Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere>>

fyens.dk

Fyens Stiftstidende - Fyns Amts Avis

fyensdk
 
  • Del artiklen:
10 år med Thorning

10 år med
Thorning

Annonce:

Dit livs fest – fest med det hele

Pris pr. person FRA KR. 475,-

Soc. Kongres i Aalborg d.20/21 septemberStatsminister Helle Thorning Schmidt
Foto: SCHÜTZE RENÉ/Fotograf René Schütze

Artiklen er mere end 30 dage gammel

- En pariserbøf og en stor fadøl, tak.

Helle Thorning-Schmidt var lige ankommet til frokostrestauranten i det indre København. Et par minutter forsinket, som var blevet behørigt annonceret af hendes sekretær, og efter at have hilst på, sat sig og hurtigt skimmet spisekortet igennem, afgav hun sin bestilling.

På den anden side af bordet, vi var tre, kunne man høre et lettelsens suk. Hans Engell, i dag kommentator, dengang, i foråret 2005, chefredaktør på Ekstra Bladet, havde, i minutterne før Thornings ankomst, underholdt sin medfølgende journalist om, at hun sikkert "bare skulle have en salat og noget sur hvidvin". I stil med det, han engang for mange år siden, da han endnu var konservativ politiker, var blevet udsat for hos den radikale Margrethe Vestager. Han kendte ikke Helle Thorning dengang, men mente, at hun var langt fra det, han betragtede som en god frokost.

Det var hun så ikke. Men hun var spritny som socialdemokratisk formand og, trods fem år i Europa-Parlamentet, stadig på det politiske niveau, der må betegnes som ukendt. Hvem var hun? Hvad kunne hun - ud over at slå Frank Jensen som formand for Socialdemokraterne og dengang stadig hævde, at hun kunne slå Anders Fogh?

Frokosten på Gl. Strand gav ikke svaret, men fjernede dog den ene fordom: At hun var snobbet og ufolkelig. Ikke fordi salat og sur hvidvin nødvendigvis er snobbet og ufolkeligt, eller at Margrethe Vestager er det for den sags skyld - i Helle Thorning-Schmidts tilfælde havde fordommen bare passet så godt. Kvinden, der godt nok er fra Ishøj, men boede og bor på Østerbro, der går i dyrt tøj og med berømte og dyre tasker, og som, i starten via sit ægteskab med Stephen Kinnock, i dag lige så meget i kraft af sig selv, tilhører det europæiske, politiske jetset, er næsten som skåret til rollen som salat og hvidvin. Ikke til pariserbøffer og store fadøl.

Den overklasse-fordom skyggede gevaldigt for hende i starten og var med til at lægge grobund til den skepsis, der aldrig rigtigt har ladet sig fjerne. Er hun nu socialdemokrat? Altså sådan rigtig socialdemokrat? Mere end en gang har en og anden socialdemokrat hvisket, når de var trætte af Thorning:

"Måske skulle vi vælge en socialdemokrat næste gang."

Men det var Thorning, de valgte dengang i 2005. For præcis 10 år siden i dag. Det var en overraskelse, da Jens Otto Krag i 1972 pegede på Anker Jørgensen som sin efterfølger som statsminister. Han havde siddet otte år i Folketinget, men ikke på stole, der kandiderede til partipolitiske formandsposter. Det var en nyskabelse, da Poul Nyrup Rasmussen, der mildest talt heller ikke var parlamentarisk erfaren, blev statsminister efter at have væltet Svend Auken som formand.

De ord, overraskelse og nyskabelse, rakte bare ikke, da Helle Thorning-Schmidt stillede op som formandskandidat 11. februar 2005. Hun var ikke bare uerfaren som Nyrup eller overraskende som Anker. Hun var nyvalgt og havde endnu ikke fået sæde i Folketinget. Endsige stået på talerstolen og, lad os være ærlige, hun blev valgt i mangel på egnede kandidater.

Længe før valget i 2005, hvor Mogens Lykketoft helt forventeligt tabte til Venstres Anders Fogh Rasmussen, holdt en lille gruppe socialdemokrater flere møder hos LO's daværende næstformand, Tine Aurvig-Huggenberger, i hendes lejlighed i Valby.

For den ene bordende sad den nuværende beskæftigelsesminister, Henrik Dam Kristensen, for den anden sad nu afdøde Jan Trøjborg. En af dem skulle det være, det havde de jo lovet, men ikke hvem. De kunne selv bestemme, hvis de ellers havde kunnet bestemme sig. Det var så det, de ikke kunne.

Trøjborg sprang først fra, og så var alle sikre på, at Dam sprang på. Helle Thorning-Schmidt var kun "nævnt" som mulig kandidat, men forkastet igen. Hun var et af fremtidens navne, men partiformand? Nej. Hun var jo så uerfaren.

Tænkte alle, undtagen Tine Aurvig-Huggenberger. Hun havde som LO-næstformand ansat Helle Thorning, og Aurvig havde længe tænkt Helle Thorning som ny formand. Hun havde også foreslået det for Thorning, som slog det hen med et smil og karakteriserede det som et ikke bare lang-, men også vildskud. Det afholdt ikke den noget rødere og også meget mere kvindesags-politiske Aurvig fra at dagdrømme om, at kvinderne skulle tage magten i parti og bevægelse. Med Helle Thorning som partiformand og Aurvig som LO-formand.

Det første virkede dengang utopisk, det andet realistisk.

Men da Henrik Dam torsdag 10. februar 2005 om morgenen ringede og meddelte Henrik Sass Larsen, at han ikke ville være formand alligevel, ringede Sass videre til Jan Trøjborg, og så blev de to enige om, at nu skulle der satses på Thorning. På den anden fløj stod Frank Jensen, og Sass og Trøjborg vidste, at hvis ikke de kom først med en kandidat, ville de blive opfattet som udfordrere. De ville sikre sig udspillet, og så skulle der findes et kort.

Der lå godt nok allerede et på bordet. Lotte Bundsgaard, i dag en af TV2 Fyns spydspidser, dengang fremtrædende socialdemokratisk politiker, kunne komme i spil på de indre linjer, og det ville Henrik Sass og Jan Trøjborg stoppe, før det skete.

- Er I helt sikre på, hvad I siger? spurgte Helle Thorning-Schmidt, da hendes navn blev foreslået på tidl. MF Klaus Hækkerups kontor. Det blev nikket bordet rundt, de var sikre, og Helle Thorning fik en halv times betænkningstid, hvor hun, i det omfang, hun havde strøm på sin telefon, blandt andet ringede til sin svigerfar, Neil Kinnock, tidligere formand for Labour i England. Han syntes ikke, hun skulle gøre det, men hun gjorde det.

Og vandt, selv om hun burde have tabt, uerfaren som hun var. Og politisk upræcis, som hun også var. Helle Thorning-Schmidt var og er ikke ideolog, det er ikke hende, der støber de politiske kugler, ej heller hende, der alene formulerer de politiske tanker og projekter. Men, som hun for et par år siden sagde en aften, hvor der var lidt tid til at tale uforpligtende, er billedet af hende som den rene salgsassistent altså mere end fortegnet. Hun jamrede ikke over beskrivelsen, det var mere en tør og bidende konstatering af tingenes tilstand.

Og meget er sket siden den aprildag i 2005. Dengang var det nok for Socialdemokraterne. Med Frank Jensen, som var tæt forbundet med Svend Auken, ville der, efter mange medlemmers mening, komme mere af det samme.

Med Helle Thorning vidste man ikke, hvad man fik, men det ville man alligevel hellere have.

- Jeg synes, jeg har ført partiet hjem, hvor vi skal være, sagde Helle Thorning-Schmidt i denne uge i et interview med Ugebrevet A4, mens Børsen konkluderede, at den socialdemokratiske statsminister er i storform på jubilæumsdagen, hvor hun vinder stort over Lars Løkke på troværdighed og rød blok for første gang er over 48 procent. Dog med Alternativet som en yderst usikker brik.

Gamle socialdemokrater har stadig svært ved at genkende deres parti, og det er heller ikke det parti, der opbyggede velfærdsstaten. Det er et parti, der under Helle Thorning-Schmidt lægger mere tryk på pligt end på ret, og det er et parti med en udlændingepolitik, som i dag kan modstå angreb fra både DF og Venstre. Det kan partiets venstrefløj selvfølgelig ikke lide, men med den sidste kampagne om, at alle skal arbejde, også flygtninge, har Thorning holdt modstanden på egen halvdel. I stedet for at lade den flyde over til DF.

Det parti, Helle Thorning-Schmidt overtog i 2005, var slidt ned til sokkeholderne af interne fløjkampe med rod i formandsopgøret i 1992 og med skiftende opgør mellem De Fantastiske Fire, Auken, Nyrup, Lykketoft og Ritt Bjerregaard. Der var gået råd i det gamle arbejderparti, som kunne se store vælgerflokke vandre over til det DF, som Anders Fogh tog sig så elskeligt af og som tak fik stabil regeringsmagt. Mens Socialdemokraterne netop bare kunne se på.

Det var den opgave, Helle Thorning stod over for. Og når venner i dag skal pege på hendes politiske forbillede, er det netop Anders Fogh. Hun sagde, hun kunne slå ham, men i stedet tog hun farve efter ham. Ikke på indholdet, men på måden at tænke politik. Han kunne bare så meget, hun ikke kunne, for eksempel havde han fuldstændig styr på sit parti. Det var ham, der bestemte. Og han vidste, hvor han ville hen.

Han var aldrig elsket af sit parti, men han var respekteret i en sjældent set grad. Og ingen stillede spørgsmålstegn ved hans leder-evner.

Helle Thorning-Schmidt har heller aldrig været elsket af sit parti, men hun har i lange perioder heller ikke været særlig respekteret. Og langt de fleste har stillet spørgsmålstegn ved hendes lederevner. Hendes kontraktpolitiske satsning, Fair Løsning og SF, revnede med et uskønt brag, men bundlinjen, den eftertragtede regeringsmagt, sikrede hun.

Det, som hun godt kunne lide ved Fogh, hans orden på tingene og at alt kører efter en snor, har hun sjældent selv kunnet efterleve. Hvor han havde partiet bag fra dag 1, skulle hun bruge ni år på nær otte dage før hun var helt uantastet på posten.

Det skete 4. april sidste år i Svendborg, hvor Helle Thorning, efter endnu et åbent oprør, denne gang udløst af salget af DONG-aktierne til Goldman Sachs, kastede al formandsværdighed ind i kampen for netop at være formand. Hun talte med store bogstaver og forlangte støtte. Til gengæld tog hun sine kritikere ind, hvor hun tidligere havde valgt at stå alene, når vindene blæste mod hende.

10 år med Helle Thorning-Schmidt har været 10 års læring for åbent tæppe, som en af hendes partifæller siger. Fra de første, spæde optrædender i folketingssalen, hvor hun talte om polske hindbær, der gjorde folk syge og derfor fik øgenavnet Hindbær-Helle af Lars Løkke Rasmussen (V), til sidste sommer at være så tæt på en EU-toppost, som man kan komme uden at få den.

Fra pressemøder, hvor hun enten gentog sig selv eller ikke havde styr på fakta og derfor måtte korrigere sig selv bagefter, til Folketingets spørgetime i dag, hvor hun er iskold over for beskyldninger om ikke at svare på spørgmålene. Og mere ligner en, der mener, at folk bare kan spørge om det, hun svarer på.

Hun er blevet vredet gennem den offentlige mølle. Hun har smidt vælgere væk som få andre. Det skulle da lige være hendes forgængere eller Lars Løkke. Og så har hun skiftet standpunkt fra blå til rød til blå igen, nu med lidt rødt. Uden at føle trang til hverken at fortryde eller beklage.

På den private front har Helle Thorning-Schmidt fået endevendt sin egen og ægtefællen Stephen Kinnocks økonomi i forbindelse med skattesagen fra 2010, hvor parret altså blev frikendt. Og de fik såmænd også endevendt deres sex-liv, da de, for at komme rygter i forkøbet, måtte gå på forsiden af Politiken og fortælle, at nej, Stephen Kinnock er ikke homoseksuel.

Jo, Helle Thorning-Schmidt har et privatliv, der er lidt mere eksotisk end de flestes. Og samtidig så almindeligt. Om mindre end en måned, 7. maj, bliver Stephen Kinnock næsten sikkert valgt ind i det britiske underhus, valgt i Wales, hvor han bor, og hvor deres ældste datter, Johanna, læser. Hjemme i København bor Helle Thorning-Schmidt og parrets yngste datter, Camilla, som er 15 og ikke sidder lårene af sin mor. Den femte i familien er Grethe Thorning, mor til Helle, som gennem de 10 år har været hende, der fik det hele til at hænge sammen.

Hun har holdt ferie med Tony Blair, hendes internationale netværk er second-to-none, men det mest bemærkelsesværdige er måske, at Helle Thorning efter 10 år stadig formår at holde sit privatliv privat. Af og til ser vi billeder af hende og Stephen Kinnock på vej til fest. Men ofte går hun alene, han er på job og jobbet er i udlandet. Børnene holdes væk fra medierne og kun, da Kinnock skulle opstilles i Wales, stillede hele familien op til foto. Med Helle Thorning i et lyserødt outfit, der nærmest emmede af husmor.

Vi ser af og til et billede fra bondehuset på Bogø, som hun har med gamle venner fra gymnasiet og folkeskolen. Ellers er det døren på Østerbro, hvor hun siger pænt farvel til pressen, der fylder - når der da ikke dukker et billede op på Facebook af Thorning, der skovler sne.

Det er næsten eksotisk i al sin almindelighed. Det samme er hendes forkærlighed for Bakkens Hvile, hvor hun er en gang om året med venner som Tine Aurvig-Huggenberger og den tidligere konservative politiker Peter Sterup og hans kone, journalisten og forfatten Trine Gregorius. I det selskab festes der igennem, Sterup er altid god for en vits i den lumre ende, og alle husker stadig dengang, Helle Thorning grinede så meget, at hun slog hovedet ned i kanten på fadølskruset og fik en kæmpebule i panden.

Som en anden ven siger: Hun er i bund og grund "ukompliceret og pissesmåborgerlig". Og ikke særlig forfængelig. Da Freddy Blak, som sad i Europaparlamentet med Thorning fra 1999 til 2004, kaldte hende Gucci-Helle og en journalist kom til at skrive det, sparkede hun døren ind til hans kontor og sagde, at han ikke skulle kalde hende for Gucci-Helle, "bare fordi jeg ikke ligner en pose lort som dig."

Hun går dyrt klædt, men gør dybest set som mændene. Hun går i jakkesæt. Hendes jakkesæt har bare andre farver end grå og sort og nogle af dem har nederdel i stedet for bukser. Men jakkesæt er det stadig.

Det internationale netværk, Helle Thorning-Schmidt har, har hun aldrig evnet at overføre til Danmark. Endsige til Socialdemokraterne. Selvfølgelig har hun et netværk, men hun er ikke den samlende type, der lige ringer og er klar med en skulder, når det politiske liv er hårdt. Det er sådan noget, Henrik Sass Larsen altid har gjort - tro det eller lad være. Derfor er de to stærke, når de er sammen - og svage, når de er på hver sit hold.

Efter mødet i Svendborg er det stadig Bjarne Corydon, der er Helle Thornings tætteste allierede. Men både Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen er helt inde i ledelsen af partiet. Det var udkommet af Svendborg-mødet, og samtidig står det klart, også hos Helle Thorning, at Mette Frederiksen er den naturlige arvtager. Det blev testet igen sidste sommer, da Thorning var på vej væk til en toppost i EU. Mette Frederiksen var klar til at tage over, hendes folk var nærmest begyndt at fordele rovet, men så gik det, som det gik.

Thorning blev.

Og alligevel blev der ved med at være ro. Både i gruppen og også i partiet. Den ene grund var Karen Hækkerups exit som justitsminister. I Thornings sind var der ingen tvivl om, hvem der skulle have den post: Mette Frederiksen. Denne var ikke begejstret i starten, men hun var den eneste, der kunne løfte opgaven. I dag står hun og Thorning side om side. Ikke af kærlighed, men mindre kan gøre det i politik - og både reaktionen på terrorangrebene og hele den udlændingepolitiske dagsorden, som Socialdemokraterne for første gang nogensinde har håndteret uden at sprække, er skabt mellem de to. Hvor Thorning kan tage den store scene, mens Mette Frederiksen kan sørge for, at partiet hænger sammen. Hun har den autoritet og respekt i partiet, som Thorning i lange stræk har manglet.

Den anden grund til at roen hos S ikke bare er brudt ud, men fortsat, er, at Helle Thorning-Schmidt i efteråret gjorde noget, der kunne minde om vold på sig selv.

- Helle har stamina på verdensklasse-niveau. Jeg har ikke set andre få hældt så meget lort ud over sig og så alligevel stå og ligne en million.

Ordene er sagt af en Thorning-kender, men også af en Thorning-kritiker. Hendes styrke og evnen til at lade alt prelle af er legendarisk. Hun er benhård, når hun skal være benhård, og hun bærer hverken følelserne uden på tøjet eller lader andres følelser komme ind på hendes krop.

Da journalisten Ninka i 2011 interviewede Helle Thorning-Schmidt til bogen "Helle - samtaler med Ninka", spurgte Ninka blandt andet om Helle Thornings forhold til døden. Et rigtig poesi-bogs spørgsmål, men svaret fra statsministeren var alt andet end poetisk:

"Hvis jeg skal være helt ærlig, så optager det mig ikke. Stort set ikke. Under alle omstændigheder er det endeligt, så vi må finde en måde at leve med det på."

Det, hun ikke kan gøre noget ved, lader hun ligge. Det er en styrke, når det stormer politisk, ligesom det er en menneskelig styrke at kunne adskille følelser og politik. For Helle Thornings vedkommende går den egenskab bare hånd i hånd med en stædighed, tenderende dumstædighed, der gør, at hun i sine år som statsminister ikke har hørt, hvad hendes partifæller prøvede at fortælle hende.

Ikke fordi hun ikke har kunnet, men dybest set, fordi hun ikke har villet, som hun sagde, da vi begge deltog i et offentligt interview på folkemødet på Bornholm i juni 2013. Året før DONG, i 2013 var det sænkelsen af selskabsskatten i en socialdemokratisk uskøn symfoni med beskæringen af kontanthjælpen, der fik socialdemokraterne til føle, at de ikke længere kendte deres parti.

- Det er ikke, fordi skal jeg blive langhåret omkring det, men man må altså gøre op med sig selv, om man er i politik for rent faktisk at løse nogle af de udfordringer, Danmark står overfor. Man kan vælge at sætte sig over i hjørnet og sige: "Det gør jeg ikke, for her får jeg mit bagland ud af dets comfort zone, så det tør jeg ikke", sagde Thorning og fortsatte:

- Jeg kan bare ikke se nogen grund til at være statsminister, hvis ikke man er med til at træffe beslutninger. Også når det er svært.

Det kvitterede de mange socialdemokratiske tilhørere for. At hun sagde det. Det er ærke-socialdemokratisk at indgå forlig og klippe hæle og skære tæer - men der, hvor skuden er kæntret for vælgere og medlemmer er, når det er blevet udlagt som om, det var det, man ville. Ikke, som det man var nødt til at for at få noget andet igennem.

Her har Thorning stået på sit og fået tæsk for det. Uden at kny. Hun træffer en beslutning, det har hun let ved, og så følger hun den. Og så ikke så meget snak. Synes hun.

Den snak mangler medlemmer og vælgere bare. De mangler ikke vaklen, de mangler forklaringer og har ikke kunnet mærke det indre, socialdemokratiske kompas i de mange forlig, der er skabt i Thornings statsministertid.

De kunne ikke rumme spændet fra den Helle Thorning-Schmidt, der i oppositionstiden var benhård over for især Radikale, til statsminister Helle Thorning-Schmidt, der gav ind på den økonomiske politik over for netop Radikale. For ellers var hun ikke blevet statsminister. Det glemte hun bare at sige. Hun sagde ikke, at det var derfor, S måtte slås med en dagpengereform, der var ved at rive partiet midt over.

Før sidste år i september. Hvor hun gjorde det, hun ikke bryder sig om, men som var nødvendigt: Snakkede med sine partifæller og sagde til dem, at det var ikke var dem, der var noget galt med. Det var reformen.

Ordene faldt på kongressen i 2014 og det var et sjældent, stille sus, der gik gennem Aalborghallen, da hun rakte hånden ud. Sagen var ikke løst, men den var ikke længere betændt. Man kunne snakke om det.

Her viste Helle Thorning- Schmidt Socialdemokraterne, at hun var deres formand. Et halvt år efter at hun havde sikret sig støtte og ro i folketingsgruppen og hovedbestyrelse på mødet i Svendborg. Inden længe gælder det vælgerne.

Efter tre år som statsminister og ni år som partiformand evnede Helle Thorning-Schmidt at forene de to poster. Stadig ikke som elsket, men i en højere grad som respekteret.

Terrorangrebene i København og Paris fuldendte billedet. Her var hun ikke bare professionel, men troværdig. Hun viste, at der stod en på broen, at det var hende og at hun ikke var i tvivl om, hvad hun skulle gøre.

Fra frokosten med pariserbøffen og fadøl og til i dag har danskerne nok stadig ikke lært Helle Thorning-Schmidt at kende. For sådan er hun ikke.

Men nu ved de, hvem hun er. Af Elisabet Svane

Mere om emnet

Se alle

Jelved: Thornings tætte pardans med SF var en brøler

OVERBLIK: Thornings 10 år som S-formand

Helle Thorning-Schmidt

Fra forsiden

kundeservice_banner_20140313
StiftenFordele_Webbanner01_223x70 (1)
AvisKlubben_Webbanner_223x70