Log ind

Politik har sin pris

  • Politik har sin pris
  • Politik har sin pris
  • Politik har sin pris
  • Politik har sin pris
  • Politik har sin pris
    5 / 9
    - Det var en ordentlig mundfuld at være skatteordfører, siger Peter Christensen, der har lært politik gennem de forhandlinger, han har deltaget i.
  • Politik har sin pris
  • Politik har sin pris
  • Politik har sin pris
  • Politik har sin pris

Artiklen er mere end 30 dage gammel

| Opdateret

Venstres chefforhandler Peter Christensen lægger ikke fingrene imellem: Han vil have del i magten og ved, at det koster i privatlivet. Også i forhold til tiden med de to døtre. Men han er klar til at betale prisen

- Som politiker er det frygteligt moderne at gøre politik til et 8-4-job, hvor man går hjem klokken fire. Det kan man også godt, men så mister man bare indflydelse, for der er hele tiden beslutninger, der skal træffes.

- Og dit valg er, at det vil du gerne gøre selv?

- Ja. Man kan ikke være halvtidspolitiker. Man må tage de opgaver, der er, og det har sin pris. Også en personlig pris. En stor pris.

Venstres Peter Christensen konstaterer det egentlig bare. Nøgternt. Det er en af de sidste dage før ferien, han er på vej hjem til Sønderjylland og ferien. Skattereformen er i hus, det samme er reformen af førtidspension og fleksjob, begge dele med Venstre og begge dele med Peter Christensen som chefforhandler.

- Mange danskere vil gerne have politikere, der løser alle opgaver og også har et almindeligt liv. Men de to ting er helt uforenelige. Det må folk forstå, man kan ikke få det hele. Og jeg har altså valgt at bruge mit liv på politik.

- Har du også taget et reelt valg om prisen for politik? Du kan jo ikke følge børnene i børnehave og skole, du kan ikke se vennerne?

- Nej, det kan jeg ikke, og det er en pris, som mange før mig har leveret. Men jeg har brugt så meget tid på politik. Jeg har stået på banegårde, siddet til møder i forsamlingshuse, og i dag er jeg nået dertil, hvor jeg kan bruge alle de anstrengelser til at være med til at lave noget om. Så vil jeg også gøre det.

- Jeg mener: Hvorfor være i politik, hvis man ikke søger indflydelse og magt? Det er jo ikke et beskyttet værksted.

Debatten om ”både-og” for politikere - både stor politisk karriere og et normalt eller næsten normalt familieliv - blusser op med jævne mellemrum. Den konservative Lene Espersen insisterede på at have det - Venstres Lars Løkke Rasmussen har udtalt de berømte ord om, at man er statsminister en tid, men far hele livet, som statsminister Helle Thorning-Schmidt senere lånte fra ham. Hun står i samme situation, forskellen er kun, at hun er mor i stedet for far.

Peter Christensen går den anden vej og erkender, at ja, magten har sin pris, den er høj, og han er villig til at betale.

- Kan ikke drømme om at bebrejde kolleger, at de vælger det ene til og det andet fra. Det er bare ikke altid, man kan det hele. Og hvis du vil være tæt på magten, kræver det, at du er der.

- For mig er politik en livsstil - det er ikke et arbejde. Et arbejde kan man holde fri fra - det kan man ikke fra politik.

I starten af året blev Peter Christensen skilt fra sine børns mor og skal fremover leve som delefar for døtrene Maria og Anna.

- Der er ingen tvivl om, at familien betaler en høj pris, for det har da haft sin pris at være så meget fra hinanden i 10 år. Det er trist. Det er også trist, at andre, mine børn, skal påvirkes af de beslutninger. Jeg prøver at være der for dem, selv om jeg ikke har så mange timer.

- Og ja, det giver skuffelser. Når jeg er hjemme sammen med børnene, og telefonen ringer, og jeg bliver kaldt til forhandling i København. Hvad jeg så siger til dem? At det er fars arbejde.

Lige her dur begrebet ”arbejde”, for det er nu engang det, der er lettest at forstå for to små piger. Når far er væk, er han på arbejde.

- Det er det, danskerne forventer af os politikere, og jeg synes egentlig ikke, det er så urimeligt.

- Man kan ikke begge dele.

Chefforhandleren

I dag er sønderjyske Peter Christensen helt fremme i magthierarkiet i Venstre. Med den nyopfundne titel af ”chefforhandler”, sådan en har man ikke haft før, er elektrikeren fra Sønderjylland reelt blevet Venstres skygge-finansminister. Ham, der er med i alle forhandlinger. Det runde hoved uden unødigt meget hår ses uden for forhandlingslokalerne, hvad enten det handler om skat, energi eller førtidspensioner.

For seks år siden var hans flise blandt de koldeste på Christiansborg, og han måtte reelt overveje, om der var nogen grund til at fortsætte i politik.

Kræften

For 20 år siden lå han på Odense Universitetshospital, 17 år gammel, dødssyg af kræft og fik denne besked før operationen: ”Når du vågner, kan du måske ikke gå.”

- Det var ikke nogen nem beslutning - og alligevel var det. For hvad er alternativet? Virkeligheden flytter sig, når man er så syg.

Det hele startede i Rødding, hvor Peter Christensen voksede op på en gård i en søskendeflok på fem. Han besluttede tidligt, at han ville være elektriker. Sådan var det bare. Elektriker skulle det være. Og lærerpladsen var klar, da han afsluttede 10. klasse, men så fik han stærke smerter i ryggen. Det viste sig, at han havde kræft. At der sad en særlig aggressiv og ondsindet svulst i ryggen på den 17-årige, og første del af behandlingen var både kemo og stråler. Hver dag gik turen til Odense og hjem igen til Rødding. Indtil han blev så syg, at han måtte blive på hospitalet. I den periode var Peter Christensen reelt ved at dø, og da det viste sig, at hverken kemo eller stråler havde hjulpet, var der kun en vej. Operation. Med en stor risiko for at blive lam.

- Det var enten det eller at dø. På den måde var valget ikke så svært.

- Det er kun et lille års tid siden, jeg læste om, hvad det egentlig var, jeg fejlede. Jeg er glad for, at jeg ventede så længe - det viste sig, at overlevelseschancerne var 10 procent for netop den kræftform.

- Og man kan jo ikke være helt sikker på at være blandt de 10 procent.

Det sidste siges afvæbnende. Nu skal det heller ikke være for alvorligt.

- Det har påvirket mig på den måde, at jeg ikke går og bekymrer mig om små ting. Hvis det handler om kværulanteri og ligegyldigheder, går man forkert i byen ved at henvende sig til mig. Jeg lytter gerne til rigtige problemer, men almindelig brok, det gider jeg ikke. Det er nok det, sygdommen har gjort ved mig.

Ind i Venstre

Det var også sygdommen, der fik ham til at melde sig ind i Venstre. Uffe Ellemann-Jensen var idolet på landsplan - hjemme i Rødding var det den fem år ældre kammerat, Carl Holst, som Peter Christensen holdt sig til. Holst var VU-formand i starten af 1990’erne, i slutningen var det Peter Christensen, der havde den titel. Det siges, at det var Carl Holst, der skabte Peter Christensen.

Det er i hvert fald et faktum, at det var Carl Holst, der gav ham tilnavnet PC, som er kaldenavnet på Christiansborg. Det skete 29. april 1995, på Carl Holsts 25-års fødselsdag, hvor de ældre gæster spurgte Peter Christensen, om ikke han var CC’s barnebarn? Jo, det var hans bedstefar, og på et tidspunkt fik Carl Holst nok af at høre om CC og sagde ”ja og her har vi så PC”.

Carl Holst er stadig den ene af Peter Christensens to bedste venner. Den anden er Søren Pind. Mens Holst fulgte med fra barndommen, stødte Pind til, da de begge stod i deres livs politiske krise og ikke havde andre at vende sig til end netop hinanden.

Hammeren faldt

I 2003 formulerede Søren Pind sine ”Ti Teser” og Peter Christensen var en af dem, der tilsluttede sig de 10 liberale bud. Det var sådan set noget, de fleste Venstre-folk kunne skrive under på - hvis ikke lige det var, fordi partiet var i regering, støttet af Dansk Folkeparti. Og teserne kom voldsomt på tværs af Anders Foghs regeringsprojekt, så de blev banket i jorden. Det samme gjorde folkene bag. Peter Christensen klarede sig dog nogenlunde i de første år - han var finansordfører og nød stor velvilje hos den daværende finansminister, Thor Pedersen. Men i 2006 blev teserne genoplivet, omend i begrænset form, og så faldt hammeren over Søren Pind og Peter Christensen. De fik prædikatet ”skadelige” af Claus Hjort og blev isolerede i partiet.

- Det var ikke altid lige sjovt. Når først partiformanden har løftet hammeren, så er der de mere usikre typer, som ikke tør sætte sig og drikke kaffe med én. For eksempel på det sommergruppemøde, hvor vi fik absolut flest tærsk - her sad jeg alene ved et kaffebord. Der kom ikke rigtigt nogen og satte sig. Til sidst kom Claus Hjort Frederiksen og slog mig på skulderen og sagde: Det klarede du da godt.

- Men han har nu heller aldrig været nogen usikker type.

”Foghs minde”

Peter Christensen holdt sin post som finansordfører, men ellers havde han ikke meget at lave i de år. Det havde Søren Pind heller ikke. Han brugte tiden til at ændre adfærd, fik sin egen coach og prøvede at kigge indad. Peter Christensen valgte anderledes:

- Det med coach og psykologer er ikke lige mig.

Det blev i stedet til en grund på Bornholm og et selvbygget sommerhus, der fik navnet ”Foghs minde”. Det var jo Fogh, der havde sat Christensen uden for døren og givet ham så god tid, at han kunne bygge et hus. Og så længe Fogh havde magt i Venstre, havde Peter Christensen ikke.

Dengang var han uforsonlig, i dag ser han det i et lidt mildere lys.

- Det var da ikke alt, hvad vi lavede, der var lige fornuftigt, det kan jeg godt se i dag. Men jeg har nu ikke fortrudt noget, det var en vigtig debat, vi satte i gang.

- Men der er selvfølgelig en kant for, hvor konfrontatorisk man kan være over for sine partifæller.

Siger Peter Christensen i dag, hvor han selv sidder solidt på magten.

Badeklubben

For alt ændrede sig fra den dag, Anders Fogh Rasmussen blev NATO-generalsekretær og Lars Løkke Rasmussen statsminister.

Løkke er også en gammel ven fra VU-tiden. Sammen med Leif Mikkelsen, som var med i teserne og i dag er landsformand for Liberal Alliance, havde Løkke og Peter Christensen en badeklub, hvor de først badede i DGI-byen i København og derefter skyllede anstrengelserne godt og grundigt ned ude i byen. Søren Pind var aldrig med i badeklubben, selv om han efterfølgende er blevet skrevet ind i det. Måske fordi han stødte til efter badningen. Og så var han ven med Løkke - fra deres fælles VU-tid.

Lars Løkke samlede sin lille flok omkring sig, hvor også Troels Lund Poulsen var central. Ikke som ven, det er velkendt, at Peter Christensen og Troels Lund Poulsen altid har haft et yderst anstrengt forhold til hinanden, og det har ikke ændret sig. Det er bare placeringen.

Skattesagen

For i dag er det Lund Poulsen, der er den isolerede mand i Venstre efter sagen om Helle Thorning-Schmidts skatteforhold. I august går undersøgelseskommissionen i gang, hvor hele Venstres top, også Peter Christensen, skal afhøres.

- Det er så første gang, jeg skal sidde i et retslokale, men det tager jeg meget afslappet. Jeg har jo aldrig set den afgørelse, siger Peter Christensen, som først blev skatteminister i marts 2011. Skattesagen kørte i sommeren 2010, da Troels Lund Poulsen var minister.

- Det er ikke noget, vi går og taler om.

En let underdrivelse - i månedsvis har Venstre-folk nærmest ladet, som om sagen ikke eksisterede. Men det gør den, og fra 28. august fanger bordet, når afhøringerne starter.

- Det er ... en sag, hvor vi alle har det godt og trygt med, at vi nu går fra journalisten til juristen. Nu handler det ikke om, hvad folk tror længere.

- Men det betyder vel noget for et parti?

Peter Christensen svarer ikke rigtigt, det bliver mest til mumlen. Det er jo sagen, Venstre ikke taler om.

Den ligger der ”bare” - samtidig med, at Venstre er kæmpestore i meningsmålingerne. Det giver partiet selvtillid, men reelt kan det ikke bruges til anden indflydelse end den, man får ved at være med i forligene. Der er tre år til, at Helle Thorning-Schmidt ifølge Grundloven skal udskrive valg, så Venstres succes kan vise sig at blive flygtig. Det ved Peter Christensen, som for to år siden kommenterede meningsmålinger, der gav rød blok 100 mandater.

En ordentlig mundfuld

Det var, mens han som politisk ordfører var på vej ind i det maskinrum, hvor han i dag sidder for bordenden. Her, hvor Anders Fogh Rasmussen sad. Her, hvor Thor Pedersen sad. Og her, hvor Lars Løkke Rasmussen sad.

- Jeg lærte politik gennem alle de forhandlinger, jeg var med i. Finanslove, velfærdsreform, gammel energireform. Jeg så, hvordan Løkke og Thor agerede som ministre. Det er et kursus.

- For et stykke tid siden blev jeg spurgt, om man ikke skulle sende statsministeren på et kursus. Det tænkte jeg lidt over, og så svarede jeg: Folketinget.

- For ud over at jeg er uenig med regeringen, synes jeg også, at den er udygtig. Og hverken statsministeren eller finansministeren har været på det kursus.

De er til gengæld begge akademikere og har nationaløkonomien med som en naturlig del af bagagen. Det har Peter Christensen ikke som elektriker.

- Jeg har brugt 11 år på politik. Først som skatteordfører, det var en ordentlig mundfuld, og jeg vidste ikke noget. Men jeg tog det i den rækkefølge, det kom.

- Jeg kender mange, der er både begavede og højtuddannede - men jeg har også mødt mange højtuddannede, som jeg har svært ved at kalde begavede.

- Du ærer det politiske håndværk?

- Ja, det gør jeg. For mig er politik et håndværk - ligesom det er et håndværk at være elektriker.

Danskerne flyttet før Carina-sagen

Inden vi slutter, skal vi en tur op i den mentale helikopter. Og se på, hvad der egentlig skete med Danmark gennem 10 år med borgerligt styre.

- Blev vi mere borgerlige?

- Ja. Danmark er blevet mere borgerligt. Jeg er uenig i, at Carina-debatten flyttede danskerne. Jeg mener, at Carina-debatten viste, at danskerne havde flyttet sig for længst.

- Men var årene med Fogh ikke forklædt socialdemokratisme? Var det ikke det, du kæmpede imod?

- Nu er det før set, at danskerne har flyttet sig før politikerne. Og jeg mener, at skiftet kom med den økonomiske krise. Det har påvirket danskerne langt mere, end politikerne forstår. Danskerne ved ikke, hvad recession er - men de ved, at deres nabo er blevet fyret.

- Så det var ikke 10 år med borgerlig regering, der gjorde os borgerlige?

- Jeg mener, vi satte gode spor på værdipolitikken - men hvad angår fordelingsdebatten, er det den økonomiske krise, der har gjort det.

- Fogh var succesfuld og holdt magten. Og man må være fair i forhold til hans lederskab, for danskerne var der jo ikke. Det kan man se med skattereformen - i dag kan den vedtages med SF’s stemmer. De skatteomlægninger, Fogh lavede, havde jo en overhængende risiko for ikke at kunne samle 90 mandater bag sig.

- Ville du have meldt dig ind i Venstre, mens Fogh var formand?

- Det er svært at sige. Han var en enormt dygtig leder og tog vigtige opgør på udenrigspolitikken og værdipolitikken, som helt sikkert ville have tiltalt mig. Men jeg ville ikke have valgt ham på grund af den økonomiske politik.

Efterlønnen

Kursen blev ændret, da Lars Løkke kom ind.

- Det var også finansministeren, der blev statsminister. Lars kunne se, hvad det var for udfordringer, Danmark stod over for, og han vidste, at der ikke var nogen lette løsninger. For eksempel efterlønnen.Vi havde mange samtaler om at lave en efterlønsreform, og alle sagde, at det ikke gik. Lars havde den holdning, at det var det, der var nødvendigt, selv om der ikke var mange, der mente, at han var ved sine fulde fem ved at gøre det lige før et valg.

- Min holdning var, at han skulle gøre det. Når jeg mødte folk og sagde, at vi ikke havde råd til efterlønnen, sagde de ”nej, nej, det ved vi godt - men den er meget rar at have.”

Resten af historien er kendt. Lars Løkke Rasmussen lavede efterlønsreformen, Helle Thorning-Schmidt førte den ud i livet som statsminister.

Vi er ved at være igennem Peter Christensens politiske rejse. Fra den syge dreng over den udstødte politiker til den magtfulde mand, som har politikken fremfor det ”normale” liv.

Han kigger lidt ud i luften, og så siger han:

- Kunne jeg have gjort det anderledes? Ja, det kunne jeg nok. Men så havde jeg været et andet sted i dag.

  • fyens.dk

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere