Log ind

Hvis vi mister friheden bliver vi en pavestat

  • Hvis vi mister friheden bliver vi en pavestat
    1 / 2
    Thomas Reinholdt Rasmussen
  • Hvis vi mister friheden bliver vi en pavestat
    2 / 2
    Foto: Scanpix

Den danske folkekirke er et frihedsrum. Det er et sted, der er undsluppet alle mulige reguleringer, og hvor folket stadig kan være som et civilsamfund. Det folkekirkelige frihedssted er et af de sidste steder af den slags, vi har tilbage. Og friheden i folkekirken er ikke grundet i en ligegyldighed eller en passivitet overfor andre synspunkter. Friheden i folkekirken, som vi også kalder den rummelige folkekirke, er grundet i det budskab, som kirken prædiker. Budskabet om menneskers ligeværd i evangeliet. Kristendommen er frihed.

Derfor kan en særlig holdning i kirken ikke løftes op til almengyldig norm. Det var det Martin Luther (1483-1546) protesterede imod i den bevægelse, som vi kalder reformationen, og som vi fejrer 500-året for i år. Luther protesterede over, at et menneske (paven) kunne stille sig til dommer over alle, og kræve en særlig holdning af alle. Luther mente, at vi alle var "krøbet ud af dåben" og derfor var lige i kirken. Derfor må man også i lyset af Luthers tanker accepterer forskellige tanker i kirker. Bibelen kan udlægges på forskellige måder og så længe man er inden for den bibelske ramme, så må man fastholde, at de tolkninger har ret til at være her.

Nu skal man altid huske, at fordi man har ret til noget, har man ikke nødvendigvis ret i noget. Derfor må meninger brydes og tolkninger diskuteres. Luthers tanke om, at alle der er krøbet ud af dåben har lov til at være med i tolkningen, og som er det Luther kalder det almindelige præstedømme, er et værn mod enhver form for fundamentalisme. For kirken kan aldrig sige, at sådan skal teksten udlægges. Kirken er altid undervejs og har aldrig den afsluttende tolkning. En afsluttende tolkning var det Luther gjorde op med og derfor gjorde han op med pavedømmet. Pavedømmet (i enhver afskygning) knægter et kristent menneskes frihed. Friheden har jo også som bekendt den side, at mennesker kan mene noget andet end en selv.

Det kan være frustrerende for mennesker. Det er åbenbart også frustrerende for socialdemokratiets næstformand Mogens Jensen, der i denne uge har krævet, at alle præster skal vie homoseksuelle. Mogens Jensen vil indføre pavedømmet på ny, hvor tolkningen er lukket og kun en holdning mulig, og det foreslår han så oven i købet i reformationsåret.

Lov om vielse af homoseksuelle blev gennemført i 2012 efter stort folkekirkeligt pres. Flertallet af landets sognepræster går ind for vielsen, og der er endog større andel blandt præsterne end blandt befolkningen generelt, der går ind for vielsen. Præsterne arbejder selvfølgelig også med evangeliet dagligt. Fortalerne for en vielseshandling begrunder det bibelsk med, at Jesus ikke gjorde forskel på folk, men drog alle ind i sin velsignelse. Modstanderne begrunder det særligt med et ord af Paulus om homoseksuelle, samt skabelsesberetningens fortælling om mand og kvinde. Her står de bibelske tolkninger overfor hinanden, og her giver man i tråd med folkekirkelig frihedstradition lov til at de præster, der er modstander af at vie homoseksuelle, også frit kan undlade det. Det har ikke noget at gøre med forholdet til homoseksuelle generelt, for de er, i lighed med alle andre mennesker, velkommen i kirken, til dåb og til nadver, som er de centrale handlinger. Her er der ingen, der afvises. Man vil blot ikke velsigne deres forhold. Personligt mener jeg, at homoseksuelle både kan og skal velsignes. Det begrunder jeg i den bibelske helhed, hvor Jesus gør mennesker lige. Men jeg vil kæmpe for den kristne frihed og må leve med, at andre ikke har den tolkning af bibelen. Jeg vil tale imod deres tolkning, men samtidig kæmpe for deres ret til at være en del af kirken. Det er den evangeliske frihedstanke.

Denne frihedstanke om præsternes mulighed for at sige fra eller til i forhold til særlige handlinger, er begrundet i to ting: dels i det frisættende budskab (kaldet evangeliet) fra Jesus, der sætter mennesker frie til at tænke selv, og selv gøre deres tolkninger af troen; dels af det man med et fint ord kalder menighedernes kaldsret. Den handler om, at kirkerne har ret til at ansætte de præster, som de synes passer netop til dem. Mange menighedsråd vil ikke acceptere at præster ikke vier homoseksuelle og ansætter derefter. Andre ansætter anderledes. Det er demokrati, når det er bedst. Mogens Jensens forslag om tvang vil tilsidesætte denne frihed og tvinge menighederne til at ansætte præster, som måske ikke passer til dem. Det vil være en hierarkisk styret kirke, der helt uluthersk fjerner menighedernes kaldsret.

Når Mogens Jensen og andre politikere med ham vil tvinge friheden igennem, så fjerner de en stor frihedstradition i Danmark. Nemlig den frihedstradition, at vi ikke har et pavedømme, der fra oven bestemmer hvad vi skal tro og mene. Tolkningen er fri, og det må også vores politikere acceptere. Det er i øvrigt forunderligt, at jo mere vores politikere mener, at tro og politik ikke skal blandes, des mere blander de sig i kirkens forhold.

Det er en underlig tid, vi lever i, hvor man ofte ser den kirkelige frihedstradition forsvinde ud i tågerne, og hvor tale om tvang kommer ind i billedet. På avisen BT's facebookside debatterede man også præsters mulighed for at sige nej til vielse af homoseksuelle, og her var tonen hård: "hvis man fik sin løn, skulle man sige ja til vielse". Her forsvandt enhver rest af luthersk frihed og kun pekuniære argumenter var tilbage. Det var beskæmmende læsning.

Der er en stor og vedvarende opgave foran os: at fastholde den evangeliske frihed, der ligger under alt andet i vores samfund. Det kræver, at vi accepterer, at forskellige udlægninger af teksten har ret til at være her, og at vi kun siger dem imod med ord og aldrig med tvang, som nogle af vores politikere desværre synes at mene. Vi er nødt til at fastholde, at det kristne budskab har givet os en frihed, der betyder, at andre kan mene noget andet end os. De meninger forsvinder ikke ved tvang. Vi gør det højst til hykleri. Det er i øvrigt rent praktisk et gode, at præster kan sige fra, for hvem vil i grunden have en præst ved sin vielse, der ikke vil være med? Tvang i åndelige forhold kommer der aldrig noget godt ud af. Det viser historien os med al tydelighed.

Kunne vi ikke, særligt i år i reformationsåret, forsøge at holde frihedsfanen højt, og give plads til forskellige tolkninger i den kirke, der kalder sig luthersk, og ikke vil vide af pavedømmets ensretning og tvang? Der ser ud til at være en stor opgave forude, hvor der skal kæmpes for friheden. For tiden ser det kun ud til at folkekirken vil kæmpe den kamp. Men den vil også gøre det.

  • fyens.dk

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere