Log ind

Gær- konflikten

  • Gær- konflikten
  • Gær- konflikten

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Man skulle tro, der var optræk til hungersnød dengang i 1998, da Danmark oplevede sin seneste storkonflikt på det private arbejdsmarked. I hvert fald hamstrede vi - af alle varer - gær i så store mængder, at strejken siden blev døbt gærkonflikten. Og tror man på statistikker og historiens gentagelse, skal danskerne snart til at hamstre gær igen. Siden 1961 har der nemlig været storkonflikter med 12-13 års mellemrum, så statistisk set skulle der vanke endnu én af slagsen.

Men sådan skulle det nødigt gå. Danmark er ikke i en økonomisk situation, der tillader landet at lukke i ugevis. Tværtimod gælder det nu om at sikre konkurrenceevnen og dermed også beskæftigelsen, der ikke har det godt i forvejen. De overenskomstforhandlinger, der kører nu, og som omfatter flere end 600.000 lønmodtagere, kræver derfor ansvarlighed af både arbejdstagere og arbejdsgivere.

På den baggrund forekommer det mindre begavet, at mere end tre fjerdedele af 285 adspurgte topledere i de største danske virksomheder allerede nu vil sætte modparten stolen for døren.

Hellere en storkonflikt end højere lønninger, erklærede de i Berlingske Tidende i går - og straks gik både LO-formand Harald Børsting og formanden for Danmarks største fagforbund, 3F, Poul Erik Skov Christensen, til modangreb. De samme, som regeringens rødvinsreform og store lønstigninger har givet i pose og sæk, er nu villige til at kaste landet ud i storkonflikt. Det er hånligt, som Skov Christensen sagde.

Sandt er det da også, at der ikke er grund til at sætte ild til bålet, før det er bygget op.

At dømme efter signalerne fra fagbevægelsen er man udmærket klar over situationens alvor, men vil selvfølgelig ikke gå for nul og ingenting. Som minimum skal reallønnen fastholdes, helst forbedres lidt, og dertil kan komme bløde goder som bedre uddannelses-, senior- og barselsordninger og andet af mere social art. Men grundlæggende er fagbevægelsen ikke interesseret i så høje lønstigninger, at virksomhederne må ty til fyringer for at holde omkostningerne nede.

Ikke desto mindre vil vi sikkert se en række bud og overbud i de næste uger og måneder - hvilket er logisk nok, for begge parter skal jo have noget at give køb på.

Men for skinger en retorik kan blive farlig for resultatet, som vi så det i 1998, hvor arbejdsgiverne krævede en ren nulløsning, mens fagbevægelsen særligt kæmpede for den sjette ferieuge, som man ikke fik. Det gjorde man så senere - men forinden var overenskomstresultatet blevet forkastet ved urafstemningerne og den 11 dage lange storkonflikt en kendsgerning.

Tilbage i 1998 blev resultatet blandt andet underkendt, fordi lønmodtagerne fandt, at arbejdsgiverne havde spillet for meget med musklerne - og i teorien kan det ske igen. Topchefernes aggressive melding kommer på et tidspunkt, hvor fagbevægelsen medlemsmæssigt og økonomisk har set bedre tider, og derfor opfattes den som ekstra provokerende. Man vil ikke trædes på.

Dansk erhvervsliv har ikke råd til lønfest. Men landet har heller ikke brug for storkonflikt. Som en start bør det følgelig forventes, at parterne ikke taler sig fra hinanden, men holder kammertonen.

Denne gang bør statistikken brydes og konflikten undgås. Vi gider ikke hamstre mere gær.
      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere