Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere>>

fyens.dk

Fyens Stiftstidende - Fyns Amts Avis

fyensdk
 
  • Del artiklen:
Væbnet med ord

Væbnet
med ord

Annonce:

Billig tilbud på charterferie

Se alle vores destinationer og billige tilbud her!

Lokalerne til Læs for Livet ligger på Østerbro i København. Her er lange reoler fyldt med bøger, primært børnebøger.
Foto: Victoria Mørck Madsen

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Første gang, Rachel Röst ringer til de sociale myndigheder, er hun 15 år. Hun ringer nede fra stuen. I to år har hun kæmpet mod sin far og hans religiøse diktatur. Faderen er fanatisk mormon. For ham handler alt om kontrol. Hun må ikke høre musik. Han tager døren til hendes værelse, så hun intet privatliv har. I telefonen får Rachel Röst fat på en socialrådgiver. Hun lytter til hende.

- Jeg har ikke flere kræfter tilbage. Jeg kan mærke, at der er noget, der skrider inden i mig, som om mine knogler glider fra hinanden. Jeg er så tæt på at knække, at det føles, som om jeg aldrig bliver et helt menneske igen. Et indre jordskred.

Forræder

Hendes mor er syg. Altid. Hun ligger på sofaen, fejler alverden og tager meget medicin. Hun er aldrig rigtig til stede. Rachel Rösts frihedstrang er så stærk nu. Den griber fat om hende som næver, der kæmper. Hun ved, hun har sin fars stædighed, nu skal den bruges mod ham. Hun har også Pippi og Ronja Røverdatter. De kæmper også.

Socialrådgiveren kalder familien til møde. Faderen græder, og hendes mor er rasende. Det er første gang, Rachel Röst ser sin mor reagere på noget. Hendes mor råber, at Rachel er en forræder. Kommunen beslutter, at Rachel Röst skal med hjem igen.

Det er det værste, der kunne ske. Familien bor i et rækkehus på Amager. Men fra den dag af er Rachel Röst ikke længere et medlem af familien, hendes forældre fryser hende ude. De kærlige ord og omsorgen forsvinder. De fortæller ikke, når de spiser, og ofte kommer hun ned ad trappen blot for at opdage, at familien allerede har spist.

Vendepunkt

Det, der bliver vendepunktet, er en kanin. Hendes søsters kanin, Stampe. En angorakanin, der bor inde på værelset ved siden af hendes. Den dag, det hele vender, kommer Rachel Rösts mor gående op ad trappen. Hun har en gulerod med og går ind til kaninen. Hun nusser den, taler sødt til den, viser den omsorg. Alt det, som Rachel Röst aldrig har fået fra sine forældre, får kaninen.

- Jeg sad bare inde ved siden af på mit værelse og græd, for jeg var så misundelig på den skide kanin - på den lille omsorg, den fik, og som jeg ikke fik.

Rachel Röst holder en lille pause, hun har tårer i øjnene. De står lige på kanten klar til at falde, lidt ubeslutsomme, så fortsætter hun:

- Jeg kan mærke følelsen igen, når jeg går ind i fortællingen.

Den 15-årige Rachel Röst sætter sig ned og skriver et brev til de sociale myndigheder, hvori hun beskriver alt det, der foregår i hjemmet. Endelig sker der noget, og hun flytter ind på en ungdomspension.

Farvel til barndommens land

Lokalerne til Læs for Livet ligger på Østerbro i København. Man går gennem en tung flaskegrøn port, ned ad tre trin og så står man blandt lange reoler fyldt med bøger, flest børnebøger, heraf de to bøger, som Rachel Röst selv har forfattet. Blandt dem findes hendes helte Pippi, Puk og Ronja. Fra Rachel Röst var syv år, har bøgerne været hendes parallelverden, den, hun flygtede ind i, når virkeligheden blev for udmattende. Biblioteket var et sted, hvor hun altid kunne finde hjælp, viden og trøst.

- Nu har jeg mit eget lille bibliotek, og det føles rigtig trygt. Og samtidig meget åbent, for bøgerne symboliserer også frihed. Verdener, som man kan træde ind i og ud af. Hvis der er en bog, man ikke kan lide, kan man bare lukke den og sætte den tilbage i reolen. Der er ingen tvang, og på den måde er bøgerne en rød tråd i mit liv. Det, som andre ikke gjorde for mig, gjorde bøgerne.

Ungdomspensionen er ikke ideel for Rachel Röst, men der er frihed - og nye risikofaktorer. De andre unge er fra hardcore-miljøer, og Rachel Röst skal pludselig til at agere i en verden med 16-årige alkoholikere, børn af narkomaner og prostituerede, men det er stadig bedre end at være hjemme. Der er plads til hende.

- Jeg kan se i bakspejlet, at jeg har manglet en overlevelsesstrategi. Om aftenen hang jeg foran fjernsynet. Eller røg en fed. Jeg husker en famlen efter noget trygt, men jeg vidste ikke hvad. Jeg skrev dagbog for at holde fast på sproget, ubevidst. Jeg har altid gerne villet være forfatter, og det har altid været vigtigt for mig at sætte ord på tingene.

Mødrehjemmet

Rachel Röst bor på ungdomspensionen, til hun er 18 år. Hun flytter på kollegium, dropper ud af gymnasiet igen. Hun møder en fyr - en bad boy - bliver gravid og flytter på mødrehjemmet Egmontgården.

- På mødrehjemmet braser det hele sammen om ørerne på mig. Det var bare ikke meningen, at mit liv skulle være sådan. Jeg havde fået Silas, og jeg elskede ham så højt fra begyndelsen, så der var ikke tale om en fødselsdepression. Men jeg var helt alene. Der var ingen kontakt til faderen, og mine forældre var ikke interesserede eller opsøgende. Jeg ville ikke tilbage til dem, jeg havde smagt friheden og ville ikke tilbage under min fars tag.

En aften kulminerer det hele. Rachel Röst sidder ude på toilettet og forsøger at amme sin lille dreng. Hun er 19 år og helt alene. Hun har brystbetændelse, brysterne bløder, og det gør hvinende ondt.

- Jeg er helt væk og tænker bare over, hvordan mit liv er blevet sådan. Jeg kunne ikke få det til at passe, men trods det havde jeg en iboende følelse af, at jeg havde potentialet til at blive noget særligt. Der var noget andet, der var bedre end det her. Og lige der tog jeg beslutningen om, at nu skulle det gå opad.

Hun får en treværelseslejlighed i Nordvestkvarteret og begynder på hf. To år senere og med sin dreng på hoften får hun sin eksamen med skolens højeste snit. Hun bliver optaget på litteraturvidenskab på Københavns Universitet.

- På litteraturvidenskab var der virkelig nogle kulturelle koder, jeg slet ikke kendte til. Den første dag var der navnerunde. Jeg sagde mit, at jeg var mor, og at mit studiejob var at skrive ugebladsnoveller til Hjemmet. Jeg var helt glad, men de andre kiggede på mig, som var jeg det mest white trash, man kunne forestille sig. De andre læste obskure digte og vidste bedre. Jeg var udenfor fra den første dag, jeg begyndte, men jeg var stædig nok til at gennemføre studiet. Det kostede knofedt, tårer og tænders gnidsel. Men i dag er jeg cand.mag. i litteraturvidenskab.

Et hjertebarn

Idéen til Læs for Livet opstod af en provokation. Rachel Röst var inviteret til bryllup, og hendes bordherre var en meget liberalistisk mand, der talte længe om, at netop mennesker som ham gjorde Danmark til et bedre sted. Han mente blandt andet, at det var på grund af ham, at mennesker som Rachel Röst kunne skrive børnebøger.

- Det provokerede mig helt vildt og fik mig skubbet ud over kanten, hvor jeg tænkte, at der måtte findes en modvægt til mennesker som ham. Jeg satte mig ned og lavede en analyse over mit liv og stillede mig selv det spørgsmål: Hvad kan jeg bidrage med?

Rachel Röst vidste, at der fandtes et overskud af bøger fra forlagene, som de frie eksemplarer man giver forfattere, eller de oplag, som er for store, hvor bøgerne efterfølgende bliver makuleret. Idéen om genbrug af bøgerne kom fra hendes egen baggrund, fra dengang hun sad på ungdomspensionen, og der ingen bøger var. Der var ingen, der blev bakket op i lysten til at læse.

Væbnet med sin egen livserfaring og hypotesen om de ubrugte bøger lavede Rachel Röst et opslag på Facebook og henvendte sig til sit forfatternetværk efter frie eksemplarer. Rachel Röst cyklede København og opland tyndt efter bøger og ringede rundt til forskellige institutioner som julemærkehjem og børnehjem for at høre, om de var interesseret i bøgerne.

- Nogle sagde ja, men der var også nogle, der svarede "at det var deres børn for skadede til", og der gik det op for mig, at jeg var faldet over noget, der var større end den fysiske mangel på bøger. Det handlede om den åbenlyse mangel på læring og læsning. Der var simpelthen en mission i at gøre op med de meget lave forventninger, der er til udsatte unge.

Mønsterbryder

Læs for Livet har i år modtaget seks millioner kroner fra Egmont Fondens Spireprogram til udvikling og udbredelse af organisationens store arbejde for udsatte unge. Netop fordi fonden tror på, at netop Rachel Rösts projekt kan skabe social mobilitet og livskvalitet for udsatte børn. Læs for Livet har indtil nu fået 70 skræddersyede biblioteker op at stå rundt om i forskellige institutioner.

- Læs for Livet er mit hjertebarn, og det er samtidig alle mulige aspekter af mit liv, der er flydt sammen i ét, så det giver så meget mening, at det nærmest er skæbneagtig. Bøgerne og fortællingerne har betydet så meget for mig, siden jeg var barn. Jeg har altid elsket bøger og ville gerne være forfatter. Og da jeg fik den her idé, indså jeg, at jeg kunne bruge alt det, jeg har oplevet; det med at være socialt udsat og mønsterbryder. Der var pludselig ikke noget, der ikke var til nytte. Det betød, at jeg kunne vende de dårlige erfaringer og min smerte i livet til at kunne forstå de udsatte børn og mærke, hvad de havde brug for.

I dag har organisationen Læs for Livet 20 frivillige og har dermed ressourcer til at udvide konceptet til plejehjemsbeboere og hjemløse.

For som Pippi Langstrømpe siger: "Når man er ekstra stærk, har man en særlig forpligtelse til at være sød ved andre."

Mere om emnet

Se alle

Rachel Röst

Sådan donerer du

Fra forsiden

kundeservice_banner_20140313
StiftenFordele_Webbanner01_223x70 (1)
AvisKlubben_Webbanner_223x70