsen synes, hun har været heldig med livet. - Jeg har måske også haft et åbent og lykkeligt sind. Det skal man jo have for at tage imod det. Jeg er ikke kun en stor lalleglad idiot, jeg er både højt grinende og meget grædende, jeg er til begge sider, siger hun.
Foto: Linda Johansen/Polfoto

Artiklen er hentet i arkivet

Livsangst har der ikke været plads til i skuespillerinden Bodil Udsens tilværelse. Hun har kastet sig sultent over både mændene og arbejdet og sagt, hvad hun ville. Også når det har givet øretæver
Astmaen er til at høre med det samme, da Bodil Udsen tager imod i sit rækkehus. Piv og hvæs siger det fra hendes 82-årige lunger. Koldt og fugtigt vintervejr har fået vejrtrækningsproblemerne til at bryde ud i lys lue.

- Det lyder, som om lungerne er ved at flyve ud, og øjnene er ved at ryge ud af hovedet. Jeg har haft tre gange lunge-betændelse i efteråret. Hver gang siger jeg, at jeg ikke kan holde til flere, men jeg holder jo. Det er utroligt. Jeg må være stærk som en okse, konstaterer hun.

Det er også astmaen, der har fået Bodil Udsen til at lukke ned for aktiviteten på scenen, stærk som en okse eller ej. Når hun ikke længere kan garantere, at hun kan stå der hver dag, vil hun ikke mere. Men hun savner det.

- Jeg kan så godt lide at stå på scenen, og jeg har spillet nogle vidunderlige roller. Jeg har aldrig været den unge yndige, så jeg er stort set gået lige ud i karakterroller. Jeg har ikke været arbejdsløs, og jeg har prøvet både tragedie, komedie, revyer, varietéer og cabaret. Jeg har været rundt i det hele, og selvfølgelig har det ikke være lige sjovt alt sammen, men egentlig har jeg moret mig hele tiden. Stort set har det været en fest. Det er noget værre noget, at man ikke kan det mere, siger hun med sin hæse og lidt hvasse stemme.

Selv om Bodil Udsen ikke længere står på scenen, er hun langtfra pensionist. Hun holder stadig foredrag, læser op og er netop startet med optagelserne til instruktøren Kristian Levrings nye spillefilm, hvor hun er mor til Ulrik Thomsens figur. Og så har efteråret budt på hele to interviewbøger, hvor hun har fået tildelt en hovedrolle. I den ene deler hun fortællescenen med veninden Anne Marie Helger, i den anden samtaler hun med tidligere statsminister Anker Jørgensen, som hun tidligere kun havde hilst kort på.

- Anker er utrolig sød, selv om han ikke vil have, at jeg siger det. Og det er helt fantastisk at sidde med et menneske, som man ikke kender noget videre til, hvor man bare ævler løs. Det er sværere at få mig til at være sammen med folk, jeg ikke kender, nu. Når man kommer op i årene, gider man næsten kun dem, man kender, siger hun.

Hvad der har fået to forfattere til uafhængigt af hinanden at ville lave interviewbøger med hende, ved hun ikke.

- Det er vel fordi, de tænkte: Nu dør hun snart, siger hun med et stort grin.

Vanvittigt ubehagelig

Bøgerne byder på ærlige og bramfrie erindringer og betragtninger om alt fra kærlighed, tro og politik til Ungdomshuset i København. Bodil Udsen har aldrig ladet ordene sidde fast i halsen.

- Det har jeg fra min mormor og min mor, siger hun og gør et kast med hovedet i retning af væggen bag hende, hvor der hænger et malet portræt af kvinden, der fødte Bodil Udsen i 1925.

- Vi har været meget lidt konforme i hver vores tidsalder. Jeg har gjort meget lidt for at tækkes folk, og sådan var min mor og mormor også. Det gik dem jo meget godt alligevel, og det er det jo stort set også gået mig. Min mormor var jo sådan en arbejderkone, og hun sagde, hvad hun mente. Hun var meget kontant, men hun var meget afholdt. Min mor var ikke helt så slem, hun havde mere empati, og så havde hun i øvrigt en fantastisk sort humor, men hun sagde også sin mening.

Bodil Udsen er altså den tredje i familierækken af kontante kvinder. På den vis er der ikke langt fra skuespilleren til nogle af hendes mest folkekære roller som fru murermester Jessen i "Mata-dor" eller bardamen Emma fra Rottehullet, der blev frekventeret af beboerne i "Huset på Christianshavn".

- Jeg kan også være vanvittigt ubehagelig, har jeg ladet mig fortælle. Jeg siger, hvad jeg mener. Det har jeg altid gjort, også da jeg var ung og barn. Jeg er selvfølgelig også rendt ind i en kasse øretæver i ny og næ, fordi jeg ikke kunne tie stille de rigtige steder. Jeg vil ikke påstå, at jeg hører til dem, der tænker meget, før de taler. Det er kun, når jeg bliver interviewet, og folk spørger om min mening om det ene eller det andet. Så bliver jeg nødt til at tænke over det, for jeg har jo ikke en mening om alting. Det kan godt forundre en, at man skal tage stilling til, hvad der foregår i Mel-lemøsten, bare fordi man har været med i "Huset på Christianshavn", siger hun.

Respekten røg

En af de tidlige øretæver var, at hun blev smidt ud fra Statens Teaterskole efter kun et år. Hvorfor har hun aldrig helt fundet ud af. Hun har dog stærkt på fornemmelsen, at det skyldtes, at hun svarede sin pigeglade rektor igen og gjorde ham opmærksom på, at hun ikke brød sig om slibrige gamle mænd. Troen på autoriteter havde hun sagt farvel til som 15-årig, da hun mødte op i skolen kort efter, at hun havde siddet og holdt sin kræftsyge og dybt smerteplagede far i hånden, da han døde.

- Han var så forfærdelig syg. Han havde kræft alle vegne, og alt gjorde ondt. Den fred, der kommer, når døden ind-træffer, kan man jo også være beroliget af. Man kunne se, hvordan han drog sit sidste suk, og så faldt det smertefor-trukne ansigt helt til ro.

Hendes gymnasierektor kunne imidlertid ikke komme med andet end ufølsomme kommentarer om, at hendes mor nok blev nødt til at sælge huset.

- Da røg respekten for voksne mennesker sig en tur, og siden har jeg aldrig haft respekt for øvrigheden, konstaterer hun i "Livsstykker", samtalebogen med Anne Marie Helger.

I stedet for at gå den slagne vej via teaterskolen blev hun antaget til Studenterrevyen og supplerede med arbejde på et kontor. Her blev hun en dag ringet op af Stig Lommer, der hyrede hende til en revy på ABC Teatret, og siden gik det slag i slag med revyerne. Fra 1960'erne fik hun også for alvor lov til at prøve kræfter med de store karakterroller. Hun var blandt andet den første, der spillede Virginia Wolf i Danmark.

- Bodil Kjær syntes ikke, hun var gammel nok. Jeg var jo yngre end hende, men jeg ville under ingen omstændigheder sige nej til sådan en rolle, om jeg så havde været tolv år.

Flotte mænd

Scenen har fyldt meget i Bodil Udsens liv, men det har mændene også. Og hun har efter eget udsagn været mere end almindeligt heldig med dem, både hvad angår udseende og sind.

- Det har simpelthen været nogle vidunderlige mænd. Både søde, flotte og intelligente, siger hun.

- Der er jo ikke noget som forelskelse, der sætter fut i fejemøget. Det er en for-yngelseskur af den anden verden. Jeg ved godt nok ikke, hvem det skulle være, jeg skulle forelske mig i nu, men det har jeg selvfølgelig aldrig vidst.

Hun har været gift tre gange. Den første ægtemand var Kaj Bruun, som hun blev gift med, da hun var tyve. De blev skilt efter et par år, da hun mødte Ole Krøyer, som styrede Studenterrevyen. Ægteskabet med Ole varede fra 1949 til 1959, hvor han døde af sukkersyge.

- Det var forfærdeligt, da han døde. Han var kun 38. Jeg arbejdede som en sindssyg og lagde penge op, og så tog jeg et halvt år fri og tog til Sydfrankrig. Jeg kunne nok have fået en uge fri, hvis jeg ikke var taget af sted, men det er jo ikke noget. Man sørger jo ikke en uge, en sorg er noget, der bare er der hele tiden, siger hun.

Og så skal vi for øvrigt ikke grave for meget i det med ægtemænd, som hun har mistet.

- Så begynder jeg bare at græde, siger hun.

Da hun kom hjem fra Frankrig, kastede hun sig ud i arbejdet igen, og det fortsatte hun med for fuld kraft, indtil hun fandt sammen med sin tredje ægtemand, købmand Jens Therkildsen. Så skruede hun lidt ned for arbejdet, så parret kunne få tid til at være sammen, blandt andet på rejser til det Afrika, som hun elsker højt og har været fascineret af, siden hun var barn.

- Jeg opfandt også en negerpige, som jeg gik i klasse med i underskolen og kom hjem og fortalte den ene løgnehistorie om efter den anden. Jeg fandt rigtig ud af, hvordan hun svang sig i lianerne på Vigerslev Allé. Min mor var fantastisk, for hun gik med på den slags, indtil det blev for slemt. Så foreslog hun, at jeg inviterede pigen med hjem. Så blev jeg jo nødt til at sige, at hendes far var blevet syg, så hun havde været nødt til at rejse, griner hun.

Ingen livsangst

Jens forelskede hun sig i, første gang hun så ham i Aalborg, hvor han boede med sine to døtre og drev en forretning. Han var ven med en af kollegerne på Aalborg Teater, og det sagde bang med det samme. Men da hun erklærede ham sin kærlighed, fik hun at vide, at det måtte hun se at glemme. Det kunne ikke hænge sammen med hans liv i Aalborg med døtrene og forretningen og hendes karriere.

De så hinanden lidt til og fra i de næste ti år, hans døtre blev voksne, og han solgte sin forretning. Og da hun kom til Aalborg i forbindelse med sit arbejde, kom følelserne op igen, og nu var Jens Therkildsen klar til at rykke til København.

- Pludselig røg vi op i den syvende himmel, og så blev vi ved med at være der. Altså selvfølgelig ikke lige højt oppe i 25 år, men vi blev ved med at være forelskede i hinanden, fortæller hun.

Man skal passe godt sammen, og så skal man give hinanden plads. Sådan lyder Bodil Udsens forklaring på, at parret kunne fortsætte med at være oppe i de øvrige luftlag gennem flere årtiers ægteskab.

- Der er nogle, der er bange for, at "tænk, hvis han går fra mig", men sådan tænker jeg aldrig. Jeg er meget lidt fremsynet. Jeg er ikke en bekymringsdame. Jeg synes, at livet er dejligt. Jeg har heller ikke lidt under jalousiens frygtelige byrder. Folk sagde: "Er du ikke bange?", når Jens var ude med Susse Wold og Ghita Nørby og alle mine andre teaterveninder, men det var jeg aldrig. Jeg er ikke med i bekymringsindustrien. Jeg er heller ikke livsangst og bange for, at der er nogen, der kommer efter mig på gaden. Det kan selvfølgelig være dumhed. Jeg er måske letsindig, når det kommer til stykket. Somme tider synes jeg, at jeg må være vanvittig overfladisk, når jeg ikke er mere bekymret, men det er meget behageligt. Jeg vil meget nødig gå rundt og være bange for livet og for at miste. Selvfølgelig mister man, det er jo en del af livet, man mister hele tiden, så det kan ikke nytte noget, siger hun. Også den manglende livsangst er i øvrigt et træk, hun har arvet fra sin mor.

- Jeg tror heller ikke, at min mor var bange, men hun var heller ikke den, der gjorde, at man skulle være det. Man kan jo godt forestille sig mødre, der hele tiden siger "pas nu på" og "lad nu være", men det gjorde hun ikke.

Alderdom giver ikke visdom

Jens Therkildsen døde i 1999 og blev begravet fra det samme hus, som Bodil Udsens er opvokset i, og hvor hendes far også udåndede. Her var parret nemlig rykket ind, da hendes mor blev for gammel til at bo der selv, og her bor Bodil Udsen stadig. Hun har en rengøringshjælp og en knap, hun kan trykke på, så Falck rykker ud, hvis hun skulle blive for dårlig af astmaen. En af de få ting, der kan gøre hende bange, er nemlig, hvis hun bliver syg, når hun er alene.

- Jeg synes ikke, det er særlig sjovt at blive gammel, men det er nok mest på grund af min astma, for hvis jeg havde det godt rent korporligt, ville jeg nok have det godt. Men når man ikke kan få vejret, er der ikke ret meget, der er morsomt. Jeg synes heller ikke, man bliver klogere med alderen. Jeg synes ikke, jeg er blevet særlig vis, konstaterer hun tørt.

Trods det skrantende helbred har hun dog stadig masser af livskraft tilbage og er samtidig et af de heldige mennesker, der kan se tilbage uden fortrydelse og følelsen af at være gået glip af noget.

- Jeg har haft store sorger, men også store glæder. Jeg kan glæde mig over mennesker af meget forskellig art. Også børn. Jeg synes børn er fantastiske, selv om jeg aldrig selv har haft nogen, så synes jeg deres energi, umiddelbarhed og eftertænksomhed er vidunderlig. Jeg har været heldig med livet, det har jeg faktisk. Jeg har måske også haft et åbent og lykkeligt sind. Det skal man jo have for at tage imod det. Jeg er ikke kun en stor lalleglad idiot, jeg er både højt grinende og meget grædende, jeg er til begge sider. Jeg siger ja til livet.

"Livsstykker - Bodil Udsen & Anne Marie Helger i samtale", af Mette Weyde, udgivet på Schultz Forlag.

"Noget af en historie - Anker Jørgensen, Bodil Udsen og livet under bøgen" af Thomas Thurah, udgivet på Gyldendal.

Fra forsiden

kundeservice_banner_20140313
StiftenFordele_Webbanner01_223x70 (1)
AvisKlubben_Webbanner_223x70