Langelænder med lyskebrok: Tag ved lære af privathospitalerne
Af: Flemming Jørgensen, Lærkevænget 2, Humble

Jeg kontaktede egen læge først i december 2016 med symptomer på højresidet lyskebrok. Var til forundersøgelse på Nyborg Sygehus 17. januar, og ja, brok i højre side, og jeg blev spurgt om ønsker for operationsmetode, og om jeg ville have lagt net ind. Jeg havde ingen specielle ønsker, og det var op til lægen, hvad der var nemmest, hurtigst, og lettest efterfølgende.

Og det store spørgsmål: Hvornår kunne jeg så komme for? Ja, næste dag klokken 14.30 hvis jeg var frisk på det. Fantastisk godt.

Klokken 14.00 mandag var jeg på vej hjem igen til Langeland efter forundersøgelse ved læge, havde talt med narkoselæge og sygeplejerske - effektivt - og skulle møde til operation næste dag klokken 14.30.

Flemming Jørgensen, Humble

Lagt net ind var vel efter lægens vurdering, og ikke min? mente jeg. Jeg gjorde samtidig opmærksom på, at jeg har en lille navlebrok, som måske kunne klares samtidig, og stadig havde problemer efter brokoperation for fem år siden i venstre side. Men problemer i venstre side og navlebrok var to helt andre sager, som måtte klares hver for sig senere, fik jeg at vide.

Fik senere tid til operation på Svendborg Hospital en god måned senere, den 24. februar, men jeg blev ringet op den 23. februar med besked om, at det måtte udsættes på grund af en læges sygdom, og jeg kunne få ny tid den 30. marts.

Det kunne og ville jeg ikke vente på, da jeg var rigtig dårlig af min brok, og jeg fik så (jævnfør lov) tilbud om operation på privathospital på det offentliges regning, og fik valget mellem 13 forskellige, og som jeg selv skulle kontakte.

Jeg valgte nærmeste privathospital, som er CFR Hospitaler i Odense, og hvilken positiv oplevelse: Effektivitet, service og venlighed (jeg har også fået god behandling de få gange jeg har været indlagt på offentligt sygehus).

Jeg kontaktede CFR Hospitalet fredag den 24. februar - den dag jeg skulle have været opereret i Svendborg - og var til forundersøgelse allerede mandag den 27. klokken 13.30 i et mylder af andre patienter, men klokken 13.25 blev jeg hentet til forundersøgelse af lidt ældre, flink læge.

Tydelig brok i højre side, og påtalte symptomer i venstre side. Lægen konstaterede selv, jeg havde lille navlebrok og foreslog, vi fik klaret alle tre ting samtidig, når han alligevel havde lukket op. Om der skulle lægges net ind var ikke et spørgsmål til mig, for det gjorde de altid for en sikkerheds skyld.

Og det store spørgsmål: Hvornår kunne jeg så komme for? Ja, næste dag klokken 14.30 hvis jeg var frisk på det. Fantastisk godt.

Klokken 14.00 mandag var jeg på vej hjem igen til Langeland efter forundersøgelse ved læge, havde talt med narkoselæge og sygeplejerske - effektivt - og skulle møde til operation næste dag klokken 14.30.

Klokken 14.28 blev jeg hentet op på stuen og gjort klar til operation klokken 15.15. Klokken 15.13 lå jeg på operationsbordet, og klokken 16.30 vågnede jeg op på enestue ved, at en sygeplejerske holdt mig i hånden, og de tre indgreb var klaret flot, effektivt og hurtigt og med følelsen af, at jeg var den eneste alt drejede sig om trods mange patienter.

Og hvorfor fortælle om det her effektive homogene forløb på privathospital?

Jo, fordi det undrer mig, hvor træg arbejdsgangen er på offentlige hospitaler - lange ventetider på at komme til undersøgelse, lange ventetider i venterum, lange ventetider på behandling, og forundersøgelse for hver lille ting, som tager personalets tid, patienternes tid, og fravær fra job, hvis man er i den situation.

Da jeg var i mit job, havde vi et udtryk, der hed best practice. Det betød, at det var en leders pligt at tage ved lære af dem, som gjorde tingene hurtigere og mere effektivt end én selv. Hvis ikke var vi ikke sikre i jobbet ret længe eller måtte tage til takke med at sidde i den sidste togvogn, fremfor en af de første.

De offentlige sygehuse koster virkelig regionerne kassen, så hvorfor tager man ikke ved lære af dem, der er effektive, og tilmed yder den bedste service? Ved regionspolitikerne ikke, hvordan eller hvad der foregår, eller har man bare den holdning, som mange andre offentlige institutioner, at sådan har vi altid gjort, og det fortsætter vi med. Eller er det helt andre faggrupper, der styrer forretningen og ikke vore politikere, der lægger strategien?