Log ind

Mit vilde (knallert)liv

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det er knallertens skyld, når den pludselig får en høj lyd og stopper brat, vælter om i sandet og kaster sin fører af, glider på tangen og foretager en snurretur eller sidder fast ved Galge Rev og ikke kan hives op igen.
I mange år så jeg ned på knallertkørere. Jeg mente, at de tilhørte en anden og formodentlig laverestående race end jeg selv. Det blev ligesom et princip for mig, en fastlåshed i, at nej tak, det skulle jeg aldrig prøve. Hvor usselt det end gik mig, så ville jeg aldrig synke så dybt. Og det gik, som det er gået med mange af mine principper i årenes løb: Jeg brød princippet og oplevede en ny verden, et friere liv, blev en fru Pikalop med 40 km i timen.

MIN FØRSTE knallert købte jeg i 1997. Dengang boede jeg sammenlagt et halvt år i Odense og et halvt år på Fanø i mit sommerhus. Og når jeg var på Fanø, samlede jeg rav, og når man samlede rav, kunne man ikke undgå at se de knallertkørende samlere.

Hurtigere på pletten, altså først på druserne, og hurtigt videre, hvis der var bedre andre steder. Stranden er 17 km lang, så en knallert var virkelig handy.

Dengang syntes jeg, det var snyd, når de fandt de største og fleste stykker, og bandede over dem, men det var jo bare misundelsen bitre bæger.

De fleste knallerter var Suzukier med en lille stænklap foran tændhætten for ikke at få for meget sand og saltvand ind.

En dag sad der en lille besked i Brugsens opslagstavle i Nordby: "Brugt knallert sælges". Og før jeg selv vidste af det, var jeg cyklet hjem og havde ringet til det opgivne nummer.

Snart var jeg den fortumlede ejer af en rød Suzuki, og det tog mig en uge at lære at holde balancen, at bremse, give gas, at få den i gang med kickstarteren og så videre. Den blev den første af indtil nu tre knallerter, og den blev indledningen til nye oplevelser, et friere liv og mere rav.

FOR AT køre på knallert skal man bruge "snublekyse", en hjelm som ikke er befordrende for hverken hørelse eller udseende. Dertil kommer et godt tøjlag for at holde varmen og ikke mindst nogle waders, som man næsten ikke kan løfte benene i. Jeg er ude ved havet næsten hver dag, og det giver en cirka 30 kilometers kørsel i al slags vejr og på alle årstider.

Man kører på cykelstierne til og fra havet, og der er stor forskel på sommer- og vintertid. Om sommeren befærdes cykelstierne af stort sagt alle former for trafik, undtagen biler.

Det vil sige, man skal forcere heste med ryttere og ikke mindst hestenes efterladenskaber, folk på løbehjul, på rulleskøjter, på skateboards, og den nye dille, dem, der går med gangstave, folk i handicapkøretøjer, hele familier på op til 10 styks, cykler, tandemer, joggere, barnevogne, klapvogne. Og ingen af dem tænker på, at færdselslovene også gælder på en ferieø. Man viger nødigt til side for en knallert.

PÅ STRANDEN kan det nemt blive en event at overvære en knallertkører, for eksempel mig, der sidder fast i sandet og ikke kan få dyret i gang, og med røde kinder tramper i kickstarteren.

Så danner de en hel ring omkring mig af stirrende, nysgerrige blikke. Klarer hun den? Skvatter hun mon snart halvdød om? Men ingen af dem mener åbenbart, at det er muligt at give en hjælpende hånd, hvorfor skulle de det? De er jo midt i endnu en spændende oplevelse i ferieparadiset.

Jeg har, hvis jeg skal være ærlig, haft mange uheld, som jeg selvfølgelig ikke selv er skyld i. Næh, det er knallertens skyld, når den pludselig får en høj lyd og stopper brat op for eksempel midt på en offentlig vej.

Det er knallertens skyld, når den vælter om i sandet og kaster sin fører af. Det er knallertens skyld når man glider på tangen og foretager en snurretur. Det er knallertens skyld, når den sidder fast ude ved Galge Rev og ikke kan hives op igen. Det blev grunden til at jeg anskaffede mig en mobiltelefon og at jeg blev medlem af Falck. Talrige er de gange, knallerten og jeg er blevet reddet, hentet og bragt hjem.

Da jeg sad fast ude på Galge Rev, som ligger sydvest for Sønderho, en to kilometer ude i havet, var det rimeligt uheldigt. Så skal man virkelig vide, hvornår det er højvande og lavvande.

Da jeg ringede og bad om hjælp, spurgte damen fra Falck sødt, hvilket nummer det var på Galge Rev. Så måtte jeg jo forklare om tidevand og vadehav, og at jeg kun havde en halv time, inden jeg blev omringet af hav og skyllet ud i det salte Vesterhav og stundede mod min grav.

Så kunne det nok være hun fik sat en redningsaktion i gang.

CYKELSTIEN om vinteren er anderledes ensom, man kender sine får, sine heste, man pejler efter bestemte træer og huse, og når man efter endte strabadser er gennemblødt eller gennemforfrossen med istapper i øjenbrynene og stive lemmer, er det virkelig fedt at komme hjem til brændeovnen og blive varmet op til de normale 37 grader.

Det er altid en stor naturoplevelse at køre til stranden og gå derude. Hverken havet eller stranden er nogen sinde det samme syn. At se Solen stå op i brændende orange, at se heste og køer ligge på markerne som tunge sten, at møde harer og kaniner og dådyr på vejen, er hver gang et skud af glæde på den indre optager.

Lyde og iagttagelser synger i blodet, og man bliver afhængig af at komme derud og glemme alverdens fortræd og bare leve i nuet, en tidløshed jeg ikke har oplevet andre steder.

MAN EJER en frihed og et overblik, når man troner på knallerten, og man behøver ikke dyberegående ansigtspleje. Det ordner vejret helt af sig selv. Regn og hagl og sne, blæst og kulde trænger ind i huden og får blodomløbet banket ud i alle porer.

Når man ser sig i spejlet, vel hjemkommet, ligner man en fregnet rødspætte, og håret der har befundet sig i hjelmens kondensvåde indre, har lagt sig som en lille nylonhætte af fladmasthed. Øjnene er to sandspækkede sprækker, og ben, arme og krop er dunkende trætte.

Så er en middagssøvn dagens højdepunkt og også fortjent .

Da mit ældste barnebarn var herovre på ferie med skolen, fik jeg en højstatus, især af drengene. De syntes, jeg var en fed mormor, der kørte rundt på en fed knallert. Det var dengang, der stadig var fine steder på Suzukien med skinnende metal at se. Nu er hele kadaveret dækket af rust, men den kører.

DEN RØDE knallert døde i fjor, der ligger nogle få reservedele tilbage i garagen og minder mig om den.

Nu har jeg to blå knallerter at slide på. Det er et hårdt liv for dem, jeg behandler dem ikke for godt og lader mange ukvemsord regne ned over dem, når vi strander på ruten. De er ret tit til reparation hos den lokale mekaniker.

De er blevet dyre at holde i live, men det er det hele værd, når jeg kommer hjem med lommen fuld af store stykker rav fra mine vilde ridt langs stranden.

Karen Lena Krogh Bertram, Bjerges Toft 8, Rindby, er oversætter.

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere