Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere>>

fyens.dk

Fyens Stiftstidende - Fyns Amts Avis

fyensdk
 
  • Del artiklen:
Lad morfar holde jul på plejehjemmet

Lad morfar
holde jul på
plejehjemmet

Annonce:

Bedemanden Peter Klemmensen

Hos os er de efterladte i centrum!

Personalet forventer også, at de ­pårørende hjælper til. Der er altid brug for et par ­ekstra hænder og et varmt smil.
Foto: Peter Leth-Larsen, Foto: Kim Rune

Artiklen er hentet i arkivet

På plejehjemmet Gurli-Vibeke i Odense bor 26 demente beboere . Her anbefaler personalet, at de pårørende ­kommer og fejrer jul på hjemmet i stedet for at tage den demente ud af de trygge omgivelser. ­Personalet kan godt forstå, at de pårørende ønsker ­familien ­samlet derhjemme, men det er en umulig opgave
De holder hinanden i hånden, som de altid har gjort, Vilhelm Borgstrøm og Vibeke Vilches.

Nu sidder de bare ikke hjemme i taglejligheden på Ansgarsgade, men på plejehjemmet Gurli-Vibeke fem minutter på cykel fra lejligheden.

Der skal også flettes fingre i morgen juleaften og til julefrokosten andenjuledag på plejehjemmet, der ligger i den gamle, ombyggede Hunderup-skole centralt i Odense.

For parret har erkendt, at Vilhelm Borgstrøm har bedst af at blive på plejehjemmet - også i julen.

I år er det kun tre eller fire beboere ud af 26, der skal på besøg juleaften. Resten bliver i deres vante omgivelser og får besøg af pårørende. Der må maksimalt deltage to pårørende per beboer i middagen på grund af pladsen om det lange julebord.

- Vi opfordrer de pårørende til at komme her i stedet for i en god mening at tage dem hjem, med mindre vedkommende er stærk nok til det. Gennem årene er vi blevet bedre til at argumentere for den løsning, for vi kan se, at det er det bedste for den demente, siger Ann-Lene Aagaard, der er leder på plejehjemmet Gurli-Vibeke i Odense.

Hun kan sagtens forstå, hvorfor børn og børnebørn gerne vil have mormor eller morfar hjem til jul.

For julen er højtid for store følelser og traditioner. Alt skal være, som det plejer. Men intet er, som det plejer, når et kært familiemedlem er dement.

Han eller hun tiltrækker sig en masse negativ opmærksomhed uden at ville det. Og det sker ofte på bekostning af børnene, hvis fest julen er.

- Får man morfar hjem, så sidder han og savler, udstøder mærkelige lyde eller taler sort. Midt under risalamanden vil han lige pludselig hjem, for så bliver det for meget for ham. Han bliver overstimuleret af de mange indtryk og mennesker, og det gør ham utryg, fortæller Ann-Lene Aagaard.

Ifølge hende gør pårørende det i en god mening, når de insisterer på at få deres kære hjem. Men der stor risiko for, at juleaften bliver en fiasko.

- Familien er slet ikke gearet til at tage vare på en dement, og slet ikke juleaften hvor der i forvejen er nok at se til. Men det er vi. Det handler som pårørende om at give slip og komme videre med sit liv ved at skabe sig en tilværelse ved siden af livet på plejehjemmet, mener Ann-Lene Aagaard.

For de fleste er det en lettelse, når de indser det. Og så sænker julefreden sig - både for den demente og de pårørende.

Utryg

På Gurli-Vibeke har Vilhelm Borgstrøm hjørneværelset med husets bedste lysindfald. Og som gammel teatermaler på Odense Teater sætter han pris på lyset og udsigten over tegltage og trækroner, der er ældet med ynde.

For halvandet år siden blev Vilhelm Borgstrøms Parkinsons sygdom så slem, at Vibeke Vilches måtte træffe sit livs sværeste beslutning: At han ikke længere kunne bo i deres fælles lejlighed.

- Sygdommen kom snigende for syv år siden. Han begyndte at sakke et halvt skridt bagud, når vi gik ture sammen, han fik en trippende, mindre gang, og hans mimik ændrede sig. Og så begyndte ting som for eksempel hans nøgler hele tiden at forsvinde for ham, fortæller Vibeke Vilches, mens Vilhelm nikker.

Da lægen stillede diagnosen, kendte de allerede den vej, de skulle gå sammen. For der er flere i parrets omgangskreds, der har samme sygdom, selv om symptomerne er vidt forskellige.

Sygdommen blev forværret af en vandcyste, der trykkede på nerverne i rygsøjlen, så Vilhelm Borgstrøm ikke kunne gå, og han kunne kun komme omkring ved hjælp af en kørestol.

Siden da har nutiden lige så stille måttet vige for fortiden i hans hoved.

- Vilhelm har svært ved at huske noget, han lige har oplevet, men somme tider husker han fortiden bedre end jeg gør. Men han har svært ved at udtrykke sig, og han bliver hurtigt forvirret og utryg, hvis der sker noget, han ikke kender til. Et tydeligt tegn er, at han begynder at ryste kraftigt på hænderne. Så ved jeg, at det ikke er godt, fortæller Vibeke Vilches.

Nem beslutning

Hvor beslutningen om plejehjemspladsen var sej at tage, var det nemt at beslutte, at Vilhelm ikke længere skal med ud til familiesammenkomster. Han skal ikke sidde og ryste på hænderne hele juleaften.

- Min datter og svigersøn, der bor fem minutter fra plejehjemmet, kunne i begyndelsen ikke forstå, at vi ikke kommer og holder jul i deres hjem. Men det er først og fremmest Vilhelms tarv, det gælder. Han har brug for mig. Vores børn har jo deres egne familier. Når jeg fortæller dem hvorfor, så kan de selvfølgelig godt forstå det, siger hun.

Hendes blik bliver lige så fast som grebet om Vilhelms hånd. Han kigger op på hende med et spørgende blik.

- Det er bare ikke godt for Vilhelm at komme ud på den måde. For det første skal vi på grund af kørestolen med en liftbus, der skal bestilles til at køre os frem og tilbage. Det betyder, at vi ikke kan komme hjem, når vi vil. For det andet kan jeg ikke klare at hjælpe ham på toilettet uden de hjælpemidler, der er på Gurli-Vibeke. Og så er det ikke godt, at der sker en masse i uvante omgivelser for Vilhelm. Han bliver så frygtelig træt alt for hurtigt. Er det ikke rigtigt, Vilhelm? Du blev så frygtelig træt, efter at vi havde været på et halvandet times besøg hos nogle gamle kolleger fra teatret, spørger hun.

Deres blikke mødes. Hendes varmt og fast, hans søgende. Og pludselig lyser det op med ømhed, inden det efter få sekunder er væk igen. Men smilet bliver på læberne.

Juleaften

I stedet skal Vilhelm Borgstrøm og Vibeke Vilches for andet år i træk fejre juleaften på plejehjemmet sammen med de fleste andre beboere og deres pårørende samt naturligvis personalet.

Julemiddagen begynder klokken 17.30 ved et smukt dækket julebord, som personalet har pyntet. En af nattevagterne har bagt kagehuse, og kagemænd og -koner, som de seneste uger har pyntet på spisebordet.

- Køkkenet kan virkelig lave julemad, som vor mor lavede den. Det er så lækkert. Det minder slet ikke om institutionsmad, fortæller Vibeke Vilches.

Efter middagen skal juletræet tændes og sangbogen findes frem. For på Gurli-Vibeke er de glade for at synge salmer. De er også glade for et glas portvin - og for at få gaver.

Personalet har været rundt med blokken og fået hver beboers juleønsker, og nu ligger gaverne - sammen med al den hjemmelavede konfekt, som personalet har lavet sammen med beboerne i løbet af december - på et af kontorerne og venter på den store aften.

- Ved 21-tiden er Vilhelm ligesom de fleste andre beboere rigtig træt og vil gerne i seng. Og så står varme, venlige hænder parat til at hjælpe ham, fortæller Vibeke Vilches.

For hende er aftenen ung endnu, så hun tager hen til sin datter, svigersøn og to børnebørn, der bor i nærheden.

- Når jeg forlader Vilhelm juleaften, ved jeg, at han har haft en god aften og er i de bedste hænder. Det betyder alverden at vide det.

Går til hånde

Første juledag kigger Vibeke Vilches forbi plejehjemmet om formiddagen og er sammen med Vilhelm nogle timer, inden hun om aftenen får besøg af hans tre voksne børn og børnebørn i lejligheden. To af børnene bor i København og har holdt jul hos deres mor på Fyn.

Dagen efter inviterer Gurli-Vibeke igen til juletamtam: Andenjuledags traditionelle julefrokost for beboere og pårørende. Vibeke Vilches regner med at dukke op tidligt om morgenen for at hjælpe.

- Jeg kunne forstå på personalet, at de var lidt i bekneb med hænder til julefrokosten. Så jeg sagde ja til at hjælpe, da de spurgte mig. Det er dejligt at komme et sted, hvor der altid er et eller andet, man kan gå til hånde med, mener Vibeke Vilches.

Medansvar

På Gurli-Vibeke forventer personalet, at de pårørende hjælper til, når de er på plejehjemmet. For der er ikke ekstra bemanding i julen.

- Det handler om, at vi alle hjælpes ad. Og der er altid brug for nogen til at røre i rødkålen eller tage opvasken, siger Ann-Lene Aagaard.

Hun vil gerne have de pårørende til at tage et medansvar for trivslen på plejehjemmet. Men det gælder også om for personalet at turde give slip og ikke være de gode feer, der ordner alt.

Læs næste artikel

Fra forsiden

kundeservice_banner_20140313
StiftenFordele_Webbanner01_223x70 (1)
AvisKlubben_Webbanner_223x70