Log ind

Christel og de lang- benede piger

  • Christel og de lang- benede piger
    1 / 10
    Christel havde sans for mode og foreslår her, at udtjente handsker fornyes med manchetter.
  • Christel og de lang- benede piger
    2 / 10
    Hun blev døbt Christel Andrée Julie Louise Brián-Schwarck - og senere, da hun blev gift med skuespilleren Johannes Marott, føjede hun hans efternavn til - så man forstår godt, at hun siden valgte bare at kalde sig Christel. Foto fra bogen
  • Christel og de lang- benede piger
    3 / 10
    En af Christels romantiske scener, der leverede stof til ­mange drømme. Fra 1953. Illustrationer fra bogen "Christel - kvinde, kunstner, myte"
  • Christel og de lang- benede piger
    4 / 10
    Pigetypen á la Brigitte Bardot gik igen i mange af Christels senere billeder. Illustration fra bogen
  • Christel og de lang- benede piger
    5 / 10
    Andet bind om Puk. I alt tegnede Christel 48 Puk-forsider.
  • Christel og de lang- benede piger
    6 / 10
    I 1970'erne kommer der mere oprør i pigernes tøj. Illustration fra bogen
  • Christel og de lang- benede piger
    7 / 10
    Tegningen her menes tænkt som plakat til Minerva, skriver forfatteren i biografien om Christel.
  • Christel og de lang- benede piger
    8 / 10
    Den triste dreng var tit med på ugebladsillustrationerne.
  • Christel og de lang- benede piger
    9 / 10
    Til de smukke konfirmander ...
  • Christel og de lang- benede piger
    10 / 10
    Pigetypen á la Brigitte Bardot gik igen i mange af Christels senere billeder. Illustration fra bogen "Christel - kvinde, kunstner, myte"

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Den berømte tegner ­Christel, der blev idol for flere ­generationer, fik et liv med succes, men også med store sorger
Annonce
Vi er en hærskare af gamle madammer, midaldrende kvinder og labre larver - og såmænd også adskillige jævnaldrende hankønsvæsener, som på et eller andet tidspunkt i livet har sværmet heftigt for den berømte tegner Christel, hende med de langbenede, attraktive piger i lækkert tøj.

Vi ønskede hendes tegninger i fødselsdagsgave eller klippede dem selv ud af diverse ugeblade, og siden havnede de på væggen i vore værelser, hvor de strålede af livsglæde og gav næring til lyse fremtidsdrømme.

Af og til læste vi også i aviser og illustrerede blade om kunstneren selv, om hendes hyggelige familieliv og om hendes arbejde med pensler og farver, og efterhånden troede vi næsten, at vi kendte vores idol personligt.

Men nu kan vi konstatere, at det gjorde vi ikke.

Der er netop udgivet en biografi om fænomenet og mennesket Christel, og forfatteren Birgitte Glob giver os et både afbalanceret og kærligt billede af en livsduelig og umådelig flittig kunsthåndværker, som ikke bare havde medgang i livet, men også oplevede sorg og sygdom. Og som især i starten mødte barsk kritik fra kunsthistorikere og kulturpersoner. De kunne hverken lide hendes lette streg eller hendes kønne piger. "Sådan er der ingen, der ser ud", lød det surt. Eller "tegne kan hun i hvert fald ikke".

Stormfuldt ægteskab

Christel blev født i december 1919 som datter af operasanger og sangpædagog Marguerite Brián-Schwarck og den tyske komponist og kapelmester Ernst Paul Schwarck. Selv blev hun født i Danmark og fik i dåben det noget uhåndterlige navn Christel Andrée Julie Louise Brián-Schwarck. Ydermere kunne hun senere føje efternavnet Marott til, efter at hun i ung alder giftede sig med skuespilleren Johannes Marott, så man forstår godt, at hun siden valgte bare at kalde sig Christel. Kort og godt. Og under det navn formåede hun altså at skabe sit eget univers på en lang række felter, som omfattede langt mere end de tegninger, vi umiddelbart husker hende for.

Tre børn kom der i det kærlige, men også stormfulde ægteskab. Først Kim Michael og siden Christina Johanne og Kasper, født med seks års mellemrum. Husstanden omfattede desuden diverse kæledyr og en hushjælp, for husarbejde var ikke lige Christels kop te. Til gengæld var hun god til boligindretning. Familien skiftede bopæl adskillige gange, men de gamle, håbløst forældede møbler overlevede alle flytninger og tog sig "forbløffende indtagende ud", når Christel igen og igen stod for etableringen.

Christels allersidste adresseændring sendte hende efter 30 års ægteskab og en trist skilsmisse til Rom. Hendes mand havde simpelt hen fundet en anden. I 1973 flyttede hun ind i den maleriske bydel Trastevere i en spændende, men ikke særligt stor lejlighed i tre etager, et tidligere palazzo med marmorfliser, statuer i opgangen og en terrasse med en fantastisk udsigt ud over Rom.

Hun kunne ikke et ord italiensk ved ankomsten, men det bremsede hende ikke, og hun fortsatte uanfægtet sit arbejde fra sit nye hjem og rejste kun hjem til Danmark i forbindelse med forretninger eller på ferie. Sommeren, når varmen i Rom blev helt uudholdelig, tilbragte hun således i sit sommerhus på Christiansø, som hun stadig ejede, og hvor hun kunne være sammen med sine børn.

Skabte ung mode

I årenes løb fik Christel mange forskellige arbejdsgivere, og hvad enten hun boede i København, London eller i Rom, leverede hun diverse bestillingsarbejder til tiden. Med det tidligere "Søndags-B.T.", som i dag hedder "Søndag", havde hun en livslang kontrakt, der indebar tegninger til noveller og romaner, og siden også til modetips, mønsterark, vignetter til astrologiske spådomme samt påklædningsdukker, som blev til rene samleobjekter hos pigerne.

Men også andre ugeblade havde fornøjelse af hende. Det gælder for eksempel "Flittige Hænder" og "Mønstertidende", som senere blev til "Femina", og det førte videre til serieudgivelser af bøger med pigerne Puk, Susy og Dot i hovedrollen.

Bøgerne faldt ikke i god jord på landets børnebiblioteker, som fandt dem for letbenede og banale, men de blev alligevel solgt i tusindvis til ganske unge piger, både herhjemme og i de øvrige skandinaviske lande samt i Tyskland, Holland, Frankrig og Spanien.

Ikke færre end 48 forsider nåede Christel at lave alene til Puk-bøgerne.

Hendes tegninger til pigernes værelser udkom i samlemapper på et tidspunkt, da begrebet teenager endnu var et fremmedord herhjemme, og Christel mente selv, at tegningernes succes skyldtes, at de rummede et stort element af mode og ny stil på et tidspunkt, da piger i virkeligheden så rædsomme ud i det tøj, de kunne købe, fordi ingen endnu havde fundet på at designe ungt konfektionstøj.

Og det havde hun sikkert ret i, når man tænker på sin egen garderobe på den tid.   

Næsten af sig selv fulgte så venindebøger, lommebøger, autografbøger, indbydelseskort, brevpapir og servietter, alle med Christels genkendelige streg fra seriebøgerne. Næste skridt var modetøj, flotte kollektioner af sko med design fra "Christel of Copenhagen", spillekort og tarokkort samt reklametegninger for alverdens ting, lige fra Tampax til regnfrakker og skønhedspræparater.

I 1971 skabte hun minsandten også både dekorationer og kostumer til Noel Cowards teaterstykke "Privatliv" med Susse Wold og Bent Mejding i hovedrollerne og med sin mand som instruktør.

Helt specielt var hendes langvarige samarbejde med firmaet Hindsgaul, hvor hun fra 1958 var med til at præge modebilledet med sine fantastiske vinduesmannequiner, som efterhånden strømmede ud til butikker over hele verden. I 66 lande for at være helt nøjagtig. Modellerne lavede hun i samarbejde med forskellige billedhuggere, både i Danmark og i Rom. Derefter sørgede hun for at gøre dem "levende" ved at give kvinderne moderigtigt hår, smart make-up og et livagtigt ansigtsudtryk, mens mændene blev udstyret med kløft i hagen og ulvesmil, sådan som man også kendte det fra hendes tegninger. Faktisk skulle man kikke godt efter for at konstatere, at der ikke var tale om den ægte vare i kød og blod.

Primadonna i Rom

I det hele taget blev årene i Rom en lykkelig tid, både arbejdsmæssigt og privat. Hun fik gode venner og gjorde spændende amourøse bekendtskaber, som det udtrykkes i biografien, også blandt yngre, italienske mænd, og hun udviste i det hele taget en utrolig livsappetit og nød at blive feteret.

Hendes skønne lejlighed dannede rammen om søndagsfrokoster, og hun holdt salon, tog imod forfattere, skuespillere, malere og billedhuggere, både fra Danmark, Italien og fra den store amerikanske kunstnerkoloni i byen. Hun lagde hus til og var midtpunktet, men forplejningen måtte gæsterne sædvanligvis selv sørge for. Huslige dyder var stadig ikke hendes stærkeste side.

Desværre varede lykken ikke ved.

Allerede i 1950'erne var Christel blevet opereret for brystkræft og havde fået fjernet det ene bryst. I slutningen af 1980'erne vendte kræften tilbage og bredte sig langsomt til hele kroppen. De seneste år var selvsagt meget svære for hende, men alligevel leverede hun til det sidste sine tegninger til "Søndags-B.T." og nægtede at give op. Måske fordi en astrolog, som hun stolede på, tidligere havde fortalt, at hun ville blive 92 år.

Hun lå i sin store himmelseng og holdt hof med de nærmeste venner, spiste lidt godt, drak champagne og tog afsked med Rom, før hun blev bragt hjem til Danmark til endnu en indlæggelse på Herlev Sygehus. Her døde hun, 72 år gammel, i maj 1992.

Hvis man som Christel tror på astrologi, kan man altså påstå, at hun blot forvekslede tallet for alder med dødsåret.

"Christel. Kvinde. Kunstner. Myte".

Birgitte Glob. 136 sider, rigt illustreret. 300 kroner plus forsendelse fra ­forlaget www.cirkum.dk eller tlf. 39631535.
  • Fyens Stiftstidende

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere