Anton og de evige to
Af: Marianne Kjær makj@faa.dk

 Antons lillebror Oscar havde tidligt lørdag morgen været ved døren med et syltetøjsglas og en pincet. Jeg er nok den eneste i gaden, hvor et barn kan finde på at spørge efter overvintrede edderkopper og fluer.

- Jamen de er til Herman. Han skal have proteiner i sin kost, og far sagde, at du ...

- Er den eneste, hvor du kan finde overvintrede spindelvæv med både jægere og byttedyr. Du kan hilse den københavnerflab og sige, at det ikke er sæson. Selv jeg gør forårsrent, sagde jeg lidt mere skingert, end Oscar havde fortjent.

Nu har du ikke fortalt din lillebror, at julemanden og påskeharen ikke findes, sagde jeg.

-Er du vanvittig? Det har jeg ikke engang nænnet at fortælle dig, svarede Anton.

- Du må spørge i dyrehandelen, om de ikke har et kosttilskud til en hamster som Herman, sagde jeg blidere og bad ham tage mine to gårdhunde ud i haven, medens jeg støvsugede igennem.

 

Min yngste hund er bange for praktiske redskaber som for eksempel koste.

Overmonstret er selvfølgelig redskaber med lyd som netop en støvsuger.

-  Du behøver ikke trække et gavekort fra skuffen. Jeg støvsuger gerne. Jeg har måttet google guldhamsterens røgt og pleje inden morgenmaden. Oscar tror, han ved sundere kost kan få Herman til leve længere end de to år, en gennemsund hamster piver rundt her på jord, sagde Anton og slukkede støvsugeren igen.

- Jeg vil gøre kedelige ting for alle i dag. Det er min straf, fordi jeg præsenterede endnu en af livets barske realiteter for min naive lillebror, sukkede han.

- Nu har du ikke fortalt ham, at julemanden og påskeharen ikke findes, sagde jeg.

- Er du vanvittig? Det har jeg ikke engang nænnet at fortælle dig, svarede Anton.

 

Vi var nået ud i gården. Jeg lukkede hundene ind og løftede Oscar gennem det sted i hækken, der med vilje er klippet så lavt, så Anton og højere personer kan hoppe over, medens små hunde og mennesker ikke kan.

Anton og jeg stod op på den lange egetræsplanke, som udgør havens længste bænk.

- Hvad skal jeg vælge? Ingrid har bedt mig vælge mellem spejderne og jagtkammeraterne. Jeg stresser i min fritid, siger hun. Jeg glæder mig faktisk til jeg, som du, kan vælge arbejdet fra for kun at tumle med mine hjertesager.

Stemmen tilhørte Antons far. Vi kiggede ind i familiens gårdhave. Udover børnenes far var bænket gadens pensionerede læge, Madsen. Oscar satte sig ved siden af buret med Herman, som ikke så ud til at mangle kosttilskud. Hans kindposer lignede to små gule balloner.

- Der er de evige to, og her taler jeg ikke om kvinder, begyndte Madsen.

- Jeg har altid elsket mit lægejob ligeså højt som min passion for naturen og alle dens væsner. Livsdrømmen om at forske og redde truede dyrearter, der aldrig blev virkelig, fordi jeg ikke kunne slippe drømmen om at hjælpe syge medmennesker, sagde gadens livlæge.

- Nu giver en dag på kontoret ikke det traume. Det bliver ikke et svært valg, den dag jeg bliver pensioneret, sagde Antons far.

- Her må jeg rette dig, unge mand, sagde Madsen.

Som om det at rette på folk, der er bare et kvarter yngre, ikke er hans hjertesag.

- Dagsværk og livsværk. Kone og elskerinde. Du elsker begge, men en dag må du vælge.

Antons far opgav at gentage, at han kun elskede sin fritid.

- Som mellem Victoria og Nanna, sukkede Anton.

- Hamster eller snegl som kæledyr, sagde Oscar

- Nu begynder du ikke at recitere Tove Ditlevsens "De evige to",  sagde jeg .

- Digtet hedder "De evige tre", rettede Madsen.

- Du er vel også nået den alder, hvor du må vælge din ene hjertesag eller din anden hjertesag, sagde han med det udstryk, som betyder: Tag dig sammen! Bliv Hel-pensionist!

- Du har nu to valg, Madsen! Kaffe eller jordbærsaft? Tænkte jeg nok, sagde jeg, da de bænkede herrer bød ind.

To af hver!